Brorson inspirerede både Kierkegaard og Andersen
Hvorfor forsvandt biskop og salmedigter Hans Adolph Brorson kort efter sin død ud af dansk tradition? Og hvorfor vendte han siden siden stort tilbage? Læs et uddrag af Torben og Bente Brammings nye bog om en af Danmarks historiske, kristne stemmer
Ud fra nutidens forståelse af tilværelsen er Brorsons pietistiske kristentro ikke uden problemer. Ikke mindst skaber opdelingen mellem en indre og en ydre verden, hvor kun den indre, usynlige verden anerkendes, mens den umiddelbare og sanselige verden fravælges og fordømmes, et skel blandt mennesker. Og særlig problematisk bliver det, når denne højeste inderlighed opnås gennem lidelse og smerte.
Hvis vi imidlertid fjerner det religiøse fortegn, har vi foran os en strømning med flere lighedspunkter mellem Brorson og vores tid. Udgangspunktet er i dag ikke sjælelivet, men det fysiske liv, hvor spørgsmålet om for eksempel sundhed er blevet centralt. Her opereres der i stigende grad med en rigtig og en forkert verden.
Det er menneskets måde at leve på og de konsekvenser, det har for sundheden, der viser, hvor individet står mellem de to verdener. Og også smerten, der er forbundet med fysisk udholdenhed i eksempelvis træningsprogrammer, tillægges en positiv værdi. Mens en skelnen blandt kristne mellem de frelste og synderne betyder, at de „rigtige kristne“ afskriver de andre som fortabte, indebærer en skelnen mellem sunde og usunde, at det bliver legitimt for de „rigtige“ at udpege andre.
Trangen til en opsplitning af verden i to med det formål at skabe en ny, renere verden i forhold til den vante er et tilbagevendende fænomen i historien, og den er oftest forbundet med askese eller anden form for forbehold over for verden, som den er. Luther kendte som ung munk til askese og selvransagelse inden for det katolske fromhedsliv, og reformationen blev blandt andet et opgør med det konstante pres, som den katolske frelsesforståelse lagde på den troende, hvor forkerte handlinger kunne føre én lukt i Helvede.
Denne skræk indebar, at man til stadighed ransagede sine gerninger for at forvisse sig om, at man bevægede sig ad frelsens vej. I de tidlige år, mens Luther stadig var munk, blev han gennem sin læsning af apostlen Paulus klar over, at det at være sand kristen ikke handler om fromme gerninger. Den kristne skal i stedet tro på Kristus og lade sig overbevise om, at Kristus ved sin død har taget åget af menneskets skuldre, så der er plads til, at mennesket fejler og handler forkert. Den daglige omvendelse fra syndens gerninger til Kristus er at fundere frelsen i ham.
Den nye retfærdighed gennem Kristus betyder en frisættelse af den troende, men det er den frisættelse, der forsvinder blandt pietisterne, når de begynder at kræve, at den omvendte ustandseligt gransker sin samvittighed, fordi vægten på synlige gerninger kræver, at samvittigheden er ren, og at man ikke bare hykler et rent liv.
Mærkværdigt nok var det en holdning, der sneg sig ind i det praktiske trosliv, mens pietisterne og ikke mindst Brorson på et teoretisk og teologisk plan fastholdt den lutherske forestilling om retfærdighed alene gennem Kristus. Dette dobbelte bogholderi bragte Brorson på kollisionskurs med andre i samtiden – og måske også med sig selv. Hvis man hos Brorson kan tale om et splittet selv, må det ses i sammenhæng med denne indre uoverensstemmelse.
Sjælen og selvet
Brorson er i den forstand en meget spændende skikkelse, fordi der i hans digtning tegner sig omridset af et kristent selv, men også et splittet selv. Digtningen bliver som et morgengry for den moderne forestilling om et jeg. Brorson lever i århundredet efter René Descartes (1596‑1650), hvis tænkning tager udgangspunkt i den menneskelige bevidsthed.
