Sankt Hans' hoved på et fad

Dette fad med hoved og knogler på blev givet af Ørslev Kirke på Skælskør-egnen til Nationalmuseet i 1824. Fadet og hovedet er lavet af træ, mens knoglerne er rigtige knogler. Men hvis knogler? Foto: Nationalmuseet

På Nationalmuseet i København findes et særligt fad med hoved og knogler på. Har det noget med sankthans og Johannes Døberen at gøre?

Den 23. juni fejrer vi sankthans – eller mere korrekt sankt Johannes. For Hans er en fordanskning af Johannes, og den 24. juni er det Johannes Døberens helgendag. 

Johannes Døberen, der døbte Jesus i Jordanfloden, døde ifølge Bibelens fortællinger ved at få hugget hovedet af. Han blev altså en af mange kristne martyrer, som man i århundreder har fejret på hans helgendag den 24. juni. Men ligesom juleaften fejres aftenen før juledag, fejres sankthansaften dagen før sankthansdag. Altså den 23. juni.

LÆS OGSÅ: Hvem var Sankt Hans? 

Sankt Hans' hoved fra Skælskør
Også i den katolske kirke i Danmark har der været tradition for at fejre ham, men langt de fleste af den katolske tids relikvier, skrin og andre hellige ting er for længst væk, taget af tidens tand eller ødelagt under reformationen.

Men ikke det helt specielle fad med hoved og knogler på, som blev givet af Ørslev Kirke på Skælskør-egnen til Nationalmuseet i 1824. Fadet og hovedet er lavet af træ, mens knoglerne er rigtige knogler. Det specielle fad havde indtil da været i kirkens besiddelse siden middelalderen, hvor det blev brugt i hellige processioner ud til en nærliggende helligkilde ved midsommertide. Processioner, der har samlet både lokale og pilgrimme fra nær og fjern.

”Vi kender en beskrivelse af brugen af fadet fra Ørslev fra en præsteindberetning fra 1755. Der står følgende: 'Munken ved stedet bar dette fad med hoved og de tre ben omkring i procession ved Ørslev Kilde St. Hans og Mariæ Besøgelsesaften; hvo som da lagde penge på fadet til munken, fik til vederlag og afladsforsikring lov til at kysse disse ben-relikvier, men de, som kun gave madvarer i posen, som hans karl bar efter ham, fik kun en benediktion (velsignelse),'” siger seniorforsker fra Nationalmuseet Poul Grinder-Hansen.
 
”Denne beretning, som er skrevet af den lutherske sognepræst længe efter reformationen, bærer præg af lutheranernes afstandstagen til de sære, katolske skikke. Men beretningen fortsætter: 'Denne tradition er kuns fra tredje generation af dem, som selv har set det, var min salige Faders ord, når han fortalte mig det.' Vi skal altså fire generationer tilbage fra præsten, der skrev beretningen i 1755, det vil sige midt i 1600-tallet. Da var skikken altså endnu levende. Det støttes også af, at der på fadet læses årstallet 1625.”

Fadet har altså været i brug i hvert fald omkring 100 år efter reformationen.

Udbredt i Europa
Skikken fra Ørslev er også langtfra enestående. Snarere tværtimod, fortæller Poul Grinder-Hansen:

”Billeder af Johannes Døberens hoved på et fad var et motiv, som forekom mange steder i den katolske kirke i middelalderens Vesteuropa. Normalt er det dog kun et udskåret hoved på et fad, og det er usædvanligt, at der som her i Ørslev Kirke var menneskeknogler med på fadet. Ja, der findes ligefrem et kunsthistorisk begreb på tysk: Johannesschüssel (Johannesfad), og der er en lang artikel med eksempler i Aachener Kunstblätter (38, 1969). Det hele er jo en illustration til Bibelens fortælling om Johannes, der blev halshugget. Men et relikvie af Johannes Døberen skal det selvfølgelig ikke forestille, kun et andagtsbillede. Hvem menneskeknoglerne formodedes at tilhøre ved vi ikke, men ud fra sammenhængen er det nærliggende at tro, at de skal opfattes som Johannes Døber-relikvier.”

Så om man reelt har troet på, at det var Johannes Døberens jordiske rester, kan ingen sige i dag.

Men relikvier og helgenskrin spiller stadig en rolle for verdens katolikker. Det ses for eksempel til påske i Sydeuropa, hvor katolikker går i optog med statuer og relikvier fulgt af pilgrimme og tilskuere, både troende og turister. Eller på diverse helgendage, hvor statuer og relikvier også bæres rundt i de katolske byer, som er tilknyttet lige denne specifikke helgen eller helgeninde.

Ved midsommertide har mere hedenske og verdslige skikke med bål, ild, blomster, urter, god mad og drikke samt fokus på den lange, lyse dag og sommersolhvervet dog for længst overtaget scenen over hele Europa.