7 vigtige ting om mødet mellem fremmede i Bibelen

Nogle taler om kulturmøde og andre om kulturkonflikter. Begreberne er konstant til debat, men et kig på Bibelen viser, at vi langt fra står med nye spørgsmål, når det kommer til mødet mellem forskellige kulturer

Allerede i Bibelen fortælles der om kulturmødet og dets værdier og problemer. Her møder vi flere forskellige holdninger til de fremmede, det vil sige, de, der ikke er medlemmer af "Guds udvalgte folk", som er i Det Gamle Testamente er israelitterne.

Men hvordan forholder Bibelens tekster sig til mødet mellem to fremmede mennesker eller folkeslag? Vi har samlet otte temaer, der giver dig et overblik

1. Israelitterne i Egypten: ”Vi var selv fremmede”

Lovene i Det Gamle Testamente henviser ofte til de erfaringer, som israelitter selv fik ved ifølge fortællingerne i de fem Mosebøger at have opholdt sig som fremmede i Egypten. I nogle af lovene hedder det:
 
”Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Egypten” (2 Mos 22,20) og ”Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud! ”(3 Mos 19, 34).

Den fremmede var i datidens samfund også den svage og ubeskyttede netop i en kultur hvor slægtsforbindelser og tilknytning til de lokale magthavere var den vigtigste beskyttelse mod overgreb.
Igen kommer det frem i et lovbud, at man skal tage sig af den fremmede, for Gud er den, der ”skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder.

Derfor skal I elske den fremmede i Egypten” (5 Mos 10,17-19).

2. I Kana'ens land bliver de fremmede en trussel mod kulturen

Ved indvandringen i Palæstinaområdet, som i Det Gamle Testamente kaldes Kana`an, stod israelitterne overfor en ny og anderledes kultur. Kana`anæerne var Palæstina-områdets urbefolkning med en polyteistisk frugtbarhedsreligion. Og i Mosebøgerne formanes israelitterne til at undgå forbindelse med Kana`aens befolkning. For Israel er Gud Herrens folk, der fra begyndelsen er udvalgt til at dyrke Ham alene. Alle andre folk er ”hedninge”.

3. Ruths bog: En historie om vellykket integration 

I Ruths bog i Det Gamle Testamente fortælles om israelitten Elimelek, der sammen med sin kone No`omi flygter til landet Moab på grund af hungersnød. Deres sønner gifter sig med moabitiske kvinder og efter sønnernes død rejser No`omi med sin moabitiske svigerdatter Ruth tilbage til Israel.

Hun samler nu aks på bonden Boaz` mark for at skaffe sin svigermor og sig selv føden. På sin svigermors råd opsøger Ruth Boaz ved nattetid og beder ham om at lægge sin kappe over hende som udtryk for, at han vil gifte sig med hende. Boaz siger ja og opnår nu retslig kendelse på at kunne overtage den jord, som tilhørte Ruths oprindelige svigerfar.

Det hed i datidens jurasprog at være en ”løser”, altså at være en ”afløser ” for Ruths første mand. Dermed er alt lovmæssigt i orden. Ruth kan nu indgå i det israelitiske folk. Hun omvender sig til Israels Gud og påtager sig den israelitiske lov.

Den meget smukt skrevne historie oplæses ved den jødiske fest for hvedehøsten (pinsen). Skønt hun var en fremmed, gik hun i trofasthed mod sin mands slægt ind under jødedommen for at kunne fortsætte sin mands slægt. Ruth ses som den eksemplariske proselyt, det vil sige som den fremmede, der nu frivilligt har overtaget jødedommen, troen på Israels Gud og forpligtelen til at overholde Moseloven. Vi kunne betegne det som et eksempel på den vellykkede integration. I øvrigt bliver Boaz` og Ruths søn farfar til kong David.