Dermed bryder Descartes med en tidligere filosofisk tænkning, hvor Gud var det absolutte omdrejningspunkt. Den menneskelige bevidsthed forholder sig spørgende og vurderende og kan ud fra sit sind tvivle om alt. Ikke desto mindre er det gennem bevidstheden, at vi konstaterer, at vi eksisterer, som også udsag-net, „Jeg tænker, altså er jeg til“ (cogito ergo sum), udtrykker. Det er ifølge Descartes også gennem bevidstheden eller sjælen, at mennesket står i forbindelse med det åndelige og guddommelige.
Mennesket er dog så forskelligt fra den almægtige Gud, at det ikke i kraft af sig selv kan have nogen forestilling om Gud, altså må ideen komme fra Gud. En egentlig definition af sjælen møder vi ikke hos Descartes, ligesom han heller ikke definerer forholdet mellem sjæl og legeme, men med et smil på læben konstaterer, at det er et forhold, man bedst forstår, hvis man ikke tænker for meget over det.
I Brorsons digtning træder sjælen heller ikke frem som en afgrænset størrelse, men ikke desto mindre vidner hele Brorsons poesi om et rigt sjæleliv og en stærk bevidsthed. Brorson betegner jeget eller selvet som det „svage sind“ ud fra dyb selviagttagelse. Selviagttagelse forudsætter, at mennesket fra en anden position kan se på selvet og vurdere det med en anden målestok.
Det er netop den sjælelige åbenhed over for den åndelige verden, som giver os de særlige øjeblikke, hvor vi ser, at der ingen proportion findes mellem den stort skænkede eksistens og den smalle bane af omstændigheder, som udgør vores konkrete liv. Det er i kraft af vores sjælelige virksomhed, at vi indimellem overraskes af spørgsmålet, om vi har fulgt vores ønske om mening og indre længsler, eller har ladet livet forme sig ud fra tilfældigheder og omverdenens krav.
Brorsons meget selvfølgelige måde at tilskrive sjæl og sind en afgørende betydning på kan virke fjern i en tid, hvor man gennem hjerneforskning kan lokalisere enhver sjælelig aktivitet som en kemisk proces et sted i hjernen. Denne afskaffelse af det sjælelige bevidsthedsliv mødes af en ny åndelig tendens, der eksempelvis kommer til udtryk i mindfulness-bølgen. Som et andet modtræk til forskningens afskaffelse af sjælen kan man spørge, om forskningen ikke er forledt af fristelsen til at ville forklare alt og i den bestræbelse genererer nye forestillinger om alternative, sjælelige tilstande.
Det særlige ved Brorson er, at han gennem sin digtning formår at gøre verden stor, fordi han viser os et jeg, der holder sit selv op mod det guddommelige og gennemlyses derved. Denne sjælelige formåen gør, at selvet til stadighed betragtes og vurderes. Brorson kan tale om en samvittighedsprøve, hvor samvittighed som en samviden forholder sig til det konkrete selv ud fra en bevidsthed om at være en del af en større sammenhæng. Som en instans med en åndelig dimension kan samvittigheden vejlede og korrigere den troende hen imod at blive et kristent selv. Det kristne selv opnår dog aldrig den endelige ro, som det søger, eller den frihed, som det længes efter. Visionære øjeblikke fyldt af forventning om forløsning afløses af tvivl og anfægtelse. I den forstand bliver der tale om et spaltet selv, som ikke er fjernt fra det moderne menneskes selv.
Når Op, al den ting, som Gud har gjort taler så stærkt til os i dag, er det netop, fordi vi her fornemmer storheden i Brorsons salmedigtning, men ikke mærker den teologiske afstand. På den måde er der noget meget nutidigt over salmen, for vi er frie af pietismens fordring om genfødsel og omvendelse og kan derfor ufortrødent synge salmen og mærke, hvordan den peger ud over os selv. Selvom vi for tiden ikke taler om vores sjæl, betyder det jo ikke, at vi ikke har nogen – og i det mindste kan vi med Brorson lade den synge.
Eftertiden
I tiden efter sin død blev Brorson hurtigt glemt. Han var jo „kun“ salmedigter. I Erik Pontoppidans salmebog fra 1740 havde han ikke mindre end 84 salmer med. Men da den Evangelisk-kristelig Salmebog blev kirkens officielle i 1794, var der kun to brorsonsalmer med, og de var endda ændret meget.
