INITIATIVPRIS: Symaskiner viser evangeliet til muslimer i Tanzania

Symaskine-projektet er godt, fordi det demonstrerer evangeliet i praksis. Foto: Privatfoto

Det er en god kirkelig idé, når evangeliet forkyndes gennem praktisk hjælp, der møder folks følte behov, skriver Svend Løbner, leder af Kirkeligt Medieakademi

Jesus er svaret, siger vi kristne frejdigt. Men hvad er spørgsmålet?
Ofte kommer vi med facit og springer mellemregningerne over. Hvordan kom vi frem til svaret? Hvorfor påstår kristne, at det lige er Jesus, der giver frelse i det hinsides og forandring nu og her?

Symaskinen viser vej
Sagen illustreres af en lille forening af aids-ramte enker i et af den tanzaniske storby Arushas slumkvarterer.

På initiativ af en lokal pinsekirke blev en tværreligiøs forening dannet. En australsk missionær kom forbi og donerede en symaskine. Og da jeg skulle lave reportager i området, tog præsten mig med ud til et møde med de 24 aidsramte enker, der nu kunne forsøge sig selv ved at deles om den ene symaskine.

Trætte og med udhulede øjne var cirka 15 enker samlet. Resten af enkerne lå hjemme med feber. Med aids nedbrydes menneskets immunforsvar, så selv influenza bliver invaliderende.

Enkerne viste mig, hvordan de sørgede for, at alle fik ligelig adgang til symaskinen, hvad de havde syet indtil nu, og hvordan fortjenesten kommer i en fælles kasse og bliver delt ligeligt mellem de 24 medlemmer, så også de, der er for syge til at sy, får noget at leve for.

Jeg interviewede enkerne og lyttede til den ene hjerteskærende historie efter den anden. Typisk havde manden smittet dem, og var derefter død. Børnene var blevet voksne og var flyttet hjemmefra, og nu var enken alene tilbage.

I Danmark skrev jeg om sagen og samlede ind til 12 symaskiner, så enkerne nu kan producere og tjene mere. Og jeg får meldinger fra præsten, at han nu har omdannet sin kirke til systue i dagtimerne, så de muslimske aidsramte kvinder kan klippe og sy tøj til kunderne. Præsten fortæller, at de fleste kvinder nu også kommer i kirken om søndagen.

Forkynd evangeliet i ord og handling
Projektet er godt, fordi det demonstrerer evangeliet i praksis. Forkyndelse og socialt arbejde bør gå hånd i hånd. Det har været missionærers mantra i århundreder.

Jeg vil gå et skridt videre i Frans af Assissis ånd: Socialt arbejde er evangeliet forkyndt i praksis. Forkynd evangeliet om nødvendigt: brug ord, sagde munken.

Hvad ville Jesus have gjort?
En god kirkelig idé er en idé, der møder menneskers følte behov. Det handler ikke om at promovere kirken, ej heller blot om at prædike evangeliet.

Det gode slogan What would Jesus do? kan passende bruges her. Jesus ville helt sikkert prædike, ja, og han vil også bygge sin kirke, ja, men han ville mest af alt gå ud og afhjælpe den konkrete nød i verden. Det kan vi lære af. Kirken er ikke til for sin egen skyld, men for verdens.

Kirken skal ud af kirkedøren
Jeg kunne tænke mig, at kirken i langt højere grad kom ud over prædikestolen, ud af kirkedøren og helt ud til almindelige danskere med evangeliet i praktisk hjælp. I Roskilde Stift lanceres lige nu projektet Kirke på vej, hvor blandt andet konfirmander lærer at lytte til Gud og praktisere det, de har lært. De besøger hjemløse og samler ind til nødhjælp. Kirke er at være, hvor folk er og gøre noget for at møde folks behov. Hvor svært kan det være?

Svend Løbner er journalist og leder af Kirkeligt Medieakademi