Johannes Sløk stræbte efter evig stræben efter indsigt

Læs et uddrag fra "Liv og lidenskab" af Johannes Sløk. Bogen består af efterladte tekster udvalgt af tidligere biskop Kjeld Holm

Lægefamilien fra Stenvad på Djursland muliggjorde, at Sløk fik en studentereksamen, simpelthen ved at forstrække ham med et månedligt beløb, og fra da af var hans tilværelse en stræben, i første omgang socialt, og han skyndte sig at tage en teologisk embedseksamen med udmærkelse, i anden omgang som en stræben efter at komme til indsigt i den gåde, som tilværelsen er.

Sløk var hele sit liv optaget af renæssancen, for der var den afgørende tanke, at den konstante stræben er et mål i sig selv. Målet eller resultatet er i den sammenhæng ligegyldigt. Det afgørende er, at den evige stræben i sig selv er udtryk for en forsoning med tilværelsens karakter af uvirkelighed.

Det kan udtrykkes på den måde, at Sløk på den ene side, både personligt og i sin tænkning, ikke kunne acceptere det, han oplevede som uvirkelighedens vilkår. På den anden side var han ikke naiv. Tænkningen ville uvægerlig støde på den grænse, hvis den intenderede at hæve uvirkeligheden, men i den bestandige stræben fandt han – måske – en forsoning.

Og det er denne grundtanke, jeg ser som den bærende i Sløks tænkning og formidling. Dér var sammenhængen hos ham mellem liv og lære. Hans umådelige store forfatterskab handler om denne forsoningsmulighed. Kun denne kan – måske – ophæve tilværelsens karakter af uvirkelighed. Forsoningen var i sig selv udtryk for en virkelighed – midt i uvirkeligheden.

Med disputatsen, "Forsynstanken" fra 1947, tog det egentlige forfatterskab sin begyndelse. Umiddelbart kunne man tro, at anliggendet var at redde en af grundpillerne i den kristne tro, nemlig at Gud er den rådende for mennesket og verden. Men det er ingenlunde tilfældet. Der er tale om en helt ny tolkning af forsynsbegrebet. I forordet gør Sløk opmærksom på, at han vil forsøge at forstå forsynet som en begivenhed og ikke en statisk metafysisk altbestemmende størrelse. I den forbindelse mobiliseres Søren Kierkegaard og eksistensfilosofien, og sidstnævnte ses som en artikuleret protest mod idealismens system. Dens anliggende er en stadig nedbrydning af ethvert system og ”atter lade den eksistens træde frem, der konstituerer mennesket.

Eksistensfilosofiens anliggende er bestandig fra enhver fortabthed i tingene at vise tilbage til det sted, hvor mennesket bliver til som eksisterende”. Det er Kierkegaard, der er helten, fordi denne har sans for, at den etiske fordrings ubetingede krav om at være eksisterende i al uoverskuelighed betyder at blive fanget i skylden eller i en paradoksal tvetydighed, ”hvor den fjerne Gud kommer nær”.

Vi er altså i den mærkværdige situation – ifølge Kierkegaard i Sløks tolkning – at kun skylden er virkeliggørelsens mulighed. Det er skylden, der gør, at et menneske kan opleve sig selv som virkelig. Og den er forsoningens forudsætning. Man kan dermed sige, at Sløk var nødt til at analysere Søren Kierkegaard mere dybdegående, end det var tilfældet i disputatsen. Og den danske filosof har da også i alle de mange år, der fulgte, været den røde tråd i Sløks tænkning – fra prisopgaven i 1938 til den stærkt sygdomssvækkede Sløks sidste bog fra 1997, "Livets elendighed", der er en sammenligning mellem Kierkegaard og Schopenhauer. Men i de mangfoldige analyser af Kierkegaards tænkning kan man også følge en udvikling i Sløks egen tænkning.

I denne antologi ser man begyndelsen på Sløks optagethed både af Kierkegaard og eksistensfilosofien. De egentlige Kierkegaard-studier og videre brugen af Kierkegaard som et udviklingspotentiale i Sløks egen tænkning begynder for alvor i 1954 med "Die Anthropologie Kierkegaards", en bog, som Villy Sørensen mangfoldige år senere betegnede som den bedste bog, der var skrevet i en dansk sammenhæng om Kierkegaard, selv om den var på tysk.

Dens intention var at nå frem til en bestemmelse af begrebet individ, for det var hans idé, at en sådan kunne forstås som en virkeliggørelse, at dermed tilværelsens karakter af uvirkelighed kunne ophæves. Thi at være et individ betyder i hvert fald skylden som virkelighed. Det sker i kølvandet på en fælles øvelse, han havde haft med K.E. Løgstrup – om netop Kierkegaard, som Løgstrup også skrev om på det tidspunkt i en sammenligning med Heidegger. Løgstrup, der var blevet professor ved Aarhus Universitet i 1943, var afgørende for, at Sløk året efter kunne få en ansættelse samme sted.

Jeg har mødt mennesker, der har kunnet fortælle, at øvelsen var inciterende, men også spændingsfyldt, da stemningen de to imellem udviklede sig køligt, for det var oplagt, at de bevægede sig i hver sin retning. Sløk fortsatte sit arbejde med Kierkegaard og i tilslutning til denne, Løgstrup gjorde op med samme Kierkegaard i en langvarig diskussion med K. Olesen Larsen i Tidehverv og fortsatte opgøret i Den etiske fordring. Sløk var optaget af, hvordan mennesket virkeliggjorde sig som et individ. Løgstrup var optaget af det grundvilkår, at ”vi er hinandens liv og skæbne”. Eller Løgstrup insisterede på, at virkeligheden bliver til under fællesskabets vilkår, Sløk måtte igennem anstrengelsen ved at blive et selv. Løgstrup søgte et uanstrengt livsgrundlag ved at præcisere, at et selv bliver man i fællesskabet med det andet menneske. Derfor gik de da også fra det tidspunkt hver sin vej.

Der var imidlertid det særlige ved Sløks Kierkegaardmonografi, at den helt konsekvent tænkte Kierkegaard ud af enhver social eller historisk sammenhæng. For igen at minde om Villy Sørensen var der tale om, hvad han betegnede som ”den abstrakte eksistens”. Og hvordan det nu er, så er det min opfattelse, at hvis Sløk skulle trænge dybere ned i, hvad et individ var, og om man kunne formå i egentlighed at blive et sådant, så måtte de historiske vilkår inddrages.