Grundlovsdag: Er demokratiet en kristen opfindelse?

Hvert år fejrer vi dagen for, at enevælden blev afskaffet og demokratiet indført i kraft af Grundloven. Men i hvor høj grad er demokratiet en kristen opfindelse?

Når vi fejrer grundlovsdag den 5. juni, mindes vi den forfatning, som kong Frederik den 7. skrev tilbage i 1849, der betød, at Danmark fik et folkestyre.

Så hvad ledte danskerne frem til demokratiets indførelse? Og har vores demokratiske idealer baggrund i kristendommen?

Grundloven underskrives 

I løbet af 1800-tallet var folket blevet mere utilfreds med det enevældige styre. Presset på kong Christian den 8. blev efterhånden så stærkt, at han gav efter og lovede en forfatning. Selv nåede han ikke at være den, der underskrev Grundloven, for han døde året før. Men han havde bedt sin søn, Frederik den 7. om at lade befolkningens krav gå i opfyldelse.

Der var også en række andre begivenheder, der ledte op til Grundloven. Hertugdømmet i Holsten ønskede en løsrivelse fra den danske helstat, og der var kamp om sprogpolitikken i Slesvig. Og så ønskede de nationalliberale politikere et Danmark, der var uden Holsten, men indbefattede Slesvig.

Men Grundloven blev underskrevet den 5. juni 1849 og afløste den gamle Kongelov af 1665. Dermed gik Danmark fra enevælde til konstitutionelt monarki med en mere demokratisk styreform.

De gudelige vækkelsesbevægelser 

Men hvem var så dem, der ønskede enevældens afskaffelse og et demokrati? Det gjorde først og fremmest de nationalliberale, et parti af velstående borgere, der var præget af oplysningstidens idealer om lighed og menneskeret.

Men det var ikke mindst de såkaldte gudelige vækkelser på landet, der bar den demokratiske tanke frem. Vækkelsesbevægelserne, som havde deres baggrund i 1700-tallets pietisme, ville ikke finde sig i, at kongemagten og dens folk skulle definere troen, hvilke salmer der skulle synges i kirken og hvad indholdet af konfirmandundervisningen skulle være. Man kæmpede for forsamlingsfrihed og frihed til at høre egne prædikanter. Midt i den kamp for frihed til at tolke den evangeliske tro blev kravet om folkestyre til.

Er kristendommen demokratisk? 

Når kravet om afskaffelse af enevælden ikke mindst blev båret frem af de kristne vækkelsesbevægelsers ledende folk, kunne det så ikke pege på, at kristendommen i sig selv er demokratisk?

•  Demokrati betyder ordret ”folkestyre”. Et sådant ”folkestyre” har der uden tvivl været i den tidlige kristendom, Men her drejede det sig om styrelsen af en kirke, der så sig i modsætning til den romerske kejsermagt. Da den romerske kejsermagt i første omgang anerkendte kristendommen som tilladt religion ca. år 313 og senere gjorde kristendommen til rigsreligion, mistede den kristne menighed konsekvent nok sin indflydelse på kirkens styrelse. 
•  Martin Luther opfattede forholdet mellem kirke og stat på en ny måde. Kirken havde sin egen indre frihed til at forkynde evangeliet, mens staten, dvs. fyrsten, med magt om nødvendigt, skulle holde det onde nede og beskytte kirken. Men i praksis blev fyrsten nu kirkens øverste myndighed i de nye lutherske lande, og med kongeloven af 1665 blev så enevælden indført.
• Tanken om, at kristendommen sætter den enkelte i frihed, stammer helt fra Paulus, der i en af sine breve skriver, at der i troen på Kristus ikke er forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde.
• Grundlæggende for Luther var det, at troen er et umiddelbart forhold mellem den enkelte og Gud. Der er ingen melleminstans i form af kirke eller statsmagt, der definerer eller formidler forholdet mellem Gud og menneske.
• Kampen for demokrati, sådan som vi ser det i 1800-tallet, er netop inspireret af det bibelske menneskesyn, dvs. mennesket som skabt og unikt – og så kristendommens tale om den lighed og frihed, som gives i troen på Kristus.

Kristendom og politik

Ser vi på forholdet mellem kristendom og politik, tegner der sig to hovedlinjer repræsenteret ved henholdsvis de lutherske kirker og den katolske kirke:

I de lutherske kirker forstår man forholdet til staten ud fra Luthers såkaldte toregimentelære: Gud regerer verden ad to veje, dels gennem kirken, hvor evangeliet om kærlighed forkyndes, og dels gennem fyrsten, der holder det onde nede og skaber orden og dermed godt liv for mennesker i sin stat.
 
Den katolske kirke har traditionelt set sig selv som den vejleder, Gud har sat ind i verden for at kunne formane retlede statsmagtens udøvere til at styre nationen efter Guds bud om kærlighed og retfærdighed.

Den danske folkekirkes forhold til staten er bestemt ud fra Luthers tanker. Folkekirken kan ikke som kirke blande sig i politik, prædikestolen er ikke stedet for politiske budskaber. Omvendt kan statsmagten, dvs. folketinget, ikke blande sig i kirkens indre liv.

Men spørgsmålet er så, hvordan den enkelte kristne forholder sig til politik. Politik handler om fornuft, retfærdighed, rimelighed, omsorg og godhed. Den enkeltes ansvarlighed er netop udtryk for et kristent menneskesyn. Her må den enkelte så lade fordringen om næstekærlighed være det, der er inspirationen og drivkraften i den poliske stillingtagen og handling – vel vidende at næstekærligheden nødvendigvis må tolkes og ”bøjes” ind i det politiske rum.