Modreformationen fornyede den katolske kirke

Efter Reformationen opstod et behov for åndelig fornyelse i den katolske kirke. Mysticismen blev et forsøg på at imødegå den europæiske interesse for mennesket

Der har lige været reformation i Europa. Den katolske kirke og munkeordenerne står svagere. Kræfter både i og uden for den katolske kirke efterspørger fornyelse. Så den katolske kirke må forny sig...

Uddannelse og åndelighed var den katolske kirkes svar på Reformationen, og det var især jesuitterordenen og den gryende mysticisme, der blev drivkraften i den modreformation, der udviklede sig i den katolske kirke i 1500-tallet.

Jesuitterordenen og mysticismen var fornyelser af katolicismen

Jesuitterordenen fik stor betydning for den katolske modreformations udvikling i løbet af 1500-tallet.

Francis Xavier og Ignatius af Loyola grundlagde i 1534 Jesuitterordenen, som den nuværende pave, Frans, også er en del af. Ordenen sendte missionærer til Amerika, Afrika og Asien og fik stor indflydelse mange af disse steder.

Samtidigt var de aktive i Europa, hvor de ikke blot prædikede i offentligheden, men også grundlagde skoler. Hvad ordenen kunne tilbyde var uddannelse, og det blev for den katolske kirke et middel til at beholde indflydelse i protestantiske områder.

I samme periode fik mysticismen det religiøse liv til at blomstre op blandt lægfolket. Særligt personer som Teresa af Avila (1515-1582) og Johannes af Korset (1542-1591) skrev værker, der inspirerede lægfolket til at indgå i et personligt forhold til Gud og søge ham i bønnen på måder, som ellers kun havde været praktiseret i klostermiljøer. De opfordrede til en ny hengivenhed, og til at betragte Gud som “ven”, samt at tale om religiøse erfaringer.

Åndelighed som i de reformatoriske kirker

Mange oplevede et behov for det personlige gudsforhold, som man kunne finde i de reformatoriske kirker. Denne tendens var et problem for forestillingen om den katolske kirke som den eneste sande kirke. Efter denne fornyelse kunne den katolske kirke opfylde dette behov.

Jesuitterordenens grundlæggelse af skoler globalt sikrede skolegang og undervisning i den katolske tro, og det medvirkede til, at katolicismen bevarede indflydelse globalt. Åndeligheden fik sin opblomstring med mysticismens personlige gudsforhold for lægfolket.

Tridentinerkoncilet medførte dannelsen af den romerske Katekismus, i hvilken den katolske lære blev opsummeret, og kirken blev derved mere bevidst om sin egen identitet. Det medførte også dannelsen af seminarer i alle områder, som skulle uddanne præster, hvorfor der nu var uddannede præster i mindre byer, og ikke kun i de store.

Modreformationens udfald

Modreformationen i den katolske kirkevar et forsøg på at forny den katolske kirke på en måde, hvor den ikke alene tog højde for at opfylde lægfolkets åndelige behov, men også at afgrænse sig fra Reformationen, der brød med kernen i katolsk teologi.

I 1545-1563 afholdtes et kirkemøde, Tridentinerkoncilet, i Trient over tre sessioner. Perioden var præget af religionskrige mellem den romerske kejser, Karl den 5., og protestantiske fyrster i Tyskland.

I 1555 sluttede man fred i Augsburg, og det blev muligt for protestanter og katolikker at koeksistere. Den katolske kirke skulle nu genoverveje sin identitet, da den ikke længere var en universalkirke, men en konfessionskirke ligesom den protestantiske.

Kirkemødet i Trient tog afstand til den reformatoriske lære

Ved tridentinerkoncilet tog man afstand til den reformatoriske, protestantiske lære inden for en lang række emner, heriblandt den protestantiske forkastelse af pavens autoritet og præsters autoritet over lægfolk og generelt traditionens betydning. Man talte også imod den protestantiske indskrænkning af antallet af sakramenter til alene at omdfatte dåb og nadver.

Ved møderne diskuterede man også, hvordan kirkens præsteskab og kirkeorganisation skulle være. Mødet blev afsluttet med "Den tridentinske bekendelse", som lagde grunden for den teologi, der endnu er grundlaget for den katolske lære i dag.