Dåb

Guide: Sådan oplærer du dit barn i den kristne tro

Ved dåben lover forældrene at opdrage børnene i den kristne tro, og det skal helst gøres inden de er 12 år gamle, tilføjer sognepræst Hanne Jul Jakobsen. Her er det kronprinseparrets dåb af de kongelige tvillinger Vincent og Josephine i 2011. Foto: Mikkel Khan Tariq/ritzau

Gør vi vores børn en bjørnetjeneste, hvis vi ikke oplærer dem i den kristne tro? Sognepræst Hanne Jul Jakobsen kommer her med en miniguide til, hvordan man oplærer et barn i den kristne tro

De fleste områder i livet kræver disciplin og træning. Dansklæreren stiller krav til os forældre om, at et barn skal læse minimum 20 minutter hver dag. Det er nødvendigt for at blive en god læser, siges det. Sundhedsstyrelsen går heller ikke af vejen for at give meget konkrete kostråd. Vi skal spise seks om dagen. Sådan har det lydt i flere år. 600 gram frugt og grønt om dagen, så er vi dækket ind, hvad angår vitaminer.

Fedmeforskere og adrætte mennesker hævder, at vi skal motionere 30 minutter hver dag, men at det også er nok for at leve hæderligt og sundt. Sådan er det. Livet indebærer et vist omfang af disciplin og træning. Vi forestiller os ikke, at vi kan komme sovende til hverken kundskab eller sundhed.

Troen er også et sprog, der skal læres
Mennesker, der ikke tager skolegang, madvaner og motion alvorligt, opfattes som dumme og dovne. Med dåben er det anderledes. Det kræver ikke noget af os at være Guds børn. Troen er en gave. Gud elsker os uanset, om vi er åndeligt dumme og dovne. Men vi er ikke særligt omsorgsfulde i forhold til vores barns åndelighed, hvis vi ikke introducerer dem til, hvad dåben betyder, og hvordan man kan tro. Troen er en gave, men den er også et sprog, der skal læres.

Som forældre og faddere til et dåbsbarn får vi at vide, at vi får ansvar for at oplære barnet i den kristne tro. For de fleste forældre ligger det ret langt nede på skalaen over de ting, man prioriterer i forhold til sine børn. Men måske gør vi dem en bjørnetjeneste? Det er svært at lære et nyt sprog som voksen. Måske kan vi uforvarende komme til at determinere vores barn til åndelig fattigdom.

Jeg gik ikke til fodbold som barn. Spillede det praktisk taget aldrig. Og det er usandsynligt, at jeg i en alder af 42 år pludselig skulle begynde på det. Jeg kender ikke rigtig reglerne og ville simpelthen aldrig få ideen om at møde op til en fodboldkamp.

På samme måde tror jeg egentlig, det er med troen. Hvis man ikke har været med i kirke som barn, og hvis man ikke har lært nogle salmer, bedt aftenbøn eller for eksempel deltaget i nadver, så er man på herrens mark i forhold til troens sprog. Der er også noget, der skal læres her. Ellers kommer man let til at føle sig både dum og doven i forhold til den åndelige dimension i tilværelsen.

Guide
Det siges, at når ens barn bliver 12 år, så er det for sent at begynde at opdrage dem. Jeg tror ikke, det er anderledes i forhold til opdragelsen i den kristne tro, og det passer jo meget fint med konfirmationsalderen. Hvis man gerne vil give sit barn mulighed for at føle sig hjemme i den kristne tro, så er man nødt til at prioritere det i familiens hverdag på linje med sund mad, læsning og motion. Et sted skal man begynde, så her kommer en guide for begyndere, let øvede og øvede.

Begynderholdet
Begynd med at give dit barn nogle enkle ritualer. Syng en fast aftensang, når det skal puttes. Det kan for eksempel være første vers af ”Sov sødt barnlille” eller ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Slut af med at bede fadervor.

Der findes et stort udvalg af børnebibler til børn i alle aldre. Læs den første for dit barn, når det er i børnehavealderen, læs den næste når det er 8-9 år, og giv det en, det selv kan læse, når det er 11-12 år. På den måde kan dit barn vokse med de bibelske fortællinger og genkende dem, når det møder dem i konfirmationsforberedelsen. Tag dit barn med til gudstjeneste, som minimum til højtiderne jul, påske og pinse.

Let øvede
Hvis I godt kan lide at synge, kan I udvide aftensangen med en større variation af salmer. Du kan for eksempel indføre månedens salme, og på den måde kan dit barn lære både årstidssalmer og salmer til højtiderne. Når barnet selv kan læse med, kan I måske endda lave et sanghæfte med de salmer og sange, I bruger under putteritualet.

Tag jævnligt dit barn med til gudstjeneste for eksempel en gang om måneden. Det vil være en stor hjælp i forhold til at lære ritualerne og rytmen i en gudstjeneste at kende, så barnet måske senere i livet vil opleve gudstjenesten som et sted med en særlig fred.

Øvede
Hvis du har mod på det, kan du lære dit barn selv at formulere bønner. I kan for eksempel bede for alle i jeres familie, for dem I kender, der er syge, for noget af det, som barnet går og glæder sig tileller er bekymret for. Du kan også spørge dit barn, om der er noget særligt, som det gerne vil takke for i dag, og på den måde hjælpe dit barn til en bevidsthed om taknemmeligheden til Gud, som en central del af den kristne tro. Den samme bevidsthed som også ville kunne trænes ved at indføre et bordvers før aftensmaden.

Hvis du har temperament til det, kan I også som familie engagere jer i nogle ting, der har større horisont end jeres egen lille kernefamilie. Socialt engagement er heller ikke noget, der nødvendigvis falder en naturligt, hvis man ikke har lært det som barn.

Tillægsmodul
I mange kirker er der hjælp at hente til en travl børnefamilie. De fleste kirker har tilbud om månedlige børnegudstjenester. Der vil også mange steder være tilbud om børnekor, børneklub, spejder eller andet i kirkeligt regi. I tredje eller fjerde klasse skal kirken udbyde minikonfirmandundervisning.

Hanne Jul Jakobsen er sognepræst

Hvis man ikke har været med i kirke som barn, og hvis man ikke har lært nogle salmer, bedt aftenbøn eller for eksempel deltaget i nadver, så er man på herrens mark i forhold til troens sprog.

Hanne Jul Jakobsen, sognepræst