Gudstjenestens historie

Det kropslige udtryk er en del af kristendommens tradition

Kroppen er altid med i Folkekirkens ritualer, mener professor Bent Flemming Nielsen.

Selv om fasten er trådt i baggrunden i den lutherske tradition, er folkekirkens gudstjeneste fyldt med kropslige udtryk. Og måske giver vores performative kultur nyt liv til endnu flere, siger iagttagere

Fasten er begyndt, og traditionen tilsiger en spægelse af legemet de næste 40 dage. Når den troende afstod fra kød og mælk, skulle mavens rumlen hjælpe ham eller hende med at holde fokus på det åndelige.

Derved spillede kroppen en rolle i forhold til troen - ikke mindst som noget, der for Guds skyld måtte tæmmes. Det er efterhånden de færreste protestanter, der faster. De fleste folkekirkegængere går mætte igennem fastetiden.

Men er den fysiske fastes fravær et tegn på, at folkekirken generelt holder kroppen adskilt fra troen? Eller spiller kroppen en rolle i den protestantiske kristendom? 

Det gør den i høj grad, mener Bent Flemming Nielsen, professor i dogmatik ved Det teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Men hvor man tidligere skulle tæmme kroppen ved at begrænse indtagelsen af mad og drikke, er kroppens rolle nu mere subtil. Bent Flemming Nielsen fremhæver menighedssangen som et af de mest velkendte kropslige udtryk i den danske folkekirkes gudstjeneste:

”Det at synge sammen er en meget stærk ting. Fællessang er uendeligt meget mere end selve teksten. Det er noget, hvor vi bruger vores krop, og det gør noget særligt ved os: Vi oplever nogle ting, vi ellers ikke oplever, når vi synger sammen." 

At rejse sig op og sætte sig ned er også et kropsligt udtryk, som fylder i gudstjenesten. 

Når folk er uvante med at gå i kirke, kan de ofte finde det akavet, at de ikke ved, hvornår man sætter sig eller rejser sig eller svarer præsten med et korsvar. Men egentligt skyldes det ifølge Bent Flemming Nielsen ikke så meget, at den kirke-uvante ikke har forstået ritualerne, men snarere at kroppen ikke har lært at huske ritualerne:

”Når vi taler om ritualer, så gælder der det interessante, at vi sådan set ikke lærer ritualer ved først at forstå dem og derefter gøre dem. Det går snarere den modsatte vej: Vi lærer ritualer ved at gøre dem, og derefter kobler vi forskellige former for forståelse på. Det vil sige, at tilegnelsen af ritualer i høj grad sker i kroppen via det, man kalder mimesis: At vi gør, ligesom andre gør," forklarer Bent Flemming Nielsen og fortsætter:

"I og med, at vi gør det, søger vi også en mening, som vi måske ikke lige kan udtrykke i tydelige forklaringer eller fortolkninger. Men vi finder det dybt meningsfyldt at deltage i det, som når os via vores krop. Det gælder også gudstjenestedeltagelsen. Man kan ikke forklare sig ind i en gudstjeneste, men man kan deltage i en gudstjeneste - og derudfra kan man finde en masse mening i det.”

Kroppen og det fysiske er ifølge Bent Flemming Nielsen afgørende til stede i folkekirkens ritualer og sakramenter: 

 "Ved dåben er der vand, og vi står på en særlig måde, og præsten står på en særlig måde, og vi går på en særlig måde. Vi går ikke helt på samme måde, når vi går op ad kirkerummets midtergang, som hvis vi går ude på gaden. Og når vi går til alters, så knæler vi og modtager et lille brød og lidt vin. Der er masser af krop i det.”

Et kropsligt udtryk, der har fået en renæssance i folkekirken de seneste år, er det at gøre korsets tegn for sig.

