Fra morgen til aften i Lunds Domkyrka

Morgen ved Lunds Domkyrka Foto: Dorte J. Thorsen

Selv på ganske almindelige hverdage tilbyder Lunds Domkyrka sine besøgende et tætpakket program. Læs en reportage fra en dansk kirkegænger på den anden side af Øresund

Det er bidende koldt denne onsdag morgen i oktober, og i solopgangens rosa lys rejser Lunds Domkyrka sig imponerende over de små gader i Lund. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan den i middelalderen må have stået som et gigantisk bevis - endda mejslet ind i sten - på Guds magt og kristendommens dominans.

Ja, katedralen, hvor højalteret blev indviet i 1145, virker faktisk stadigvæk sådan på den besøgende, både udvendigt og indvendigt. For man benoves også let, når døren åbnes, og man træder ind i domkirken og ser stentrappen, guldalteret og mosaik-billedet af Kristus oppe i højalteret. Lunds Domkyrka var også Nordens første katedral, og den er stadig et stort, luftigt og levende bevis på, at troen trives i universitetsbyen Lund.

Domkirken er indviet til jomfru Maria og Skt. Laurentius. Begge er også stadig at finde i domkirken som skulpturer. Den første sammen med det lille Jesus-barn inde i dåbskapellet og den anden oppe i højalteret, hvor han står på en søjle med sin rist.

Morgengudstjeneste og morgenbøn hver dag
For domkirken står centralt i bevidstheden hos mange af Lunds beboere, hvad man også ser af, at selvom klokken kun nærmer sig otte, så sidder der på den gode side af ti mennesker oppe i kirkens venstre side i Dåbskapellet, der ellers fungerer som et rum til bøn og stilhed.

Men klokken otte om morgenen rulles det lille transportable orgel ind, og præst Lena Sjöstrand i fuldt ornat går i gang med noget, der bedst kan beskrives om en fortættet intim-gudstjeneste med både salmer, evangelium-læsning, prædiken, fredshilsen, tilgivelse, velsignelse og nadver. Altså alle de centrale dele af højmessen, som den fejres om søndagen.

Her blot i en mere enkel version, der varer en halv time, og som gør, at de deltagende kan gå derfra opladede til en ny dag – og endda være på arbejde kl. ni.

Bliver man, kan man derimod klokken ni gå ned i krypten og sætte sig foran domkirkens allerældste alter, der blev indviet allerede i 1123. Hernede mellem stensøjler og stenkister kommer lyset kun sparsomt ind.

Men man kan alligevel sagtens læse med i det kristne fællesskabs Killans Bönegårds egen grønne bønnebog, som bruges, mens medlemmerne af fællesskabet og vi gæster, i alt cirka 12 mennesker, skiftevis sammen og skiftevis i grupper læser, messer og synger os igennem dagens pilgrimsbøn, der naturligvis afsluttes med, at vi – hele to gange – afsynger den keltiske pilgrimssang ”Må din vej gå dig i møde”.
 
Børnene lærer matematik og geometri i domkirken
Vejen for mig går op i domkirken, hvor mere end 80 børn i 8-årsalderen har ”Math i Cathedralen”. Lunds Domkyrka tilbyder nemlig undervisningsforløb i matematik, historie, kristendom og meget mere til både grundskole og gymnasier, og i dag er det flere 2. klasser fra Malmø, der ivrige og under glade råb er i gang med at sende heliumballoner op, indtil de rammer loftet. Ballonerne er forsynet med en snor, så de kan komme ned igen, og børnene kan måle, hvor meget snor, der måttes bruges. Det er 22 meter, får jeg oplyst - endda uden at være i nærheden af en heliumfyldt ballon.
 
Men også geometri lærer børnene, både henne ved træmodellen af Lunds Domkirke, der er lavet, så blinde kan føle sig frem til, hvordan domkirken ser ud. Men den bruges også til geometri. Det samme gør den store, brune teddy-bjørn Nalle, som børnene samles om og nusser i ørerne, mens en af domkirkens mange medarbejdere tager geometriske former frem som fx toppen af et af domkirkens tårne. Man lærer nemlig godt, når man sidder omkring en stor bamse.

Nalle er generelt meget populær og også lidt slidt efterhånden. Men sådan er det, når man er domkirke-bjørn, og bruges til både glæde og trøst. For der kommer mange slags børn og voksne i katedralen, og for nogle af dem gør et bjørnekram en meget stor forskel, når de møder livets mørkeste sider.
 
Middagstidens ro
Klokken går mod 12, og roen sænker sig over domkirken. Middagstimen nærmer sig, og vi samles et par håndfulde mennesker ovre ved det middelalderlige astronomiske ur, hvor præst Josefin Andersson i fuld ornat fortæller om urets historie, funktion og restaurering, mens vi venter på, at ridderne oppe i toppen slår sværdene sammen, som de gør det hver eneste time så højlydt, at sværd-timeslagene kan høres selv nede i krypten i den anden ende af kirken.

En gang om dagen går der så et lille skuespil i gang. De tre vise mænd og hyrderne kommer frem og defilerer forbi jomfru Maria og Jesusbarnet, mens uret spiller ”In dulci jubilo”. Det hele varer ikke mere end et par minutter, men alligevel er det mageløst, netop fordi de ældste dele af det astronomiske ur stammer helt tilbage fra 1425.

