"Kan man blive rig uden at træde på andre mennesker?"

På trods af, at de fleste i Danmark er blandt de materielt rigeste i verden, så er vi så optagede af at sikre og forøge vores rigdomme, at mange mennesker går ned med stress, skriver Kristian Larsen

Det er det personlige valg at ville sætte Gud i centrum, tænke på andre før sig selv og være mådeholdende, skriver ortodoks kristen Kristian Larsen

Jesus gik rundt på Jorden i sandaler og simpelt tøj og fortalte folk, at de ikke behøvede at bekymre sig for dagen i morgen. Gud har jo givet os alt, vi behøver bare at række ud og tage. Dét er ganske enkelt vores rigdom. Vores fælles rigdom.

Forestil dig, du får to børn på besøg, og giver dem adgang til dit frugttyngede æbletræ. Lidt efter ser du, at storebror har fyldt trøjen med æbler, som han glad gnasker i sig, mens lillebror på tre år, står lidt væk og græder med et ormstukkent nedfaldsæble i hånden; han kunne ikke nå grenene.

LÆS OGSÅ: "Det er fattigt, når vi kun har øje for egen rigdom"

Roser du den store for hans evne til at skabe "rigdom? Formentlig ja, i hvert fald hvis du følger almindelig borgerlig tænkning. I Danmark synes evnen til at generere forbrugsgoder at være det højeste mål både for den enkelte og for samfundet.

Men den materielle rigdom, man kan samle sig ved at benytte sig af evner, magt, vilkår og held, består af Guds gaver, og bør håndteres derefter.

Det er farligt for sjælen at samle til bunke, for det kan gå ligesom med bonden, der havde fyldt sine lader med korn. Da han døde samme nat, stod han med intet, fordi han ikke var rig i Gud (Lukas 12, 16-21).

I den ortodokse kirke betyder kristelighed at stræbe efter at ligne Gud, hvilket vil sige at følge Kristi vej.

Vejen fører til Gud; det er ham, vi skal have for øje. Alt, hvad der kan fange vores hengivenhed og opmærksomhed, og som bringer os ud af kurs, skal vi efter bedste evne forsøge at undgå.

Men vi har alle fået en GPS i form af kærlighedsbuddet, hvorefter vi skal holde fast i kærligheden til Gud og til næsten, som er (lig) os selv.

Alligevel ender vi for det meste med at gå zigzag på grund af vores selvoptagethed. Den er vores synd.

Derfor handler vi typisk som storebroderen og ignorerer lillebroderen. For det kan da ikke være den riges skyld, at den lille er en tomhændet undermåler, for enhver er sin egen lykkes smed.

LÆS OGSÅ: "Klosterfællesskabet er mit sikkerhedsnet"

Men det er ikke én selv, men Gud, der bør have tak for gaverne, som han har givet os frihed til at bruge i en kærlig ånd.

Problemet opstår, når vi dyrker det skabte frem for Skaberen, og hvad vi dyrker, fremgår af hvad der optager os. For hvor menneskets sind er, der er også hans skat sagde kirkefaderen den hellige Clemens af Alexandria (ca. 150-215).

Hvordan skal Guds nåde få adgang til os, hvis sindet er optaget af penge, ejendom og gadgets?

Derfor er det en vildvej at tro, at Gud i sin gode nåde har givet et menneske velstand. Gud har tilladt det, men hvis det er hans særlige vilje, kan det meget vel være for at prøve hjertet.

Paulus og kirkefædrene pegede på, hvordan lidenskaber forbundet med rigdom er ødelæggende. Den hellige Johannes af Stigen (ca. 579-649) nævnte særligt maven, det umættelige forbrug, og gerrighed, sulten efter penge.

Det er ikke kun, at lidenskaber defokuserer os som kristne, men også at deres konsekvenser bringer os længere væk fra Gud. Grådighed leder os til at lyve og stjæle, til at intrigere og bagtale, til vrede og hensynsløshed og meget andet.

Kan man i det hele taget blive rig uden at træde på andre mennesker, bortset fra hvis man vinder i lotto?

Den vestlige kultur, vi lever i, fokuserer ensidigt på rigdom og velfærd næsten uanset omkostningerne. På trods af, at de fleste i Danmark er blandt de materielt rigeste i verden, så er vi så optagede af at sikre og forøge vores rigdomme, at mange mennesker går ned med stress.

Folket har tabt troen på Gud, for det er der ikke tid til. Vi har heller ikke meget tid til vores børn, forældre, søskende eller naboer.

LÆS OGSÅ: "En nærig kristen er en selvmodsigelse"

Tværtimod ser vi vores medmennesker som redskaber for vores grådighed, og tildeler dem funktioner som medarbejder, sparringspartner, netværk, bofælle, madkæreste, bolleven, sæddonor og så videre.

Og i det lys betragter vi også os selv. Hvis vi ikke har funktioner over for andre, så misopfatter vi os selv som værdiløse. Så fristes vi til at skade andre eller begå selvmord, for så kan de da have det så godt. Eller drukne os i forbrug, stimulanser og tidsfordriv, hvilket de fleste vælger.

Selv Jorden, som Gud har givet os at leve på, har vi mistet respekten for og er godt i gang med at ødelægge. Nogle steder i byerne er jorden så giftig, at den skal renses, for at mennesker kan opholde sig på den.

Giften når grundvandet, og gamle vandboringer må lukkes. Tusinder af plante- og dyrearter udryddes. Havet fyldes med kemikalier og affald. Luften ændrer sin sammensætning, og klimaet bliver aggressivt.

Det er masseforbrugets pris. Vi har vidst det længe, men har ikke ændret adfærd. Vesten ønsker fortsat vækst, og de fattige lande vil naturligvis det samme.

Løsningen er hverken påtvunget moral eller askese. Hvis kristne fulgte Kristus på hans vej og droppede mammon, ville mange andre følge efter.

Det er det personlige valg at ville sætte Gud i centrum, tænke på andre før sig selv og være mådeholdende. Måske er der mere behov for, at du går ned i tid, frem for at give mere til de fattige, måske er det omvendt, når bare din skat er hos Gud.

Kristian Larsen er ortodoks kristen og cand.scient.pol.