Debat

Henrik Højlund: Det vigtigste er at slæbe sine børn med i kirke hver søndag

Giv børnene fornemmelsen af, at Gud er et ”du skal”. ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind”. Ikke: Du kan eventuelt elske ham, hvis du føler for det, skriver sognepræst Henrik Højlund. Foto: Arkivfoto/Jørn Deleuran Denmark

Der findes næsten ikke noget vigtigere end at slæbe sine børn med i kirke søndag efter søndag, år ud og år ind, helt til de flytter hjemmefra, hvis de skal få godt fat ved den kristne tro, mener sognepræst Henrik Højlund

Der findes ikke en bestemt formel for den rigtige måde at opdrage sit barn i den kristne tro.

Det plejer jeg at sige til dåbsforældre, som i forvejen er fuldstændig indstillet på at ville praktisere noget med bøn og børnebibel derhjemme, kirkegang om søndagen og den slags. De forældre har brug for at blive befriet fra en måske ubevidst forestilling om, at der kun findes en helt rigtig formel, som det for enhver pris gælder om at finde.

Til gengæld siger jeg altid til dåbsforældre, for hvem bøn, bibel og kirke er temmelig fremmede, at de skal dyrke disse ting sammen med børnene, hvis deres barn skal have en chance for at få den kristne tro indenbords.

Helt generelt er jeg overbevist om, at det for alle børns vedkommende gælder, at hvis de skal kunne tilegne sig den kristne tro, skal den kristne tro have sit helt naturlige, udtalte liv i hjemmet. En eller anden rutine med bøn og børnebibel skal have sin plads i dagligdagen. Og søndagens gudstjeneste må være lige så naturlig som mandagens børnehave eller skole.

Det sidste siger jeg ikke så klokkeklart til forældre, for hvem fast kirkegang er det samme som ”fanatisk kristendom”. De forældre forsøger jeg at overbevise om, at deltagelse i årets fire familiegudstjenester er et godt og overkommeligt sted at begynde. Men skulle jeg give dem hele pakken med det samme, den pakke, som jeg tror skal til, hvis det skal holde på den lange bane, ville jeg sige: Der findes næsten ikke noget vigtigere end at slæbe sine børn med i kirke søndag efter søndag, år ud og år ind, helt til de flytter hjemmefra, hvis de skal få godt fat ved den kristne tro.

Giv børnene fornemmelsen af, at Gud er et ”du skal”:Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind.

Ikke: Du kan eventuelt elske ham, hvis du føler for det, hvis og når du har brug for ham. Nej, du skal.

Jamen, er det ikke skrækkeligt at gøre Gud til tvang? Nej, det er dybest set en befrielse. Befrielse fra troen som grundlæggende føleri. Altså dette at Gud egentlig kun er virkelig, når jeg føler ham eller føler troen.Og det er ikke tvang, for det er egentlig den eneste måde at forholde sig til den virkelige Gud på. Han er bare. Han er ikke et valg eller et fravalg. Hvad han ellers ville være, hvis han bare var et resultat af vores fornemmelser og fantasi.

Giv dine børn sansen for den virkelige Gud ved at gå i kirke hver søndag, så det – og dermed Gud – bliver ligeså selvfølgeligt og indiskutabelt, som at barnet har en far og en mor.

Protesterer børnene ikke på et tidspunkt over det? Jo, det er da temmelig sandsynligt, at en eller flere af dem gør det. Og hvad så? Giv dem et godt svar, og tag dem med igen næste søndag.

Jamen, har det ikke en aldersgrænse? Tja, tjo. Den dag, de er fløjet fra reden, må man slippe alle skal’erne som forældre. Det siger sig selv. Men så længe de bor hjemme, har man retten til at fastholde dem i hjemmets kultur og rutiner. Og så ved jeg godt, at der er nuancer her. Børn er forskellige.

Skaber en sådan oplæring ikke kraftig modvilje mod Gud og tro og det hele? Nej, omfattende religionssociologiske undersøgelser viser det modsatte. De hjem, hvor bøn, bibel og gudstjeneste var en naturlig og regelmæssig del af familiens liv, havde langt flest eksempler på, at børnene forblev troende hele livet.

Men det gjorde sig vel at mærke gældende i hjem, hvor disse ting gik hånd i hånd med et i øvrigt troværdigt liv hos forældrene. Hvis forældrenes livspraksis talte imod alle de fromme rutiner, droppede børnene troen senere hen, viste undersøgelserne.

Og det får mig til at sige, at jeg selvfølgelig også fortæller alle slags forældre, at hele den måde vi lever vores liv som forældre, bevidst og ubevidst opdrager vores børn i den ene eller den anden retning. Hvad vi gør, taler stærkere, end det vi siger. Og forældres opdragelse i den kristne tro sigter i den grad også på børnenes liv og færden i sin totalitet.

Henrik Højlund er sognepræst i Løsning-Korning