Konfirmationskjoler følger traditionen

Den traditionelle konfirmandkjole skulle være et synligt symbol på overgangen fra barn til voksen.

Det er pigerne selv, der bestemmer, hvilken kjole de skal have på til deres konfirmation. Det spørger ikke længere mor og far til råds, men får vejledning af veninderne og ekspedienten, fortæller Anne Kathrine Rantzau, der sælger konfirmationskjoler for Lily

"Dengang, jeg skulle konfirmeres, var det min mor, der bestemte, hvilken kjole jeg skulle have på. Men sådan ser situationen ikke ud for nutidens unge", siger Anne Kathrine Rantzau, der arbejder i afdelingen med konfirmationskjoler i koncernen Lilly. Når vi skal lave konfirmationskjoler, har vi flere konfirmandklasser til at prøve vores kjoler og evaluere dem. Det er børnene, vi spørger, og ikke deres forældre, hvilket er en udvikling, der er sket inden for de sidste 15 år.

"Min far og hans kone var tilfældigvis med, da jeg skulle vælge kjole, men de har ikke haft indflydelse mit valg. Mine forældre har aldrig været nogen tvivl om, at det var mit eget valg", fortæller konfirmanden Melissa B. Skov.

Oprindelig var konfirmationstøjet det synlige symbol på, at man i forbindelse med konfirmationen overskred skellet mellem barndommen og voksenlivet. Det var den første og eneste voksenkjole, konfirmanden ville få i lang tid. Men selv om tiderne har ændret sig, er det stadig vigtigt, at tøjet udstråler myndighed og højtidelighed, siger Anne Kathrine Rantzau.

"Nogle af vores konkurrenter har prøvet at lave konfirmationskjoler, der også kan bruges ved almindelige fester, men det har pigerne ikke taget til sig. De fleste unge vil have en kjole, der adskiller sig fra hverdagen, og samtidig er højtidelig. Vi ser tit piger, der til daglig viser bar mave og går med push-up bh, vælge en lang og tækkelig kjole til konfirmationen", fortæller Anne Kathrine Rantzau.

"En konfirmationskjole må gerne være "sexet", men alligevel har jeg ikke valgt én, der er det. Min kjole er snarere sød, og den adskiller sig meget fra mit almindelige tøj, hvilket er meningen", fortæller Melissa B. Skov.

Hun plejer normalt ikke at gå i lange kjoler, men konfirmationskjolen skal være lidt finere, fordi det er hendes fest og ikke en almindelig fest. Derfor er passer det Melissa B. Skov godt, at kjolen kun skal bruges ved denne ene lejlighed.

Selv om snit og stof har ændret sig igennem tiderne, så er farven og længden på kjolen forblevet den samme.

"Nogle påstår, at konfirmanderne ligner små brudepiger, men brudekjolernes farver er nu skiftet fra hvid til nougat, creme og råhvid. Konfirmationskjolerne er forblevet snehvide, og det tror jeg aldrig vil ændre sig. Ikke engang tilbehøret må være i alternative farver. Det vildeste, vi kan sælge til konfirmanderne, er i farverne sølv eller guld", fortæller Anne Kathrine Rantzau.

Melissa har også valgt en kjole, der er snehvid, fordi hun gerne vil følge traditionerne.

"For mig hører det til traditionen, at kjolen skal være hvid, fordi jeg er glad for gamle traditioner. Det samme gælder salmerne til gudstjenesten. Jeg er ikke så vild med de nye salmer, og da vi skulle vælge salmer til konfirmationen, ønskede jeg kun gamle salmer", fortæller Melissa B. Skov.

Konfirmandkjole fra 90erne.