Sigurd Barrett belønnes for bibelfortællinger

Med hjælp fra tøjdyret Snapper fortæller Sigurd Barrett bibelhistorie for børn. Foto: Claus Bie. Foto: Claus Bie

SE VIDEO Tv-værten og musikeren Sigurd Barrett modtager Bibelselskabets pris for sine bibelfortællinger

"Sigurd fortæller Bibelhistorier" - og det gør han så godt, at det nu har indbragt ham Bibelselskabsprisen 2010.

Med udgivelsen af "Sigurd fortæller Bibelhistorier", der består af en dvd og en bog med den populære tv-værts version af 24 bibelfortællinger, har Sigurd Barrett præsteret at gøre Bibelen levende og nærværende på en måde, der fortjener anerkendelse, lyder det fra Bibelselskabets bestyrelsesformand, Cai Frimodt-Møller.

"Det er dejligt, at du nu også vil stille dig selv og dine formidlingsmæssige evner til rådighed for Bibelen og altså vil bruge dig selv til at få centrale bibelhistorier gjort kendte over hele landet. Du ved noget om, hvordan børn tænker, hører og opfatter, og hvilket sprog de bruger og det sprog bruger du så", lød det fra Cai Frimodt-Mæller i talen til Sigurd Barrett, der tidligere har høstet stor anerkendelse for sin formidling af blandt andet klassisk musik og jazz til børn.

"Sigurd fortæller Bibelhistorier" er også blandt de indsendte kandidater til Kristeligt Dagblads initiativpris.