- Helligånden kalder på vores opmærksomhed

Der er glød i pinsen. Det var ildtunger, Gud sendte til disciplene, for de skulle brænde for evangeliet, så de simpelt hen ikke kunne holde det for sig selv, så de måtte bringe det videre, skriver biskop Peter Fischer-Møller. - Foto: Foto: Arkiv

Måske har vi indrettet os for bekvemt i vores næsten fuldautomatiske folkekirke, overvejer biskop Peter Fischer-Møller i sin pinserefleksion

Pinse handler om, at Gud ikke bare satte verden i gang for 15 milliarder år siden, at han ikke kun kom til jorden, da Jesus levede for 2000 år siden. Pinse handler om, at Gud stadig er hos os. At han stadig puster nyt liv i naturen, at han stadig gennem evangeliet taler til os og inspirerer os. Det kalder vi Helligånd.

Kristendommen mange ansigter. Jesus swinger i Harlem, han tiljubles og klappes af i Nairobi, røgelsen bølger omkring ham i San Juan Chamulla i Chiapas i Mexico. I Rom ligger elegante kvinder koncentreret på knæ for ham uden at ridse deres skospidser, mens mændene står og får sig en smøg udenfor kirken.

Og her i Danmark er vi i forhold til Jesus som i forhold til så meget andet ret afslappede for folk der kommer udefra ser det nærmest ud, som om vi var ligeglade.

Kærlighed har mange sider
Hver udtrykker vi kristendommen på vores måde. Og sådan må det være, når Helligånden puster på os for at gøre historien om Jesus levende og nærværende for os. Kirken har ikke kun én form, og der er ikke kun én rigtig måde at være kristen på. Det er i mangfoldigheden og forskelligheden, at Gud i os og gennem os afslører stadig nye sider af den kærlighed, der er kærnen i evangeliet.

Det er ligesom med kærligheden mellem mennesker. Den kan vi jo heller ikke indfange i en form, den kan vi heller ikke få beskrevet i et billede. Kærligheden viser sig og udfolder sig på stadig nye måder afhængig af den situation, vi står i.

Det er en fejltagelse at drømme sig tilbage
Derfor er det ikke underligt, hvis kirken forandrer sig med tiden. Det ville være foruroligende, hvis den ikke gjorde det, hvis den stivnede i en bestemt form.

Hvis vi begynder at drømme tilbage til de gode gamle dage, og klamrer os til kirken som et hyggeligt, stemningsfuldt, men lidt småkedeligt sted, hvor tiden står stille og alt skal blive ved med at være som det altid har været, så er vi på et galt spor.

Dovenskab i kirken duer ikke
Måske har vi fået indrettet os for bekvemt med vores næsten fuldautomatiske folkekirke - både os som er ansat i foretagendet og som får vores faste løn hver den første, og den øvrige del af menigheden, som pænt betaler deres kirkeskat og så regner med, at præsten og organisten, sangeren og graveren sørger for at holde gang i kirken, så den står klar, når vi har brug for den.

Vi er sådan bredt folkekirkelige de fleste af os. De gamle spændinger mellem grundtvigianere og missionsfolk er næsten forsvundet.. Det er vi blevet lidt dovne og magelige af. Det er som om, der ikke for alvor er noget at skændes om, som om der mangler noget, man brænder for. Og det duer ikke.

For der er glød i pinsen. Det var ildtunger, Gud sendte til disciplene, for de skulle brænde for evangeliet, så de simpelt hen ikke kunne holde det for sig selv, så de måtte bringe det videre.

Helligånden kalder på vores opmærksomhed, tænder for vores engagement og fortæller os, at evangeliet lever ved at blive delt.

Peter Fischer-Møller er biskop i Roskilde Stift.