Bagefter går de fleste af os sammen med præst Josefin Andersson over i midterskibet, hvor der allerede sidder flere andre. For nu er det tid til middagsbøn. Kirken er lukket for besøgende imens, så der er både rum og tid til at være stille og reflektere over de bønner, som vi beder og den salmelæsning, som også er en del af andagten. Men der er også musik. Igen er det ”Må din vej gå dig i møde” – her spillet på tværfløjte, så det klinger sprødt og fint under de store hvælvinger.

Eftermiddagens leben går fra byen og til kirken
Bagefter åbner domkirken igen, og straks myldrer det ind. Eftermiddagen kommer med rundvisninger, masser af turister (Lunds Domkyrka har mere end 700.000 besøgende og 85.000 gudstjenestebesøgende om året) samt møder og samtaler mellem præster og sognebørn.
 
Der er nemlig ofte gejstlige tilstede i kirkerummet på den ene eller anden måde, hvilket giver et godt indtryk af en domkirke med liv i. En kirke, der vil være en synlig og tilstedeværende kirke.
 
Borgerne fra Lund kommer også og sidder lidt eller tænder et lys i en af kirkens to lysglober, hvor den ene står oppe i Dåbskapellet, mens den anden står midt i kirken – ikke så langt fra Nalle. Nogle vælger også at trække et Bibelord fra den brune krukke eller sidde og læse lidt i en af de mange bibler, som står sammen med krukken på en stenhylde i kirkens venstre side.

Mange besøgende går også de få skridt fra domkirken og over til Domkyrkoforum, hvor man kan købe kaffe, sandwich og kage og sidde ved små borde. Hvor der er seminarier, mødesale og udstillinger, men også butik med souvenirs, bøger og information om pilgrimsveje og den pilgrimsbevægelse, der er stor i Sverige. Undervejs derover kaster jeg et blik op mod domkirkens tårne, der står knejsende mod en knaldblå oktoberhimmel, hvorfra eftermiddagssolen endnu skinner gyldent og varmt ned på de mange, der sidder langs katedralens ydermure og suger solstrålernes livgivende kraft til sig.
 
En samtale giver også næring, og klokken 16 kan alle få en personlig samtale med præsterne under mere private forhold. Disse samtaler er tit af så tung karakter, at de netop skal være helt private. Men jeg får at vide, at der kommer alt fra et par stykker til at der ligefrem er kø af mennesker, som behov for at dele deres livssituation med en præst eller diakon.
 
Vesper og aftenmesse
Dagen begynder at gå på hæld, og udenfor domkirken er byens borgere på vej hjem – eller ind i kirken.
 
For nede i krypten - ikke så langt fra jætten Finn, der ifølge legenden står forstenet dernede med armene om en søjle efter at det ikke lykkedes ham at rive domkirken ned - er det tid til vesper sammen med Killans bönegård, denne gang i et lille kapel med et ikon-lignende billede af Jesus og masser af tændte stearinlys.

Det er også nødvendigt, for nu kommer mørket. Men ellers foregår det meget som om morgenen med, at vi skiftes til at læse og messe, omend der synges flere salmer.

Salmer synger vi også i næsten direkte forlængelse af vesperen til aftensmessen, der finder sted i kirkens højre side oppe i Den Syvarmende Lysestages Kapel, hvor netop en enorm syvarmet lysestage står tændt med levende lys, mens præst Lena Sjöstrand i fuld ornat gennemfører dagens sidste gudstjeneste. Ligesom i morges er det transportable orgel rullet frem, og aftensmessen består også af både salmer, evangelium-læsning, prædiken, fredshilsen, tilgivelse og velsignelse. Dog er nadveren kontinuerlig, og messen varer lidt længere end en halv time.
 
Vi er nemlig mere end 75 mennesker, som er forsamlede, og som med fynd og klem i både bønner og salmer siger tak for dagen og for troens gave. 75 troende til gudstjeneste en almindelig onsdag aften i oktober. Det er altså imponerende, og også en anelse flere kirkegængere end normalt, får jeg at vide. Men kun en anelse.

Og så er dagen slut i Lunds Domkirke, en dag med en stor aktivitet i en på alle måder bemærkelsesværdig katedral. Men det mest imponerende er alligevel menneskene, der arbejder dér. Tænk at de kan. Og i morgen gør de det hele igen.

Dåbskapellet, Lunds Domkyrka Foto: Dorte J. Thorsen
Krypten, Lunds Domkyrka Foto: Dorte J. Thorsen
En del af det astronomiske ur fra Lunds Domkyrka Foto: Dorte J. Thorsen
Lunds Domkyrka i middagssolen Foto: Dorte J. Thorsen
Lunds Domkirke op mod højalteret Foto: Dorte J. Thorsen
Jætten Finn Foto: Dorte J. Thorsen
Den syvarmede lysestage Foto: Dorte J. Thorsen
Oppe ved højalteret Foto: Dorte J. Thorsen
Skt. Laurentius Foto: Dorte J. Thorsen
Lunds Domkyrka ved aftenstide Foto: Dorte J. Thorsen
Dåbskapellet, Lunds Domkyrka Foto: Dorte J. Thorsen
Krypten i Lunds Domkyrka Foto: Dorte J. Thorsen
En del af det astronomiske ur fra Lunds Domkyrka Foto: Dorte J. Thorsen
Jætten Finn Foto: Dorte J. Thorsen
Lunds Domkirke op mod højalteret Foto: Dorte J. Thorsen