Sådan har den kristne faste udviklet sig historisk

Fastetraditionen stammer fra Det Gamle Testamente og er samtidig et gennemspil af Jesu 40 dage i ørkenen efter dåben. Men fastede man i oldkirken, og hvad mente Luther om fasten?

I oldkirken omkr. år 100-400 e.kr. var fasten en disciplin indenfor askesen, som havde sin praksis i både klosterbevægelserne og ved den ugentlige gudstjeneste, men den praktiseres ikke i den danske folkekirke

Askese og faste i klostrene

Askese betyder “øvelse”, og formålet med askesen var at få kontrol over de to primære lidenskaber: Grådighed og hovmod, som fik hele eksistensen til at kredse omkring menneskets eget jeg. Fasten var hertil et middel til at udslette sin egoisme og glemme sig selv.

Denne teologi omkring fasten har rod i Det Gamle Testamente, i hvilket Guds krav om næstekærlighed og omsorg er udtrykt i Esajas 58,6-7:

“Nej, den faste jeg ønsker er... at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne, og ikke vender ryggen til dine egne”.

I klostrene udmøntede fasten sig i afholdenhed fra føde, og den udgjorde sammen med bøn og almisse de fromhedsformer, som var uadskilleligt forbundne. Når man fastede, havde afholdenheden fra føden derfor to formål: at forstærke bønnen, og at give overskud til almisser:

“Salig er den, som faster, for at den fattige skal få at spise!” (Origenes). Fasten blev anset for en åndelig næring som trådte i stedet for den fysiske føde, men mådehold var vigtigt, da fasten ikke måtte efterlade kroppen kraftesløs og ubrugelig.

Denne teologi har også sin støtte i Det Nye Testamente. Efter sin dåb faster Jesus 40 dage i ørkenen, og siger: “Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund” (Matt. 4,4).

Fasten i det kirkelige fællesskab

I det 3.- 4. århundrede blev fromhedsformerne en mere almindelig praksis i det kirkelige fællesskab. Ingen fattigforsorg var så velorganiseret som det kristne almissevæsen, og bønner blev bedt tre gange dagligt, ligesom hos jøderne.

Ligesom også jøderne praktiserede fasten to gange ugentligt, blev det en normal praksis at faste ugentligt onsdag og fredag i de kristne menigheder, dels for ikke at faste samtidigt med jøderne (mandag og torsdag), og dels fordi onsdag og fredag er af stor betydning. Onsdag var dagen Judas forådte Jesus, og fredag var dagen Jesus blev korsfæstet.

Den ugentlige gudstjeneste var altid en fejring af Jesu opstandelse, hvorfor nadveren altid var et påskemåltid, som man forberedte sig på ved den ugentlige faste. Foruden denne ugentlige faste i fællesskabet, spillede fasten også en rolle for individet, som praktiserede fasten forud for livsvigtige begivenheder, heriblandt dåb og indsættelse i embede.

Fastens afskaffelse i Danmark

I middelalderen blev den ugentlige faste dikteret af den katolske kirke med en fasteperiode på 40 dage frem til påske, som skulle symbolisere Jesu 40-dages faste i ørkenen efter sin dåb. Sammenlagt var der omkring 180 fastedage om året med særlige spiseregler: man spiste fisk i stedet for kød, og man benyttede ikke luksusvarer, men op til påsken var fasten strengere.

Dette krav var danskerne også underlagt, men i 1536 blev fasten afskaffet i Danmark med reformationens indførelse, men den overlevede som folkelig skik. Luther havde heller ikke betragtet fasten som en nødvendighed. Som også oldkirken påpegede, måtte fasten ikke misbruges til selvretfærdiggørelse eller selvhævdelse, men Luther mente til gengæld at den kunne bruges til at opnå en koncentration omkring Guds ord: “Man skal ikke faste, for at man ved det skal fortjene noget, som om det var en god gerning. Man skal kun faste for at være rustet og skikket til at bruge Guds Ord." (Luther, 1524).

Også Grundtvig, som er blandt folkekirkens vigtigste rødder, gjorde i 1800-tallet op med fasten som den blev praktiseret som folkelig skik. I praksis mediterede man over Kristi lidelser og egen synd og dødelighed, og fasten blev derfor brugt som bod. Det mente Grundtvig ikke var i kristendommens ånd, da den vigtigste begivenhed i påsken var den livgivende opstandelsen.

Fasten i det 21. Århundrede

I dag fejres påske som en årlig begivenhed, og i den katolske kirke spiller fasteperioden op til påsken stadig en stor rolle. Denne fasteperiode indledes med askeonsdag, og varer 40 dage frem til påskedag. Den danske folkekirke anerkender moderne fastetraditioner som afholdenhed fra aktiviteter, fjernsyn eller andet som tager tid i fasteperioden mellem fastelavn og påskedag, og tilbyder også inspiration til en personlig faste.

I modsætning til den katolske kirke, vil Den Danske Folkekirke ikke opfordre til en fasteperiode, da den hverken betragtes som et krav eller et ideal.