Nadver i Danmarks protestantiske kirker

Den danske folkekirke har som luthersk kirke en anden nadveropfattelse end øvrige protestantiske kirker. Først i 1973 blev man enige om at oprette forkyndelses- og nadverfællesskab mellem Europas protestantiske kirker

Luthers reformatoriske tanker blev inspirationen for henholdsvis den schweiziske reformator Huldrich Zwingli (1484-1531) og den fransksprogede Jean Calvin.

Nadveren skilte Zwinglis reformation fra Luthers

Zwingli fulgte Luther i dennes opfattelse af, at mennesket retfærdiggøres ved troen. Men samtidigt mente Zwingli også, at det troende menneske havde pligt til at lyde Guds bud. Den troendes liv skulle følge Bibelens bud i et synligt, praktisk liv. I øvrigt afviste Zwingli alt i kirke og gudstjeneste, der ikke udtrykkeligt var bibelsk. Det borgerlige liv skulle kontrolleres, så det fulgte Bibelens regler.

Dette i modsætning til Luther, der ville skille det kirkelige fra det borgerlige. Men det var først og fremmest spørgsmålet om, hvordan nadveren skulle opfattes, der kom til at skille Zwinglis reformation fra Luthers. I 1529 mødtes man til forhandling i Marburg for at forene kirkepolitik og teologi.

Man var et langt stykke enige, men det blev nadveren, der adskilte. Striden stod om ”Kristi legemes og blods legemlige tilstedeværelse i brødet og vinen”.

Nadver som symbol eller Jesu konkrete nærvær?

For Luther var det vigtigt at understrege, at Kristus er virkelig og reel nærværende i brødet og vinen. At Kristus sidder ved ”Guds højre hånd” betyder ikke, at han er et sted i himlen.

Nej, tværtimod hævdede Luther. Guds højre hånd betyder Guds handlende nærvær. Og med sit nærvær gennemtrænger han alt – også brødet og vinen. Når præsten udtaler indstiftelsesordene: ”Dette er Jesu Kristi legeme og blod” ved nadverhandlingen, så er det ordene plus den ydre handling, der tilsammen udgør Kristi nærvær. Kristus er til stede ”i, med og under brøds og vins skikkelse”, kunne Luther også sige.

Zwingli afviste denne opfattelse. For ham er ordene ved indstiftelsen ”Dette er Jesu Kristi legeme og blod" det samme som; Dette betyder… Dvs. brødet og vinen er blot symboler. Nadveren holdes til minde om Jesu sidste måltid med sine disciple og hans død og opstandelse. Det er en bekendelseshandling.

Videreførte Zwingli men elev af Luther

Jean Calvin (1509-64) stammede fra Nordfrankrig. Hans reformatoriske tanker slog først og fremmest igennem i den fransksprogede del af Europa. Calvin videreførte på mange måder Zwinglis tanker, men han så sig også som elev af Luther. Således brugte hans Luthers skrifter til udarbejdelsen af sin egen kristendomsforståelse i ”Undervisning i den kristne religion", som han skrev i 1536.

Stærkere end Luther ville han fremhæve Guds almagt. Han formulerede således en lære om, at Gud havde forudbestemt nogle til frelse og andre til fortabelse. Men netop i sin moralske livsførelse og arbejdsomhed kunne den enkelte se tegnene på Guds velsignelse. Som Zwingli understregede Calvin, at kirken er synlig.

Den er de troendes sociale og moralske fællesskab – og som fællesskab skal kirken engagere sig i samfundet og politisk. I Geneve gennemførte Calvin sit ideal af en kirke.

En anden nadverforståelse

Også Calvins nadverforståelse adskilte sig fra Luthers. Calvin sagde, at nadveren er et åndeligt måltid, hvor brød og vin kun var ydre tegn på Guds nåde. Brødet og vinen indeholder ikke Jesu legeme og blod, for Kristus er i himlen. Det er Helligånden, der skaber fællesskabet mellem Kristus i himlen og den troende, sagde Calvin. Altså kunne Calvin ligesom Luther tale om, at Kristus er nærværende i nadveren.

