Og prisen går til ...

Her modtager Merete Tangstadog andre frivillige Kristeligt Dagblads Pris 2013 for deres arbejde med at invitere udenlandske kvinder indenfor. - Foto: Leif Tuxen.

Kvinder, der inviterer udenlandske kvinder indenfor, modtager Kristeligt Dagblads Initiativpris 2013

I det brogede Nordvestkvarter i København har Merete Tangstad og en række andre frivillige i årevis taget kontakt til kvinder, der er flyttet til Danmark fra udlandet. Hun er idémageren bag projektet, Friends, som i dag når ud til hundredvis af tilflyttere, der ønsker et dansk netværk.

I dag modtager projektet Kristeligt Dagblads Initiativpris for vedholdende at byde nye naboer ind til samvær. Det savner mange, som er kommet til Danmark, fortæller Merete Tangstad.

Der sidder masser af ressourcestærke udenlandske kvinder i Danmark, som kan føle sig ensomme, fordi de har svært ved at få kontakt med danskere. Ved første øjekast virker vi rigtig åbne. Men det er, som om mange danskere har svært ved invitere internationale personer ind i deres liv.

LÆS OGSÅ: Kvinder finder nye venskaber gennem Friends

I bund og grund er idéen enkel. Kvinder fra Kirken i Kulturcentret, der er en del af pinsekirken i København, tilbyder tilflyttede kvinder en dansk kontakt. De mødes løbende, og mange gange bliver det til varme venskaber. De ses samtidig i større kredse til for eksempel café-aftener eller religiøse kon-ferencer.

Grundtanken kan genbruges og benyttes af kirker over hele landet. Det bemærker blandt andre miljøminister Ida Auken (SF), der har deltaget i konkurrencens dommerpanel.

Det her projekt kan skaleres og anvendes over hele landet, hvor der står en kæmpe frivillighedsgruppe, som ikke ved, hvad den skal stille op, siger hun.

LÆS OGSÅ DOMMERVOTERING: Man kan se frugterne af arbejdet

Den argumentation støtter erhvervsmand Asger Aamund, også dommer i konkurrencen. Han tilføjer:

Jeg synes, projektet har en meget stor potentiel gennemslagskraft.

De initiativrige pinsefolk har fostret og udviklet en idé, som har vist sig at være efterspurgt, velfungerende og til stor opmuntring for mange.

På to år har de aktive kvinder haft kontakt til 400 nydanske kvinder, og 170 af dem har de matchet med en dansk veninde. Men de energiske kvinder er langtfra færdige.

Vi drømmer om også at tilbyde venskaber til kvinder i asylcentre, siger Merete Tangstad, der ved juletid tog forskud på glæderne ved at køre fire busser med asylsøgere til julefejring i kirken. Asyl-projektet har endnu ikke fundet sin form, men tankegangen bag har fremtiden for sig.