Luthertolkninger i nyere dansk teologi

Grundtvig ville gerne fortsætte Luthers reformation

Den unge Grundtvig ønskede ligesom Luther gøre op med statskirken og den rationalistiske kristendomsforståelse, som prægede datidens kirkeliv. Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Den danske folkekirke er afgørende præget af Luthers og Grundtvigs tanker. Men Grundtvig gjorde op med Luther og afviste Luthers opfattelse, at kristendommen alene hvilede på Bibelen

N. F. S. Grundtvig (1783 – 1846) gennemlevede ved årsskiftet 1810-11 en religiøse krise. Han følte sig nu kaldet til at reformere den danske statskirke – en opgave der mindede om Luthers. For Luther gjorde jo op med sin samtids vildfarelser og misbrug. Han gjorde op med den katolske kirke. På samme måde ville den unge Grundtvig gøre op med statskirken og den rationalistiske kristendomsforståelse.

Grundtvig så i begyndelsen med stor beundring på Luther og fremhævede hans indsats i en række skrifter. Luthers centrale tanker, at troen hvilede på Biblens ord og at troen alene var nødvendig til frelsen, var også det afgørende for Grundtvig.
Men Grundtvig bevægede sig fra 1810 frem mod en mere og mere kritisk holdning til Luther og følgerne af Reformationen:

1. En mere og mere indædt kamp mod den statslige regulering af kirken.

2. En stigende kritik af det reformatoriske skriftprincip (Skriften alene)

3. En tiltagende afstandtagen fra Luthers menneskesyn og syndsbegreb.

Kritik af statskirken
Grundtvig så med dyb skepsis på det, der var blevet resultat af Reformationen, nemlig at kongemagten i realiteten havde fået magten over kirken. Den lutherske kirke var blevet en fyrstekirke med biskopper og præster som statens tjenestemænd. Fyrsternes indgriben havde nok været nødvendig for at frigøre kirken fra pavemagten, men udviklingen var også blevet ensbetydende med en udnyttelse af Luthers reformation. Fyrsterne regulerede nu alt i kirken. Den danske kirke var blevet en statskirke med ensretning af teologien og begrænsning af åndsfriheden til følge.

Kritik af Luthers ”Skriften alene”.
Afgørende for Grundtvig er hans såkaldte ”mageløse opdagelse” i 1825, nemlig at trosbekendelsen (den apostolske bekendelse) er det afgørende for kirkens liv og lære. Grundtvig hævede, at Jesus selv havde lært sine disciple trosbekendelsen i tiden mellem opstandelsen og himmelfart. Og netop på trosbekendelsen hviler kristentroen. På trosbeldneslens grundlag blev menigheden, kirken til – og først dernæst kom Skriften, dvs. det Nye Testamente med evangelierne og apostlenes breve. Det havde Luther overset, mente Grundtvig.

Kritik af Luthers menneskesyn og syndsbegreb
Grundtvig var i bund og grund præget af romantikken og dens positive syn på mennesket og dets skabende muligheder. Tydeligst kommer Grundtvigs eget menneskesyn til udtryk i Nordens Mytologi (1832):
Mennesket er ingen Abekat (…) men han er en mageløs, underfuld Skabning, I hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig gien nem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan gennemtrænges hinanden, og forklares I en fælles guddommelig Bevidsthed.

For Grundtvig er synden ikke en ødelæggelsesmagt, der behersker mennesket totalt. Nej, synden læste han hos den gamle kirkefader, Irenæus, er en magt, der sætter mennesket i stå i dets udvikling frem mod fuldendelsen. Derfor er kristendommens budskab, at mennesket genskabes gennem troen på Jesus Kristus. Og i mennesket selv er der den medskabte forudsætning, at
erfaringen af skabelsens sandhed og livet som en kamp mod død og løgn giver en naturlig længsel efter sandheden i evangeliet. ”Menneske først, kristen så.” skrev Grundtvig.

Overensstemmelse eller forskel mellem Grundtvig og Luther?
Grundtvig oversatte og gendigtede mange af Luthers salmer. Her kommer der en dobbelthed frem, idet Grundtvig på den ene side er loyal overfor Luther. Men på den anden side viger han ikke tilbage for at ændre i Luthers salmer sådan, at de bedre passede med hans egen opfattelse.
Grundtvig ville videreføre Luthers reformation og følte sig som hans arvtager. Men der var forskel på de to ”kirkefædre”!

Grundtvig.: Det er på baggrund af menneskelivets positive sider, at evangeliet bliver meningsfuldt.
Luther: Loven afslører menneskets uformåenhed til andet end synd. Altså en negativ baggrund for evangeliet.

Med Grundtvigs kritik af Luther får vi så en dobbelthed i den folkekirkelige tradition.

Litteratur:
Anders Holm: "Kunsten at fortsætte reformationen: Grundtvig og Luther" i Niels Henrik Gregersen (red.): Lutherbilleder i dansk teologi 1800-2000.