Den armenske kirke voksede op mellem Romerriget og islam

Siden 1500-tallet har armenerne udgjort et kristent mindretal i det tyrkiske rige. Vi ser på den armenske kirkes historie og nuværende betydning

På Kultorvet i København er man ved at opføre et mindesmærke for det angivelige folkedrab, der fandt sted i årene 1915-18, hvorved op mod 1,5 mil. armenere omkom. Det var det daværende Osmannerrige, der stod bag.

Tyrkiet protesterer mod mindesmærket, selvom det kun skal stå midlertidigt.

Armeniens historie, kultur, sprog og identitet er nøje bundet til den armenske apostolske kirke. Den kalder sig apostolsk, idet kirkens grundlæggelse kan føres tilbage til apostlene Thadæus og Bartolomæus, der menes at have bragt kristendommen til landet mellem år 40 og 60.
 
I dette ellers så utilgængelige område i Kaukasus mellem den romerske provins Asia og Partherriget var der fra tiden før år 0 dannet et kongerige. Som en af de første nationer tog det imod kristendommen.

I 287 omvendte den armenske konge Trdat (Tiridates) d. 3 sig til kristendommen. Ifølge en legende helbredte den hellige Gregor Lysbringeren (armensk Lusavoritj) kongen fra en livstruende sygdom. Trdat havde ifølge legenden fængslet Gregor på grund et fjendskab mellem kongens og Gregors familier, men også som led i en forfølgelse af de kristne. Trdats søster havde imidlertid i en drøm fået klarhed over, at kongens sygdom var en straf fra Gud, og kun Gregor kunne helbrede ham. Kongen bøjede sig og frigav Gregor, hvis forbøn frelste kongen.
 
Herefter omvendte kongen sig til kristendommen og blev døbt. Det blev nu Gregor, som fik tilnavnet ”Lysbringeren”, der sammen med kongen organiserede kirken, der blev kongedømmets statsreligion fra 301. Senere trak Gregor sig tilbage i ensomhed i bjergene og overlod det videre arbejde med den armenske kirkes udbredelse og organisering til sin søn Aristakes. Denne Aristakes repræsenterede så den armenske kirke ved det store møde i Nikæa i 325, hvor den nikænske trosbekendelse blev vedtaget som kristenhedens fælles bekendelse.

LÆS DEN NIKÆNSKE BEKENDELSE HER
 
Gregor Lysbringeren og Aristakes blev den armenske kirkes skytshelgener. Gregor Lysbringeren kaldes Armeniens apostel og første katholikos, det vil sige ledende biskop eller patriark. Legenderne om hans liv fortæller om en hans hektiske forkyndelses- og undervisningsvirksomhed, der netop afspejler en lang missionsperiodes problemer.
 
Den armenske kirke, som kong Trdat og Gregor Lysbringeren grundlage, overtog det syriske sprog som liturgisk sprog, ligesom man overtog den syrisksprogede Bibel, kaldet Peshitta. Peshitta blev imidlertid snart oversat til armensk og det liturgiske sprog blev ligeledes armensk. Hele dette reformarbejde blev forestået af den stærke katholikos Isak den Store.
 
Baggrunden var, at Armenien blev kastebold i kampene mellem Partherriget og Det romerske Imperium i slutningen af 300-tallet. Isak den Stores stærke ledelse af kirken fra slutningen af 300-tallet og ind i 400-tallet fastholdt imidlertid kirkens selvstændighed og identitet på trods af Armeniens deling mellem de stridende imperier. I den romerske del af Armenien blev det forbudt at bruge syrisk i kirken. Sproget i kirken skulle være græsk.

I den persiske del blev syrisk netop påbudt. En kulturel og kirkelig splittelse af armenierne var truende. Men med skabelsen af eget alfabet i begyndelsen. af 400-tallet indledtes en omfattende litterær og kulturel aktivitet med rod i kristendommen og i et fælles indoeuropæisk sprog, der således fortsat bevarede det armenske folks egenart og delvise selvstændighed.

Op gennem den tidlige middelalder var Armenien klemt mellem det østromerske eller Byzantinske Rige og den ekspanderende islamiske kultur med centrum i kalifatet i Bagdad. Efterhånden blev Armenien også mere og mere isoleret i forhold til Europa og den øvrige kristenhed.
 
Ved kirkemødet i Chalkedon i 451 hævdede den armenske kirke den monofysitiske opfattelse. Man vendte sig altså mod den vedtagne lære om Kristi to naturer, den guddommelige og den menneskelige, idet man hævdede Kristi ene natur som guddommelig, der var kommet i kødet, det vil sige blevet menneske – jf. ”Ordet blev kød..” (Johannesevangeliet kap 19). Heri var den armenske kirke i øvrigt enig med den koptiske kirke i Egypten.
 
Ikke alene kom den armeneske kirke i sin teologi til at stå overfor den ”ortodokse” kirkelære, men også over´for de såkaldte nestorianske kirker, der i den tidlige middelalderhavde etableret sig i det persiske område. Den nestorianske kirke understregede det helt modsatte af den armenske, nemlig en adskillelse mellem den menneskelige og den guddommelige natur i Kristus.

LÆS OM DEN ORTODOKSE KIRKE HER 
 
I 1000-tallet blev Armenien erobret af de tyrkiske seldsjukker. En stor gruppe af armenske kristne etablerede sig i Kilikien i det sydvestlige Lilleasien som ”Det lille Armenien”, der så blev en vigtig forbundsfælle for korfarerne.

Men fra ca. år 1400 var såvel selve det armenske område som de øvrige armenske enklaver underlagt Det Osmanniske Rige. Med erobringen af Konstantinopel i 1453 og dermed Det Byzantinske Riges totale undergang var Det Osmanniske Rige nu Mellemøstens nye stormagt. Imidlertid fortsattede armenske kirker og klostre med at være vigtige centre for undervisning og kulturel aktivitet, sådan at den armenske kristendom overlevede trods det osmanniske herredømme og dermed den islamiske kultus dominans.
 
I 1800-tallet blev det osmanniske sultanrige mere og mere trængt af de europæiske stormagter – ikke mindst af Rusland. I forsøget på at fastholde sine grænser indledte osmannerne nu folkeflytninger og etniske udrensninger. Armenierne mærkede nu for alvor, at de var et religiøst og kulturelt mindretal. De blev udsat for massakrer i 1870erne og igen i 1890erne. Men kulminationen på armenernes trængsler kom med Første Verdenskrig.

Den såkaldte ungtyrkiske bevægelse havde nu magten og praktiserede en etnocentrisk politik i forsøget på at bremse Det Osmanniske Riges opløsning. Det gik ikke mindst ud over de kristne armenere.

Lige efter påske blev der i Peterskirken i Rom holdt en messe til markering af 100-året for massakrene på det armenske fok. Messen blev ledet af pave Frans og den armenske patriark Nerser Bedros i forening og i overværelse af den armenske præsident. I sin prædiken betegnede paven massakren som et folkedrab.
 
Siden middelalderen har der været armenske enklaver i Mellemøsten, især i Kilikien og i byerne Jerusalem og Beirut. Det tyrkiske forsøg på at eliminere det armenske folk under Første Verdenskrig bevirkede, at mange armenere flygtede til udlandet, og en række armenske menigheder er da også etableret rundt i Europa. Bl.a. findes der en armensk menighed i Danmark. Den armenske kirke har fortsat en stærke kulturel og folkelig betydning i det nu selvstændige Armenien.