4. Dronningen af Saba og kong Salomon: Et gnistrende møde mellem to kulturer 

I 1. Kongernes bog i Det Gamle Testamente er der en smuk legende om mødet mellem den rige og vise kong Salomon og dronningen fra det fjerne Saba - vistnok det sydvestlige Arabien. Det er et møde mellem to kulturer, hvor respekten for hinandens bagrund og nysgerrigheden for at lære hinanden at kende er det afgørende. Dronningen af Saba udbryder:

”Det rygte, jeg hørte i mit land om dine ord og din visdom, talte sandt. Jeg troede ikke, hvad der blev sagt, førend jeg kom og så det med egne øjne; og man har endda ikke fortalt mig halvdelen” (1. Kong. 10 v. 7-8).

5. Jesu lignelser er også fortællinger om lighed 

I Det Gamle Testamente fastholdes det på den ene side, at Gud har magten over den hele verden. Israels Gud er alles gud. På den anden side fastholdes en forestilling om, at Gud har udvalgt folket Israel og dermed giver det en særstatus. Det Nye Testamente er entydigt udtryk for en universalistisk tankegang. I den fælles tro på, at Gud nu har vist sig i Jesus Kristus, er forskellen mellem jøder og hedninge ophævet.
 
Denne grænseoverskridelse kommer til udtryk i Jesu forkyndelse og handlinger. Han helbreder f.eks. en romersk officers tjener og romerens tro betones i forhold til Israel. Eller da Jesus dør på korset, er det også en romersk officer, der bekender, sig til Guds søn.

Lignelsen om det store festmåltid (Luk 14,15-24) skildrer en husherres invitation til en fest. De indbudte afslår. Vred og skuffet indbyder værten nu dem, som ingen af de andre vil have med at gøre. Det er dem ”udenfor” – også hedningene. Lignelsens pointe er det overraskende, at værten er parat til at fylde sit hus med dem, der ellers ikke hører til i Israel. Dermed er lignelsen også et forsvar for Jesu egen handlemåde og et billede på evangeliets grænseoverskridende karaktér.

6. Den barmhjertige samaritaner har enhver som sin næste

Buddet om kærlighed til næsten finder vi allerede i Det Gamle Testamente: Du skal elske din næste som dig selv (3. Mos 19,18). Det springende punkt er: Hvem er min næste? Jesu fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,29-37) til en ung lovkyndig, som netop vil have styr på, hvem en ”næste” er.

Lignelsen handler om en vejfarende, der er blevet overfaldet og nu ligger livsfarligt såret ved vejen mellem Jerusalem og Jeriko. En præst og en tempelfunktionær går bare forbi uden at hjælpe. Men en samaritaner – og netop en af dem i samfundets perifri – hjælper. Som afslutning stiller Jesus nu spørgsmålet: Hvem er den mands næste, der faldt iblandt røvere. Også så er der kun ét svar: Den, der hjalp. Altså: følg samaritanerens eksempel. Næsten er enhver, der har brug for dig!

7. Paulus forkynder grænseløst

I Det Nye Testamente fortæller Apostlenes Gerninger om det kristne budskabs udbredelse og vej ud over Palæstinas grænser.

Et afgørende tema er sammenstødet mellem en jødisk farvet opfattelse af kristendommen: nemlig at evangeliet er for jøder - og så en universalistisk opfattelse, dvs. at budskabet er for alle uanset kulturel og religiøs baggrund. I Apostlenes Gerninger bliver det klart, at kristendommens udbredelse er ensbetydende med et kulturmøde mellem det jødiske og den græske verden.

Hovedpersonen er Paulus, der utrætteligt understreger, at kristendommen er for alle. Gud som verdens skaber har nu i Jesus Kristus åbenbaret sig som verdens frelser på tværs af alle grænser og kulturer.

I en stor tale for grækerne i Athen, der refereres i Apostlenes Gerninger kap. 17, siger Paulus: Menneskeheden er en enhed, og menneskelivets mål er at finde frem til den ene Gud:

"For i ham lever vi, ånder vi, og er vi." Og et centralt tema i Paulus` breve er: 1) Lighed mellem etniske grupper. 2) Lighed mellem sociale grupper. 3) Lighed mellem kvinde og mand. Argumentet er: I Kristus er alle ét!