Når der holdes nadver, så "løftes" de troende ved Helligånden op til det dækkede nadverbord i himlen, hvor Kristus rækker sine gaver: Syndernes forladelse og det evige liv. Sådan tager nadveren ”forskud” på det himmelske liv. Altså er brød og vin at forstå som tegn på det evige.

Overbevisningen om dette modtages gennem Helligånden. Ja, det er netop Helligånden, der ophæver grænsen mellem det jordiske, hvor nadveren fejres – og så det himmelske.

Forskellen mellem den lutherske og den reformerte forståelse af nadveren ligger således i spørgsmålet om, hvordan Kristus er nærværende i nadveren. Ifølge Luther er Kristus tilstede i nadveren, utilgængelig for forstanden, men reel for troen. For den reformerte opfattelse er brødet og vin tegn på, at Kristus gennem Helligånden er tilstede.

En tysk og en fransk reformert kirke

Vi har både en tysk og en fransk reformert kirke i Danmark i dag. Baggrunden er, at Christian d. 5. i 1667 som kronprins blev gift med prinsesse Charlotte Amalie fra den reformerte fyrsteslægt i Hessen-Kassel. Charlotte Amalie fik lov til at beholde sin reformerte tro. Tysk-reformerte handelsfolk slog sig derpå ned i København og en reformert menighed blev dannet.

Den fransk reformerte kirke kom til landet i slutningen af 1600-tallet pga. af de stærke forfølgelser i Frankrig, som de såkaldte huguenotter blev udsat for. Ca. 250.000 reformerte flygtede ud af Frankrig, hvoraf en del kom til Danmark. I 1689 rejste de i fællesskab med de tysk reformerte en kirkebygning i København.

Endelig opfordrede Frederik d. 4. franske reformerte, der opholdt sig i Tyskland, til at komme ti Danmark. De, blev bosat i Fredericia, hvor de rejste en kirke. Imidlertid måtte de reformerte ikke udbrede deres lære. De kunne ikke modtage nadveren i den lutherske statskirke, ligesom lutherske kristne også var udelukket fra deltagelse i den reformerte kirkes nadver.

Samtaler om teologiske forskelle

Op gennem 1900-tallet har der været samtaler mellem de reformerte kirker og de lutherske kirker om deres indbyrdes teologiske forskelle. I 1973 blev man på et møde i Leuenberg i Schweiz enig om at oprette forkyndelses- og nadverfællesskab mellem Europas protestantiske kirker. Hvad der adskilte de reformerte kirker efter reformationen var ikke længere relevante, konstaterede man ved Lauenberg-mødet.
Hvordan formuleres henholdsvis forskellen og fællesskabet i nadversynet – og hvordan praktiseres nadverfællesskabet i dag mellem de reformerte kirker i Danmark og folkekirken?

Hertil svarer præst for den tysk reformerte kirke i København, Aksel Bargheer: ”Jeg vil pege på tre ting, der kendetegner den reformerte opfattelse af nadveren i dag, nemlig det fortidige, det nutidige og det fremtidige:

1. Nadveren er mindet om det, der skete.

2. Nadveren er en aktualisering. Det er i dag, vi er inviteret til Jesu bord.

3. Nadveren viser fremad, dvs. at vi skal gå ind i verden gennem mission.

I praksis fungerer nadverfælleskabet med de øvrige protestantiske kirker ved, at alle bydes velkommen ved nadverbordet i den reformerte kirke. Netop i den reformerte kirke bruger vi et bord, som vi stående samles om. I den lutherske kirke knæler man ved alteret. Det udtrykker ganske vist en forskel i opfattelsen af Jesu tilstedeværelse. Men denne forskel anser vi ikke længer for relevant. Stridighederne om, hvorvidt Jesus er tilstede i nadverens elementer eller de blot er symboler, er en skolastisk diskussion, som hører fortiden til.”