Magthavere omkring Luther

Mød kejseren, der gik imod Luther

En miniature af Lutherstatuen i Worms, her på museet Luther Hus i Eisenach. Foto: Ritzau Foto

En af de mænd, der kæmpede kraftigst imod Martin Luther, endte med at dø for en tro, der på flere punkter lignede reformatorens egen

”Ham der! Han skal i hvert fald ikke få mig gjort til kætter” sagde den tysk-romerske kejser, da han første gang stod ansigt til ansigt med Martin Luther.

Den tysk-romerske kejser Karl den 5. så sig selv som udpeget af Gud til at være politisk leder af den vestlige kristenhed. Dermed så han det også som sin pligt at gribe ind, hvis det skulle komme dertil, at paven svigtede sit kald som kirkens leder.
 
Derfor mente Karl den 5. også, at det var hans pligt som katolsk kristen at bekæmpe Luther og hans reformation. Men bag kampen stod han i et modsætningsforhold, da han også ønskede en reform af kirken og havde en personlig interesse for Luther.

For Luther var, under alle omstændigheder, en oprører mod kirken. Helt overbevist om munkens opsætsighed blev Karl 5., da Luther i maj 1521 mødte op til rigsdagen i Worms. På det tidspunkt var Martin Luther bandlyst af kirken og skulle afhøres om sine skrifter. 

Kejseren selv førte rettergangen. Da Luther trådte ind, skal Karl 5. have sagt: ”Ham der! Han skal i hvert fald ikke få mig gjort til kætter.”

Luther fremlagde sine skrifter og blev spurgt, om han ville tilbagekalde dem. Efter en dags betænkningstid svarede Luther benægtende. Karl 5. udstedte dernæst en bekendtgørelse, hvori Luther blev erklæret fredløs og at alle hans bøger skulle brændes. 

Karl den 5. blev i 1516 som kun 16-årig konge af det forenede Spanien, Neapel og Sardinien og dernæst valgt som tysk-romersk kejser i 1519. Han var med andre ord tidens mægtigste regent. Hans regeringstid gik dels med kampe mod rivalen, Frans den 1. af Frankrig, samt osmannerne i øst. Hertil kom problemerne med den reformatoriske bevægelse i Tyskland og magtkampe med paven. 

Da Luther mødte op ved rigsdagen i Worms og blev forhørt af kejseren, var det efter pres fra kurfyrste Frederik af Sachsen. Urolighederne udløst af Luthers kritik af afladen var egentlig kirkens og dermed pavens anliggende, og paven ønskede, at Luther skulle forhøres i Rom. Men de tyske kurfyrster ønskede at demonstrere deres magt i forhold til pavestol og kejser og beholdt Luther i det tyske. Da Luther var blevet dømt fredløs, kunne kejser Karl den 5. da heller ikke følge op på dommen.

Krigen med Frankrig tog hans opmærksomhed. Han forlod Tyskland, og hans fravær gav mulighed for, at reformationen kunne udvikle sig. 

Da han i 1526 vendte tilbage, måtte han bøje sig for et krav om, at enhver verdslig øvrighed selv måtte tage stilling til reformationen, indtil der blev afholdt et almindeligt kirkemøde. Det sidste blev aldrig gennemført.

Kejseren måtte til sidst anerkende de tyske protestanter. I 1556 gav kejseren op og tilbragte sine sidste to år i et kloster ved Madrid.

Men trods sin livslange kamp mod reformationen døde han med en Kristustro, der ikke var ulig Luthers.