Interview

Kaj Munks barnebarn: Min bedstefar var mange ting - men ikke nazist

Digterpræsten Kaj Munk var blandt de førende modstandere af den danske samarbejdspolitik med Tyskland under Anden Verdenskrig. Foto: POLFOTO

Digterpræsten Kaj Munk var en af de fremtrædende kritikere af samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig. Han bliver betegnet som provokerende, vittig og bestemt ikke entydig af sit barnebarn Arense Lund

“Man ved meget lidt om Kaj Munk, hvis man kalder ham for nazist.”

Sådan siger Arense Lund, som er barnebarn af Kaj Munk. Han var en af de førende modstandere af den samarbejdspolitik, Danmark førte under Anden Verdenskrig, og som brød sammen for præcis 74 år siden i dag. Og det er en af grundene til, at Arense Lund ikke forstår hvorfor, Kaj Munk har været - og stadig bliver - udsat for megen kritik.

Hun fik kendskab til sin bedstefar gennem sin mor Yrsa Lund, hendes søskende, og Arense Lunds mormor. De har altid omtalt ham med kærlighed, og derfor har hun kun kærlige tanker om ham, selvom hun ikke selv har kendt ham:

“Min mor var, ligesom Kaj Munk, meget begavet. Hun elskede ham meget højt og var kun 12 år, da han blev dræbt af tyske soldater. Kaj Munk skrev rent faktisk et digt til hende, og jeg kan huske noget af det:

Hun var et rigtigt pigebarn
en stor forstand, et lille skarn
med et retsindigt hjerte.
Af alle mennesker vel den
der var sin digters bedste ven
og af hvem mest han lærte.

Og slægtskabet til Kaj Munk kan man ikke komme udenom - det fylder i familiens bevidsthed:

“Min onkel Arne udtrykte det egentlig ret fint, da han sagde, at Kaj Munk er som et bjerg; man er nødt til at forholde sig til ham.” 

Beskyldninger om nazisme 

I 1970’erne var der generelt set ikke en særlig positiv stemning omkring Kaj Munk, erindrer Arense Lund. Hun kan tydeligt huske, da en dreng i skolen sagde til hende, at Kaj Munk var nazist.

På baggrund af dette følte hun sig nødsaget til at begynde at læse hans værker. Ud fra hans prædikener fik hun ikke indtryk af, at han var nazist, da de oser af livsglæde og kærlighed til hans medmennesker.

Beskyldningerne om at han skulle have været nazist gav bedre mening, da hun gennem Kaj Munks artikler fandt ud af, at han havde været fascineret af historiens store skikkelser:

“Man kan læse om hans betagelse af den italienske diktator, Benito Mussolini, og en kort overgang af nazisternes fører, Adolf Hitler. Dog gav Kaj Munk sit liv i kampen mod nazismen. Man ved meget lidt om ham, hvis man kalder ham nazist.”

Hun fik yderligere afkræftet sin skolekammerats påstand, da hun læste Kaj Munks drama “Han sidder ved Smeltediglen”. Det udtrykker et stort opgør med antisemitisme. Det samme gælder “En idealist”. For nok optræder der en diktator, Herodes, men i slutscenen bøjer han sig for det lille Jesus-barn.

Kaj Munk var imod ideologier, fortæller Arense Lund. Så hvis ikke der havde været alle mulige andre grunde til at være imod nazismen, havde han alene af den grund været modstander af den.

Et efterfølgelsesværdigt menneske

Kaj Munk har engang sagt følgende:

“Jeg har den lykke aldrig at vide, hvor jeg har mig selv.”

På den måde var han hverken entydig eller harmonisk, ifølge Arense Lund. Tværtimod var han konfronterende, sandhedssøgende og provokerende. Men hun har altid anset ham for at være efterfølgelsesværdig.

Kaj Munk var en af de førende kritikere af samarbejdspolitikken, som Danmark førte med det nationalsocialistiske Tyskland. Han mente ikke, at Danmark skulle samarbejde med nazisterne, men alligevel fastholder nogle stadig deres modstand over for ham. Modstand, som Arense Lund aldrig nogensinde er blevet mødt med i udlandet. 

Hun forstår denne kritik som rent politisk, da den fastholdes af folk, som er tilknyttet de tidligere samarbejdspartier, som Kaj Munk kritiserede:

“Et middel til at kunne forsvare politikken efter krigen var ved at nedgøre Kaj Munk. Men jeg er ikke sikker på, jeg ville have hans mod, hvis Danmark skulle komme i en lignende situation, som landet var i under Anden Verdenskrig - men jeg ville ønske det,” erkender Arense Lund.

Arense Lund er ked af, at hun aldrig nåede at møde sin morfar. Blandt andet på grund af den fantastiske humor, han havde: 

“Han var meget hurtig og skarp i replikken,” fortæller hun. 

På et tidspunkt under krigen var der en mand, som gerne ville have, at Kaj Munk skulle komme og holde foredrag. Han slutter brevet til Kaj Munk med, at han “[...] ikke håber, det glipper.” Kort efter modtog pågældende et svar fra Kaj Munk, hvor der stod: “Det glap.”
 
Og Kaj Munk holdt da også meget af den korte form. Om den sagde han følgende:

“Jo kortere, jo bedre. Og helt uskrevet er bedst.”

Han fik engang en henvendelse om at blive optaget i Kraks Blå Bog. Og da var reaktionen, som de i øvrigt har indrammet og sat op på væggen, at han ikke ville være medlem af en sådan organisation, som ville have ham som medlem.

En konkret tro

Kaj Munk var ikke kun klar og tydelig i sin måde at gå til replikken på. Han havde også en ret enkel forståelse af kristendommen. For eksempel mente han helt konkret, at vore forfædre sidder oppe i himlen og følger med i, hvad vi gør. Det skulle ikke opfattes som noget dårligt, men derimod som kærlig omsorg. Han var optaget af martyriet og tog det meget bogstaveligt:

“Men der er ikke nogen tvivl om, at han var protestant,” fortæller Arense Lund, og fortsætter:
 
“Han tog blandt andet også afstand fra rigdommene i den katolske kirke.”

Han troede på engle som konkrete væsener og udtalte i den forbindelse:

“Hvorfor skulle Vorherre ikke kunne opfinde engle, når det tog os 3000 år at opfinde radioen?”

Arense Lund slutter derpå:
 
“Hans sans for replikken var uforlignelig.”

Kaj Munks dødningehovedring mindede ham om døden. Han gik altid med ringen, og havde den således på, da han blev henrettet i begyndelsen af 1944. Kaj Munk søgte dog ikke døden, fortæller Arense Lund. Han mente blot, at man skulle se hver dag, livet, i kraft af døden, og det fokus på døden øgede hans kærlighed til livet. Ringen er i Arense Lunds besiddelse den dag i dag. Foto: Privat

Andre læser lige nu