Modtagelsen af hans sidste salmer i Svanesang var temmelig kritisk, og man anså salmerne for at være fyldt med overtro, føleri og dårlig smag. Pietismen var således en religiøs bevægelse, der som andre – ismer havde sin tid, og den forløb helt parallelt med Brorsons liv: Den blomstrede op i Brorsons ungdom, kulminerede, da han var i sin bedste alder, og klingede af, i takt med at Brorson blev ældre.
Men i 1830’erne blev Brorsons salmer sunget under de store vækkelser i Danmark og fik igen en fremtrædende plads, og da Indre Mission blev dannet, samlede bevægelsen sig om Brorsons salmer.
Når Indre Mission gjorde Brorson til „deres digter“, skyldtes det hans vægtlægning på omvendelsen og det nye liv, der ligesom en revolution vendte sig fra det gamle syndige jeg til det kristne nye jeg. Grundtvig, som ellers havde meget tilovers for Brorsons salmer, havde en anden teologi, og derfor blev Brorson efter 1865, hvor Indre Mission udskilte sig som selvstændig kirkelig retning, langsomt presset i baggrunden i de grundtvigske kredse.
Grundtvigs kristendom er nemlig at sammenligne med en evolution, hvorunder kristendommen langsomt vokser i den „levende“ menighed, og er man ikke kristen i dag, så bliver man det nok i morgen. Den indremissionske teologi havde det på mange måder lige så svært med talen om „menneske først og kristen så“, som de grundtvigske kredse havde det med skellet mellem de „troende“ og de „døde mundkristne“. For begge retningers vedkommende arvede man dog Brorsons hovedtanke: at troen skulle være levende, hos den enkelte (Indre Mission) såvel som i menigheden (grundtvigianismen).
Brorson overlevede i missionshusene og i helt særlig grad i Harboøre, hvis missionske kredse skabte en helt enestående række af melodier til Brorsons salmer. Men også i bredere kulturel sammenhæng indtog Brorson en plads i guldalderens litterære liv.
Brorson og guldalderen
Som eksempel på, hvordan Brorson kom til at betyde noget uden for kirken, står H.C. Andersens (1805‑1875) digtning. Han har brugt Brorson i flere eventyr og ikke mindst i Snedronningen, hvor Gerda og Kaj bindes sammen af den ydmyge, selvopofrende kærlighed. Tre gange bruges verset fra Den yndigste rose er funden:
Ak, søger de ydmyge steder, i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.
Gerda synger den for Kaj, da hun finder ham frysende i Snedronningens ispalads, hvor han forsøger at løse tilværelsens gåde ved et fornuftens puslespil. Hendes sang vækker hans frosne hjerte og giver ham mulighed for at undslippe ondskaben, og troldsplinten i Kajs hjerte grædes ud under denne omvendelsesproces – en proces, som vi mødte i Guds igenfødte ny-levende sjæle, hvor hjertets hårde marmor og stål smeltes.
For Søren Kierkegaard (1813‑1855) var Brorson salmedigteren. Han elskede hans inderlige tone. Kierkegaard fortsætter den introverte iagttagelse af selvet, som allerede i Brorsons pietistiske digtning tangerer en vedvarende eksistentiel krisetilstand. Hver på sin måde var de optagede af spørgsmålet om, hvordan den troende bliver et kristent selv.
Fortroligheden med hele Brorsons anliggende bevirker, at Kierkegaard i 1846 til sin gravsten på Assistens Kirkegaard vælger den berømte strofe fra Halleluja! Jeg har min Jesus fundet:
Det er en liden tid, så har jeg vundet,
så er den ganske strid
med ét forsvundet,
så kan jeg hvile mig
i rosensale,
og uafladelig
med Jesus tale.
I Brorsons salmer, som blev sunget hos de herrnhutiske brødre i Stormgade, hvor Kierkegaard kom som barn med sin far, har han hørt en vedvarende, inderlig samtale mellem Gud og den troende. Fragmenter af Brorsons digtning findes også frit citeret både i Kierkegaards opbyggelige forfatterskab og i hans dagbøger. Brorsons udfoldelse af kristenlivet som kamp, hans opfordring til udholdenhed og salmernes stemningsskift fra anfægtelse til lyse gennembrud har haft appel til Kierkegaard.