Jesper Stange, sognepræst i Vor Frue Kirke i København, har bemærket, at det er blevet mere udbredt at gøre korsets tegn for sig i løbet af de 36 år, han har været præst. Folk bruger det for eksempel efter nadveren eller efter den aronitiske velsignelse, hvor præsten gør korsets tegn for menigheden. Jesper Stange gør det ikke selv som kirkegænger, men han har et bud på, hvorfor det er blevet mere udbredt:

”Jeg tror, det er vigtigt for folk at gøre noget. Den protestantiske udgave af kristendommen er meget eksklusivt blevet et spørgsmål om at høre efter. Der kan godt opstå et savn blandt mennesker om også at kunne gøre noget og ikke bare lytte. Så jeg tror, det er for selv at deltage aktivt i en form for gudsdyrkelse.”

Adspurgt om, hvorvidt Bent Flemming Nielsen har bemærket, at der er et stigende antal kirkegængere i folkekirken, der gør korsets tegn for sig, svarer han:

"Ja. Det er der helt klart. Jeg tror, det hænger sammen med den performative kultur. Det er i dag ikke nok bare at have en tanke, men spontant fornemmer de fleste, at man på en eller anden måde også må have sin krop med i de ting, der sker, og der kan man gribe til et helt klassisk grundlæggende fænomen som det at slå korsets tegn."

Selv om det på nogle kan virke fremmed eller måske endda overdrevet fromt at gøre korsets tegn for sig, er det ikke noget, der er kommet til den protestantiske kirke "udefra":
 
"Luther anbefaler jo faktisk, at man slår korsets tegn, før man går i seng, når man har bedt sit Fadervor. Så det er ikke ’katolsk’ eller fremmed i den forstand.” 

Den protestantiske kirkes forhold til ydre tegn og ritualer er komplekst. Gennem det tyvende århundrede har der været en kritik af de udvortes tegn og ritualer. Særligt i den dialektiske teologi var der en kritik af gudstjenesten for at have for meget fokus på det ydre. Samtidig var de dialektiske teologer helt bevidste om, at man ikke kan undvære gudstjenesten:

"På én gang var gudstjenesten nødvendig - og samtidig var den næsten skadelig for troen, fordi den fik os til at fokusere for meget på det udvortes og på vores egen rolle som deltagere," forklarer Bent Flemming Nielsen.

A.F. Nørager Pedersen var sognepræst ved domkirken i Aarhus, og i sin bog "Gudstjenestens teologi" (1983) slog han, inspireret af den dialektiske teologi, til lyd for en opfattelse af prædikenen som det, der skulle sætte det ydre på plads:

"Det ydre var efter en sådan opfattelse i grunden ikke et positivt bidrag til gudstjenesten, men et udtryk for menneskets syndige trang til at hævde sig selv," fortæller Bent Flemming Nielsen. 

At flere nu gør korsets tegn under en gudstjeneste kan være et tegn på, at den holdning er ved at ændre sig. Den negative opfattelse af de kropslige udtryk i gudstjenesten er i hvert fald formentligt på retur, mener Bent Flemming Nielsen:

"Mit indtryk er, at opmærksomheden omkring former, ritualer og symboler absolut er stigende. Vi lever i en kultur, der er meget mere performativ, end den har været tidligere. Dermed mener jeg: En kultur, der er optaget af 'opførelser'. Der skal ligesom være noget synligt. Man skal gøre nogle ting, og man skal udtrykke sig med sit tøj, med sit udseende, med den måde, man har sit hår på, og alt muligt andet. Det, tror jeg, er stigende, og det, mener jeg, gør sig gældende i gudstjenestens liv.”

Det er da også en misforståelse, hvis man tror, at kristendommens kropslige udtryk og ydre ritualer ikke er en del af den "oprindelige" kristendom:

”Ritualer har altid været en del af den kristne tro. Det er ikke noget, der er kommet til på et senere tidspunkt, og det er ikke udtryk for en forfalskning af den rene tro. Tro har altid skabt sig et medium gennem forskellige ydre ting: Man har spist og drukket sammen, man har overøst med vand i forbindelse med dåben, man har tændt lys og så videre. Der har aldrig været en kristendom, som ikke havde disse ting. Der har aldrig været en kristendom, som ikke også havde den ydre side med,” fortæller Bent Flemming Nielsen og fortsætter:

”Kristendommen kan ikke gøres til ren ide eller ren ånd eller rent begreb. Den vil altid have disse kropslige ting ved sig.”