Missionærer forbudt adgang til isolerede stammer i Amazonas

En domstol i Brasilien har forbudt evangeliske missionærer at kontakte isolerede stammer i Amazonas. Dommen er et tegn på fremskridt, mener naturfotograf Henrik Egede-Lassen. For selvom mission kan drives fredeligt og respektfuldt, er den kulturelle og sundhedsmæssige pris for de oprindelige folk for stor at betale

”Sejr”.

Det blev det første ord i en artikel udgivet fredag den 17. april i den internationale nødhjælpsorganisation Survivals tidsskrift Survival International. En brasiliansk domstol har nemlig forbudt missionærer over hele verden at kontakte de isolerede stammer i reservatet Javari Valley, der ligger i Amazonasjunglen, blandt andet på baggrund af fare for coronasmitte.

Dommerkendelsen er blevet kaldt ”historisk” og er dybt kontroversiel, blandt andet fordi den brasilianske højre-politiker Jair Bolsonaro inden sin indsættelse som præsident lovede sine vælgere at åbne Amazonas for kommerciel udvikling og efter sin indsættelse har vist de oprindelige folk lille anderkendelse og formindsket den økonomiske støtte til dem med 40%.

Dommeren slog ned på den kristne missionsorganisation New Tribes Mission, som tidligere har prøvet at kontakte isolerede stammer i området, og som allerede havde købt en helikopter til formålet, skriver The Guardian.

Den 5. februar i år indsatte Bolsonaro en tidligere missionær fra New Tribes Mission, Ricardo Lopes Dias som leder af den nationale indianske fond (National Indian Foundation), og mange NGO’er er bange for, at det kan betyde udryddelse af de oprindelige stammer i landet.

Isolation er overlevelse

Men selvom dommen kan være et tegn på et afsluttet kapitel i en mange år lang strid mellem amerikanske missionærer, der vil sprede det kristne budskab, og NGO’er, der vil beskytte stammernes kultur og levevis, er fremtidig kontakt med omverdenen næsten uundgåeligt for de isolerede stammer. Det vurderer fotojournalist og foredragsholder Henrik Egede-Lassen. Han mener, at missionærer kun er én af mange aktører, der er med til at sætte de oprindelige kulturer i fare:

”Der er så mange forskellige og meget komplekse problemstillinger omkring de her mennesker, og det er kun er et spørgsmål om tid, før de ikke findes mere,” forklarer han og peger på, at regeringer, turister og illegale skovhuggere og guldgravere alle er til fare for stammerne.

Henrik Egede-Lassen er naturfotograf og grundlægger af naturformidlingsbureauet Zoomedia, som blandt andet har løst opgaver for BBC, Discovery, National Geographic og DR. Han har rejst til alle syv kontinenter og har blandt andet været i kontakt med oprindelige folkeslag i Borneo og Ny Guinea. Han har dog aldrig selv kontaktet stammer, der ikke har været i kontakt med omverdenen før, da han ikke mener, at de skal have besøg.

”Jo længere de her stammer kan få fred og ro, des bedre er det,” vurderer han og nævner, at det ofte er missionærer, der er det første led i en kæde af kontakt, som stammerne får med omverdenen. Når først en stamme er i kontakt med omverdenen, bliver kontakten udnyttet af private og offentlige aktører, som kan se mulighederne i det urørte land, og livet som stammerne kender det, er allerede en saga blot.

Dette er ifølge Henrik Egede-Lassen også en af grundene til, at mange af de tilbageværende isolerede stammer er aggressive og krigeriske, da de fredelige stammer simpelthen ikke eksisterer mere.

Derfor ser Henrik Egede-Lassen dommen, der forbyder missionærerne adgang, som en positiv udvikling. Han mener dog ikke, at en dom som denne garanterer, at den brasilianske regering rent faktisk handler på det.

”Uanset hvad der sker i højesteretten, er det ikke sikkert, at det bliver implementeret lokalt,” fortæller han. Han understreger, at det kan være i Bolsonaros interesse, at missionærer åbner adgangen til stammerne, så området kan bruges kommercielt.

Men kontakt med omverdenen kan have frygtelige konsekvenser for skrøbelige kulturer som dem i Javari Valley, mener Henrik Egede-Lassen, som selv har set, hvor galt det kan gå.

”De gange jeg har oplevet forskellige lokale kulturer, der har været påvirket af missionærer, har jeg set nogle grumme ting. Ude ved de sidste penaner i Borneo, som traditionelt er en skovkultur, har jeg mødt nogle missionærer fra Singapore, som simpelthen var så grove. Kineserne var så optaget af at få penanerne til at sige ja til Bibelen, at alt andet var sekundært,” forklarer Henrik Egede-Lassen.

Mission – et negativt begreb?

New Tribes Mission og singaporianske missionærer skal dog langt fra have lov til at definere kristen mission, mener Philip Sode. Han er medlem af det assisterende råd i organisationen Gospel Tidings Mission, som hans forældre grundlagde i starten af 60'erne i Papua Ny Guinea.

