De protestantiske kirker

Dåben i Danmarks protestantiske kirker

”Troen gør alene personen værdig til at modtage det frelsende, guddommelige vand på gavnlig måde…Uden tro gavner det intet, om det end i sig selv er en guddommelig, overvældende skat”. Men den tro, som Luther taler om er den tillid, som spædbarnet netop har. Foto: Iris

Barnedåben var på Reformationens tid et stort stridsspørgsmål for den reformatoriske bevægelse. Men anerkender protestantiske kirker hinandens dåb i dag?

Reformationen betyder egentlig ”gendannelse”, dvs. en gendannelse af den første kristenheds lære og kirkeliv.

1500-tallets reformationsbevægelse var dels den luthersk-evangeliske med Martin Luther (1483-1546) som den samlende og ledende skikkelse, dels og dernæst den reformerte del af reformationen med Ulrich Zwingli (1484-1531) og Jean Calvin (1509 – 64), som formulerede et mere radikalt opgør med den katolske kirke. Både Luther, Zwingli og Calvin holdt fast ved barnedåben.

Bevægelsen af gendøbere i reformationstiden

Men reformationstiden havde også den baptistiske bevægelse, eller, som den dengangblev kaldt af sine reformatoriske modstandere, den "anabaptistiske" bevægelse, dvs. bevægelsen af gendøbere. Gendøberne mente ikke, at barnedåben var i overensstemmelse med Det Nye Testamente. De første kristne, hævede man fra døberbevægelsens side, sagde selv ja til dåben. Dåben var oprindeligt en ”troendes dåb”.

Især understregede to af den tyske reformationsbevægelseskendte skikkelser, Thomas Müntzer og Andreas Karlstadt, at dåben skulle være en bevidst bekendelseshandling og vise, at man vendte sig bort fra det hidtidige liv til et nyt livi lydighed mod Gud. Dog blev ingen af dem ”gendøbere”.

Den første døbermenighed blev stiftet i Zürich i 1525. Dens ledere var teologiske studerende, der var skolet hos byens evangeliske reformator siden 1523, Ulrich Zwingli, og af samtidens mest lærde bibelfortolker, Erasmus af Rottedam (1466-1536).

I disse døberkredse markerede man sin opfattelse ved igen at lade sig døbe. I øvrigt ville disse gendøbere ikke have med vold og militærtjeneste at gøre. De gav afkald på ejendom for at leve et liv uden luksus og fornøjelser. For den sande kirke var et fælleskab, der automatisk blev et brud med den officielle kirke og civilsamfundet. Døberne blev derfor pga. deres dåb både stemplet som kættere og samfundsoprørere. De blev ”territorial-løse” – dvs. forfulgte af alle andre kristne bådekatolikker, lutheranere og calvinister overalt i det daværende Europa.

Reformatoren Luthers syn på dåbskonflikten

Reformatoren Luthers ærinde med opgøret med den katolske kirke var at genskabe den sande og oprindelige kristendom. Udgangspunktet var ”skriften alene”, dvs. at alene Bibelen kunnen være kriteriet for sand kristendom.

Og den tro, som prægede den første kristendom var også ifølge Luther den ubetingede tillid til Gud, nemlig at Gud gennem sin søn, Jesus Kristus kom det syndige menneske i møde med sin tilgivelse og kærlighed. Det var bestemmende for hans syn på dåben. Dåben er Guds handling, mente Luther. Det er Gud selv, der døber. I denne handling tager Gud imod barnet og gør det til sit eget.

Dåbshandlingen er det synlige udtryk for Guds kærlighed til mennesket. Her får mennesket del i frelsen. Men der er ikke tale om magi, for dåben og troen hører sammen, siger Luther i ”Den store Katekismus:

”Troen gør alene personen værdig til at modtage det frelsende, guddommelige vand på gavnlig måde… Uden tro gavner det intet, om det end i sig selv er en guddommelig, overvældende skat”. Men den tro, som Luther taler om, er den tillid, som spædbarnet netop har. Netop den, der ikke kan yde noget, men blot tage imod, giver Gud denne gave. At Guds frelse af mennesket er helt gratis, understreges netop ved at døbe det lille barn.

Med denne opfattelse vendte Luther sig kraftigt mod gendøberbevægelsen, idet han stemplede dem som gudsbespottere. I første omgang ville Luther bekæmpe gendøberne med argumenter. For ham var troen en frivillig sag, som mennesker ikke skulle bruge magt overfor.

Imidlertid greb det tysks-romerske kejserrige ind overfor den hurtigt voksende døberbevægelse med fængsel, tortur og henrettelser. Og da lederen af døberbevægelsen Balthasar Hübmaier blev henrettet i Wien i 1528, godkendte Luther det.

Den egentlige baptisme blev for alvor til som kirke i begyndelsen af 1600-tallet. De mange forfølgelser kunne ikke standse baptismen. Mange baptister flygtede ud af Europa, og ikke mindst blev Amerika nu hjemstedet. Her blev den første baptistmenighed grundlagt i 1639.

I Danmark blev Reformationen indført i 1536, men de få grupper af døbere blev landforvist. Det samme skete under 1700-tallets pietisme. Det var først i 1800-tallet med de såkaldte gudelige vækkelser, at baptismen fik fodfæste fra 1839, selvom den danske statskirke krævede alles barnedåb.

De gudelige vækkelser blev dels til grundtvigianisme og Indre Mission, der forblev indenfor folkekirkens ramme, og dels til baptisme. Baptisterne dannede derimod en egen frikirke. Inden grundlovens bestemmelse om religionsfrihed blev gennemført i 1849. Deres ledere blev fængslet og ca. 30 børn blev tvangsdøbt. I dag er der ca. 5400 medlemmer af den danske baptistkirke, fordelt på 50 menigheder.

Taler de protestantiske kirker i Danmark om dåbspraksis?

Danske Kirkers Råd er forum for samarbejde og samtale mellem kirker. Er der også samtaler om dåbssyn mellem de protestantiske kirker? Kan de protestantiske kirker anerkende hinandens dåb? Formand for Baptistkirken i Danmark, tidl. rektor for kirkens præstuddannelse, Bent Hylleberg, der er mangeårigt medlem af DKR, siger:

”Siden slutningen af 1980'erne har der ikke været gennemført teologiske samtaler om dåben herhjemme. Dengang fandt en bred økumenisk samtale sted om Lima-dokumentet: ’Dåb, nadver og embede’ (1982).

Siden er der ført bilaterale samtaler mellem de lutherske kirker (LWF) og baptistkirkerne (BWA) på verdensplan. Den økumeniske samtale prøvede at bygge bro mellem de to dåbsforståelser, men den bilaterale samtale mellem lutheranere og baptister lykkedes ikke, når det gælder en gensidig anerkendelse af 'én dåb i to former’.

De fleste danske baptistmenigheder har alligevel i de seneste 30 år indført medlemskabs-former, der indebærer, at barnedøbte fra andre kirker kan optages uden fornyet dåb, hvis det ønskes af den, der konverterer fra en barnedøbende kirke til en baptistmenighed.”