Kristenforfølgelser førte til splittelse i oldkirken

Byzantinsk mosaik, der viser en række helgener - blandt andre sankt Cyprian - fra kirke i Ravenna, hovedstad i det gamle Vestromerske Rige. Foto: IRIS

I 200-tallets oldkirke kæmpede man med håndtering af kristne, som under forfølgelse benægtede deres kristne tro og siden ønskede genoptagelse i kirkens menighed

I løbet af 200-tallet blev den romerske kejser Decius opmærksom på, at de kristne ikke blot var en nyere bevægelse indenfor jødedommen, men en hurtigt voksende ny religion, som snart blev betragtet som en trussel for samfundet.

Derfor igangsatte han en systematisk forfølgelse af kristne med det formål at få dem til at anerkende den romerske kejsers guddommelige status ved eksempelvis ofringer. 

Den kristne kirkes behandling af de medlemmer, der gav efter og ofrede til kejseren, førte til nogle af de første splittelser i oldkirken.

Den decianske forfølgelse

I år 250-51 e.kr. organiserede Kejser Decius en kampagne mod de kristne, med den ambition at knække kirken én gang for alle. Han fjernede biskopper og beordrede alle kristne at ofre til kejserens billede ved kejserkulten. De som nægtede, skulle dø.

Forfølgelserne skabte flere problemer i kirken, ligesom tidligere forfølgelser. Tidligere havde det medført, at flere kristne frivilligt lod sig overgive og dø, fordi de så ville blive martyrer, og vinde en særlig plads hos Gud.

Læs også: Forfølgelser af kristne gennem tiderne

Nu var spørgsmålet i højere grad et andet: Hvad skulle man stille op med de kristne, som vender Gud ryggen og ofrer til kejseren for at redde eget skind, og så forsøger at vende tilbage til menigheden? Skulle de afvises eller genoptages?

Førhen havde sådanne kristne været uigenkaldeligt udelukket fra menigheden, men spørgsmålene blev nu relevante fordi der var tale om store grupper og ikke blot enkeltpersoner.

Kirkefaderen Sankt Cyprian talte for modtagelse af de tilbagevendte kristne

Kirkefaderen Cyprian, der senere blev helgenkåret til Sankt Cyprian, var netop blevet biskop i Kathargo i Nordafrika, da forfølgelserne brød ud.

Cyprian havde overtaget rollen som biskop efter sin lærermester Tertullian, som er blandt oldkirkens største kirkefædre. Cyprian blev senere martyr, da han blev tilfangetaget og henrettet under forfølgelserne. 

Konflikten stod mellem de dele af kirken, der mente, at man burde være udelukket fra menighedens fællesskab, og dem, der mente, at man skulle genoptages uden konsekvenser, hvis man havde ofret til kejseren.

Cyprian placerede sig mere nuanceret imellem disse to positioner. Han indførte en bodstid, man skulle igennem for at blive forsonet med menigheden. Herefter kunne man optages som fuldgyldigt medlem.

To paver bragte splittelse i oldkirken

Disse forskellige syn på de kristne, der ønskede at vende tilbage til menigheden efter ofringer til kejseren, forårsagede kirkesplittelser. Biskoppen Novatianus blev i år 251 indsat som modpave til pave Cornelius 1. Det betød, at Rom pludselig stod med to biskopper, som begge hævdede at have den sande lære og praksis.

Novatianus grundlagde menigheder i hele Romerriget, og i disse menigheder skulle man være “ren nok” for at være medlem. 

Læs også: Luther er skyld i kirkens splittelse 

Sankt Cyprian var en af de vigtigste skikkelser i kampen mod Novatianus’ kirke og de kirkesplittelser, den nye modpaves menigheder medførte.

Cyprian kæmpede for at forene kirken, for han mente ikke der var frelse udenfor kirken. Han er kendt for citatet:

“Den, som ikke har menigheden til moder, kan ikke have Gud til fader”.

Han advarede imod splittelser, fordi de var en større trussel for kirken end forfølgelserne. 

Den fortsatte kamp for én kirke

I et forsøg på at skabe enhed og forståelse på trods af de forskellige synspunkter, benyttede han et billede: Mange strømme kan have samme kilde, og sådan har de forskellige opfattelser rod i samme Gud. 

I markusevangeliet siger Jesus, at Peter er den klippe han vil bygge sin kirke på, og han vil betro nøglemagten til Peter, og ud fra dette har den katolske kirke i over tusind år argumenteret for pavedømmet, en forenet kirke under Peters efterfølger, hvad man kalder den apostolske succession:

Pavedømmet er i ubrudt linje videregivet fra Peter frem til nuværende pave Frans. Cyprian behandler også beretningen, men den enhed han søgte var ikke papalisme, men derimod episkopalisme: At kirken blev styret af biskopperne i fællesskab og enhed, ligesom apostlene på Jesu tid delte samme ære og magt. 

Cyprian opnåede at indføre en bodstid for de frafaldne, som ønskede at blive genoptaget i menigheden. Hensigten var, at man med bodstiden skulle forsones med menigheden, idet man viste, at man mente sin omvendelse alvorligt. Hvis man havde ofret til kejseren under tortur, skulle man genoptages i menigheden uden bodstid. 

Han fik også præget manges syn på kirken, fordi han argumenterede for det syn, at kirken var en organisation: én kirke verden over, men mange biskopper, og følger man biskoppen, så følger man Kristus. Det har mange ladet sig inspirere af sidenhen. 

De senere brud i kirken mellem øst og vest i 1054 samt mange protestantiske kirkebevægelsers opståen efter reformationen har medført en enorm kirkesplittelse. I dag søger økumeniske samtaler kirkeretningerne i mellem at formindske kirkesplittelsen, men både den katolske og ortodokse kirke betragter sig selv som den ene sande universelle kirke.

Læs også: Splittelsen mellem den katolske og den ortodokse kirke 

Statue af Sankt Cyprian fra Saint Catherine's church (Kostel sv. Kateriny), Prag Foto: Anton Fedorenko (Wikimedia Commons)