I udviklingen af Kierkegaards begrebsverden indgår pietistisk ladede termer som for eksempel „adspredelse“. Hos Brorson betegner adspredelse et liv i synd, hvor mennesket har mistet Kristus som omdrejningspunkt, og i stedet spredes tankerne i alle retninger, ledt på vej af tilfældige sanseindtryk, associationer eller „onde flyve-tanker“.
Kierkegaard beskriver adspredelse som en higen efter forandring i det ydre i kontrast til inderlig længsel efter evigheden, og han drager bl.a. en parallel mellem adspredelse og publikum i det nyåbnede Tivoli: „Se, derfor synes liebhabere af Tivoli så lidet om evigheden, thi det er evighedens væsen altid at være det samme, og åndens ædruelighed er kendelig på, at den ved at forandring i det udvortes er adspredelse, men forandring i det samme inderlighed.“ (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, SKS 7, s. 261).
Inderlighed, årvågenhed, efterfølgelse, længsel, øjeblikket etc. er størrelser, som både Kierkegaard og Brorson tilskriver stor værdi, men gennem Kierkegaards nuancering af den pietistiske arv får begreberne en anden indfarvning. Overordnet bekenderKierkegaard sig til pietismens tanke om efterfølgelse og tilslutter sig det „at vidne for Sandhed og at lide derfor“ som noget, der hører „en Christen til“ – men „ikke just i betydning af at afholde sig fra dans og deslige udvorteshed“.
At vidne om og lide for sandheden og ikke forfalde til konformitet og verdslig klogskab er ifølge Kierkegaard summen af kristen efterfølgelse; derimod distancerer han sig fra pietismens moralske ambitioner.
Den kristne fordring er stor, men langt større er dog befrielsen gennem tro, en øjeblikserfaring, der for dem begge er essentiel og alligevel helt forskellig. Hos Brorson indtræder befrielsen i det øjeblik, den omvendte dør og forlader jordelivet for at forenes med Kristus i Paradis. I den meget smukke originale slutstrofe i salmen Halleluja! Jeg har min Jesus fundet, hedder det:
Jeg ser dig nok, min krans i himmerige
for dine perlers glans
må solen vige.
Brorsons eskatologiske forestilling om det forløsende øjeblik findes imidlertid ikke hos Kierkegaard. Tværtimod er der i talen Ved en Grav (Tre Taler ved tænkte Lejligheder, SKS, 5, 442) fra 1854 et skarpt opgør med døden som længsel efter udfrielse for de rettroende, men dom og fortabelse for vanekristne. Ethvert forsøg på at gøre døden til noget positivt er udtryk for den samme menneskelige svaghed, som allerede i livet søger at etablere en forskellighed og nu vil gøre den gældende ind i døden. Kierkegaard understreger i talen, at i døden er alle lige: Ingen har forrang, og ingen kan gøre sig fortjent til en sejrskrans.
Nok fornemmes impulsen fra pietismens dynamiske genfødselsproces i Kierkegaards stadielære, men hvor pietismen forud-sætter en progression mod en frelsestilstand, pointerer Kierkegaard, at stadielæren beskriver en idealitet, en åndelig udvikling fra spidsborgerens overfladiskhed til religiøs inderlighed. Men hverken Brorson eller Kierkegaard kan lade individet slå sig til tåls med sin vanekristendom eller lade spidsborgeren forblive spidsborger.
Brorson præger altså vigtige personer og bevægelser i tiden efter sin død og er som sådan yderst levende og virksom i dansk kirke- og åndsliv i tiden frem til i dag – også selvom det ikke er tydeligt på overfladen. Der er i den danske sjæl en brorsontone, og den handler om, at det ikke kommer an på det ydre, men på det indre. Man er på vagt over for hykleri og spørger, om man nu også lever, som man prædiker.
Der er måske også en moltone, der gennem nederlaget i 1864 til tyskerne og koncentrationen om det indre, danske liv og historie lever i bedste velgående. Mens Grundtvig vil have danskerne til at leve på det jævne i et land, hvor få har for meget og færre for lidt, så vil Brorson have os til at se på vores indre, tage temperaturen på vores sjæl, tage vores regnebræt frem og se, at vi ikke har noget at prale af over for hverken Gud eller mennesker.