Disco og Coldplay: Her er 4 præster, der har skejet ud i kirken

"Discopræsten" Pernille Østrem, der på fastelavnssøndag i 2014 smed præstekjolen og hoppede i de røde dansesko for at danse sit budskab ud. Her ses hun med en gruppe udklædte børn til Fastelavn i kirken. Foto: Ritzau

Det er ikke til hver gudstjeneste, man ser præsten rappe eller smide præstekjolen for at hoppe i danseskoene. Vi har samlet tre sjove historier om præster, der har forkyndt det kristne budskab på kreativ vis

Videoen af den syngende præst Martin Bonde Eriksen, der overraskede sine konfirmander i Ødsted Kirke i Vejle, da han brød ud i sang med Coldplays hit ”Fix You”, er på få dage blevet et viralt hit på Facebook. Se videoen her:


Men det er ikke første gang, at præster skejer ud i kirken. Få tre sjove og alternative præsteoptrædener her.

Discodansende præst smider kjolen

På fastelavnssøndag sidste år valgte sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro, Pernille Østrem, at smide præstekjolen og slå sig løs på kirkegulvet til David Bowies ”Let’s Dance”. Dansen skulle angiveligt udtrykke budskabet, at selvom livet kan være hårdt, kan det stadig være en fest.

Se videoen, hvor præsten hopper i danseskoene og svinger sig rundt på en stol, nedenfor.

Irsk præst vier par med rørende version af ”Hallelujah”

Der var ikke et øje tørt, da den irske præst Ray Kelly i 2014 fremførte sin inderlige version af Leonard Cohens ”Hallelujah” foran et forbløffet og rørt brudepar. Ray Kelly havde selv skrevet en tekst til anledningen, som han dybfølt sang ud i stedet for den sædvanlige bryllupstale. Se videoen nedenfor.

Den rappende Gangnam-præst

Hvordan gør man det kristne budskab aktuelt? Det spørgsmål havde sognepræst i Erritsø Kirke i Fredericia, Jakob Dam Knudsen, et alternativt bud på, da han i 2014 valgte at danse til et af tidens største pophits, den koreanske ”Gangnam Style”. Udover dansen havde Jakob Dam Knudsen skrevet sin egen tekst, som han rappede, mens han dansede. Den nye version kaldte han ”Konfi-Style”. Se billede fra videoen nedenfor.