I ”Matador” er menneskeliv og kristendom to sider af samme sag

I en kendt scene i tv-serien "Matador" forærer Mads Skjern en hest til sin datter Ellen, fordi hun har klaret sig godt i skolen. Hans søn Daniel får derimod, til Mads' store forundring, også en hest af mormor Kathrine, der står som det kristne symbol på barmhjertighed. Foto: DR Presse

”Matador” viser os, hvordan det er at være menneske ud fra nogle grundlæggende kristne værdier, mener Ronald Risvig, der er forfatter til bog om ”Matador” og kristendom

Danskerne kan lige nu nyde et gensyn med den populære, gamle tv-serie om indbyggerne i Korsbæk.

Serien har tidligere fået valgmenighedspræst og forfatter Ronald Risvig til tasterne, da han blev klar over, hvor meget kristendommen fylder. Det blev til bogen ”Matador og kristendommen – 24 fortællinger om vort liv.” Heri gennemgår han flere af de kristne grundfortællinger, som der direkte og indirekte henvises til i serien – og særligt én scene giver ham stadig kuldegysninger:

”På et tidspunkt kommer Ingeborg Skjern hjem til sin mand, Mads Skjern, som lige har fundet ud af, at deres søn Daniel er homoseksuel. Ingeborg har derimod vidst det længe, og Mads konfronterer hende ved at spørge: ’Du har vel længe kendt sandheden?’ hvortil Ingeborg svarer: ’Hvilken sandhed?’” På den måde stiller Ingeborg spørgsmålstegn ved den måde, Mads Skjern fortolker kristendommens menneskesyn.

Scenen viser ”Matadors” manuskriptforfatter og moder Lise Nørgaards grundlæggende kristne og humanistiske værdier blandt andet symboliseret i Ingeborgs karakter, mener Ronald Risvig:
”Ingeborg står for det indfølende, favnende og tilgivende, hvorimod Mads er streng og fordømmende,” siger Ronald Risvig.

”Jeg ved ikke, om det har været en bevidst intention at skrive kristendommen ind i ’Matador’, men Lise Nørgaards værdisæt er for mig at se rundet af en kristen grundtone, og det kommer til udtryk i scener som denne med Ingeborg og Mads. Ingeborgs stærke replik indfanger det menneskesyn, vi ser gennem hele serien.”

En anden scene fra ”Matador” viser, hvordan Mads Skjern misforstår kristendommens budskab om barmhjertighed. På et tidspunkt tager han Ingeborg og deres børn Ellen og Daniel med ud på Ingeborgs forældres gård for at forære Ellen en hest som belønning for at klare sig godt i skolen. Scenen ender med, at Ellens lillebror Daniel også får en hest, men det er Ingeborgs mor, Kathrine, der giver ham den.

”Daniel står med sørgmodige øjne og ser sin søster Ellen ride væk på sin nye hest. Men så snart hun er ude af syne, trækker mormor Kathrine en anden hest ud af stalden og siger, at ’sådan en får man, når man har været en god og kærlig dreng’. Mads ser uforstående til. Han fatter ikke, hvad det skulle til for. I hans øjne er det Ellen, som har fortjent en hest, fordi hun har været en god og dygtig pige. Hos Mads er reglen "'noget for noget', mens Kathrine her står som symbolet på en almenmenneskelig og kristen grundværdi, for hendes tankegang er nemlig 'alt for intet - nåde over nåde'. Selvom Daniel ikke har lavet en særlig præstation eller udrettet noget, får han sit ønske opfyldt alligevel.”

Det er netop budskaber som den ubetingede kærlighed, som gør, at ”Matador” stadig er relevant i dag, mener Ronald Risvig:

”Menneskeliv og kristendom er to sider af samme sag. Vi skal skelne mellem de to, men ikke adskille dem. Og det er det, jeg mener, at ”Matador” gør så godt. Serien viser os, hvordan det er at være menneske ud fra nogle grundlæggende kristne værdier.”