For ham handler mission om at inkludere folk i et fællesskab, hvor der er plads til alle mennesker - også dem, der er isoleret fra omverdenen.

Mission bliver ofte associeret med kolonialisme og kulturimperialisme, da det historisk set er gået hånd i hånd med erobring af nyt land. Philip Sode mener dog, at historien også fortæller gode ting om kristendommen:

"Som kristne tror vi, at vejen til Gud er den rigtige vej for alle. Hvis vi ser på, hvordan den vestlige verden var, før kristendommen kom fra syd, kan vi tydeligt se forskel på, hvordan folk levede. Omsorg og menneskelig værdi er byggestenene til både Grundloven og idéen om menneskerettigheder."

En mystisk kæde af forandring

Det kan dog være svært at gennemskue, når man kommer udefra, hvordan en kultur fungerer, og hvilke ting, der holder de lokale strukturer på plads. Det resulterer i uheldige kultursammenstød, som Henrik Egede-Lassen eksemplificerer med en oplevelse, han havde i Papua Ny Guinea - samme land som Phillip Sode har missioneret i.

En missionær, som var anderkendt af lokalbefolkningen, rejste bort efter en længere årrække og efterlod ansvaret hos en lokal mand, som havde fået højere status af at have fungeret som missionærens højre hånd. Da Henrik Egede-Lassen og hans hustru besøgte stammen to år senere, var manden blevet sindssyg og tændte ild til indbyggernes huse, angiveligt fordi han havde mistet sin tidligere status. Manden blev kaldt for Jerry Kristus.

”Det var som om, han blev normaliseret lidt af at være sammen med os,” fortæller Henrik Egede-Lassen. Han understreger hvor meget skade, introduktionen til en ny kultur og religion kan gøre, hvis ikke man tænker sig om.

”Missionærerne kommer udefra og fortæller stammerne, at det, de altid har troet på, er forkert. Det vender jo op og ned på alle kulturer, når deres verdensbillede bliver påvirket på den måde. Interne strukturer vil derfor uundgåeligt blive skubbet i forskellige retninger,” forklarer han.

Philip Sode er enig i, at det er uundgåeligt, at kulturen ændrer sig, når man introducerer isolerede stammer til nye måder at tænke på.

"Hvis man giver et menneske en Panodil, skal vedkommende ikke til den lokale heksedoktor. På den måde vil man altid påvirke kulturen."

Han indrømmer, at det kan være problematisk, når kulturer ændrer sig, specielt hvis missionærer ikke kan finde ud af at adskille vestlig kultur og håbet, som Gud giver på tværs af kulturer. Han mener dog, at evangeliet kan gøre det enkelte menneskes liv bedre, lige meget hvor man bor, og hvilken kultur man kommer fra.

"De lokale levede i frygt. De var bange for onde ånder og døden. En angst jeg næsten ikke kunne forestille sig. Budskabet om at Gud sendte sin søn for at dø for os, er en vej ud af denne angst. Man kan se et tydeligt positivt skift, når folk tager imod Jesus. Det lavede om på deres liv af egen fri vilje. De holdt op med at slås. De blev helt nye mennesker," forklarer han.

Ifølge Henrik Egede-Lassen er mission ikke udelukkende naivt eller destruktivt. Han har på sine rejser også mødt respekterede og betænksomme missionærer, som i længere tid har levet i fred side om side med stammerne. Han fastslår dog, at introduktionen til et nyt verdensbillede ikke vil kunne undgå at sætte kæder af forandring i gang hos de små samfund, som i sidste ende kan ændre magtforhold og ødelægge kulturer indefra.

De fleste udefrakommende ville ikke kunne forudse en så voldsom påvirkning som den, Jerry Kristus undergik, da de ikke har fantasi til at forstå kulturens meningsskabelse og struktur, mener Henrik Egede-Lassen. Han understreger, at mødet mellem ny og gammel religion ikke altid er lige til:

”Jeg har en ven, der hedder Paya, som jeg har fulgt i snart 30 år. Paya er penan og på papiret kristen. Han lever på den malaysiske del af Borneo, tæt op af en stor nationalpark, hvor der stadigvæk er skov tilbage. Payas gamle kultur er en skovkultur. For penanerne findes der ikke noget alternativ til skoven. På et tidspunkt siger Paya lidt henkastet til mig: ’Hvis du møder Jesus, så sig lige til ham, at han ikke må tage op til toppen af Mulubjerget. For der er et væsen, som er meget stærkere end ham.’ Efter at have vendt det med religionsforskeren Mikael Rothstein, som var med på turen, gik det op for os, at Paya formentlig var fanget mellem to religioner, nemlig den oprindelige, hvor der er alle mulige mærkelige og onde væsener inde i skoven, og den nye religion, der kan redde en fra det onde. Men hvad hvis disse to verdener mødes? Det var det, han var bange for skulle ske på Mulubjerget.”