Præstens møde med Helligånden: Der dalede mening ned fra himlen
Pinsen nærmer sig, og Kristendom.dk har talt med tre præster om deres opfattelse af og oplevelse med Helligånden. Dette er sidste interview i serien
Helligånden er en formløs kraft, der kan være fin, ja nærmest skrøbelig, men også fuld af virkning, i hvert fald for sognepræst og leder af Natkirken Jens Fogh i Helligåndskirken i København. Men udover at være en kraft, er Helligånden også en person i den kristne treenighed, ligesom Faderen og Sønnen er det.
Se Helligånden som en person
”Så måske skulle jeg begynde netop at forestille mig Helligånden mere som en person. Måske endda som en kvinde. Man har i hvert fald i traditionen forbundet Helligånden med feminine kvaliteter. En sådan personliggørelse ville vel også gøre det nemmere at se Helligånden som en konkret hjælper i livet,” siger han.
Jens Fogh kan godt lide kirkefaderen Irenæus´ tanke om, at Sønnen og Helligånden er Gud Faders arme eller hænder, og at Helligånden, der kaldes hjælperen, er den, der hjælper os til at tro.
Det er helt i orden ikke at have kontrol
”Helligånden minder os om, at vi er skabninger, der ikke behøver at have styr på alting selv. Men at vi gerne må give lidt slip engang imellem og leve i tillid til, at der er én, der er større end os, der tager sig af os,” siger han og fortæller om en personlig oplevelse, som han havde med Helligånden, da han var i begyndelsen af tyverne.
Hans fortælling lyder således:
"Jeg var ude at gå en aften, hvor der var næsten stjerneklart. Men det var nu ikke stjernehimlens skønhed og storhed, der optog mig, det var derimod en stor utilfredshed med tilværelsen. Jeg gik og brokkede mig over livet, der føltes som alt andet end betydningsfuldt og meningsfyldt. Men så skete der pludselig en forandring. Det var som om, der dalede mening ned fra himlen. Som lagde der sig en varm dyne af sammenhæng ned over jorden, og jeg blev fyldt af en stor følelse af taknemlighed. Først og fremmest over min familie. Jeg så alt det, jeg havde fået fra dem, dernæst over for mine venner og så for alle mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Det føltes pludselig som et mirakel at være i live. Jeg så pludselig alt det, jeg havde fået, i stedet for alt det, som jeg syntes, at jeg manglede."