Pave Frans har budt befrielsesteologien indenfor

Den sydamerikanske befrielsesteologi havde sin storhedstid i 1970erne. Den blev lagt på is af Vatikanet op gennem 80erne og 90erne. Med pave Frans er der sket et nybrud

Pave Frans er i dag kendt af mange som en pave, der fokuserer på verdens fattige. Men forholdet mellem den katolske kirke og fattiges lidelser har gennem de sidste 50 år været komplekst.

I Latinamerika opstod der løbet af 1960'erne en teologisk strømning, der satte klassekampen som fortegn for det kirkelige arbejde.

Baggrunden var de store sociale forskelle på det latinamerikanske kontinent og de mange konservative regimer, der udbyttede den fattige befolkning. Denne befrielsesteologi var båret frem af en række katolske præster og universitetsteologer. Førende var den peruvianske præst Gustavo Gutierrez og den brasilianske universitetsteolog Leonardo Boff.

LÆS OGSÅ OM BEFRIELSESTELOGIEN HER 

Men Vatikanet lagde befrielsesteologien på is. Det var marxismen, der faldt paverne for brystet.
 
Den latinamerikanske befrielsesteologi var tydelig nok inspireret af en marxistisk samfundsanalyse. Nogle præster talte endog for en voldelig revolution. Pave Johannes Paul II gik hårdt imod befrielsesteologerne – netop på grund af det marxistiske grundlag i deres teologi.

Selvom pave Johannes Paul II også talte imod den moderne kapitalisme, var det hans erfaring fra sin tid som ærkebiskop i det dengang kommunistiske Polen, der var bestemmende for hans modstand mod befrielsesteologien.

Den daværende leder af den katolske kirkes troskongregation (der har til opgave at fastsætte kirkens lære), Joseph Ratzinger, den senere pave Benedikt XVI, satte sin teologiske ekspertise ind i kampen mod de latinamerikanske befrielsesteologer, som han beskyldte for at forveksle evangeliet med den marxistiske ideologi.

Imidlertid gjorde det et stort indtryk i Vatikanet, da ærkebiskop Oscar Romero fra El Salvador blev skudt ned af en af regimets dødspatruljer den 24. marts 1980. Oscar Romero var ikke marxist og hørte ikke til de latinamerikanske befrielsesteologer. Alligevel satte han kirkens kamp mod fattigdom og undertrykkelse øverst på dagsordenen – netop som en konsekvens af evangeliet.
 
LÆS MERE OM ÆRKEBISKOP OSCAR ROMERO HER.

Da ærkebiskop Jorge Mario Bergoglio fra Buenos Aires blev valgt til pave i marts 2013, blev det klart, at den latinamerikanske befrielsesteologi var på vej ind i varmen. Alene valget af pavenavnet "Frans" var et signal om, at fattigdommen skulle på dagsordenen. Kort tid efter pavevalget indbød Frans da også Gustavo Gutierrez til et møde i Vatikanet.

Som ny leder af det magtfulde teologiske organ, troskongregationen, havde pave Benedikt XVI valgt den tyske ærkebiskop Gerhard Ludwig Müller fra Regensburg. Han var kendt for at være konservativ men var samtidig også en nær ven af Gutierrez.

Pave Frans udnævnte ærkebiskop Müller til kardinal i 2014. Sammen med Gutierrez udgav Müller i år 2004 bogen ”On the Side of the Poor”. I bogen skriver kardinal Müller: 

"Efter min mening er den kirkelige og teologiske bevægelse, der begyndte efter Anden Vatikanet Koncil under navnet 'befrielsesteologi", en af de mest betydningsfulde strømninger i katolsk teologi i det 20. århundrede... Gustavo Gutierrez` bøger har gjort én ting klart for os europæere: Uretfærdigheden i verden er en faktor, der fortsætter med at eksistere og kun kan overvindes ved, at alle vender øjnene mod Kristus. At være vendte mod Jesus Kristus - menneskehedens befrier - er blevet det uundværlige topos for enhver teologi. Men gør vi tilstrækkeligt for at forstå levevilkårene i landene i Sydamerika? Er vi klar over, at den undertrykkende fattigdom dagligt tager livet af tusindvis af børn, ældre og syge blot fordi de mangler et absolut minimum for at leve?”

I ”On Side of the Poor” skriver Gustavo Gutierrez:
 
”Vi er ikke med de fattige, hvis vi ikke er imod fattigdom. Det vil sige, hvis vi ikke afviser de årsager, der undertrykker en væsentlig del af menneskeheden.”
 
Gutierrez vender sig i bogen mod det, han kalder neoliberalismen, ”som synes at være drivkraften bag en økonomi stadig mere uafhængig af politik - og endnu mere af etik, takket være globaliseringen. Denne nyliberalisme kræver et marked uden grænser, der regulerer sig selv og står imod enhver social solidaritet på det økonomiske område.”

Leonardo Boff hører ligeledes til kredsen af betydningsfulde befrielsesteologer. Han var franciskaner, da han i 1961 blev præsteviet; senere blev han professor ved sin ordens teologiske fakultet i Brasliien.

At være kirke for de fattige – siger Boff - skal være et af kirkens kendetegn, og den institutionelle kirkes fornyelse må ske ud fra basismenighederne.

Han var stærkt kritisk overfor kirkens hierarkiske opbygning og den åndelige autoritet, som tillægges det kirkelige embede. Efter gentagen kritik fra Troslærekongregationen i Rom opgav Boff i 1991-92 sit professorat, udtrådte af franciskanerordenen og opgav sin præstegerning.
 
I et interview lige efter pavevalget i marts 2013 sagde Leonardo Boff:

”Som udgangspunkt har vi ikke brug for en pave. Kirken kunne opbygge et netværk af religiøse samfund, der kommunikerer med hinanden, som den havde, da den blev grundlagt. Men i løbet af det Romerske Imperiums tid blev kristendommen forvandlet til en institution med politiske opgaver, så det blev et magtcentrum. Det er meget karakteristisk for denne pave, at han nægtede at dække sit hoved med den gyldne bispehue efter valget. Han sagde: "Karnevallet er forbi, jeg vil ikke have det." Pave Frans er en forandringernes pave. Dette er nyt”.

Det nye fælles udgangspunkt for befrielsesteologien og den katolske kirkes ledelse er kirkens klassiske sociallære. I kirkens sociallære tales der om det fælles gode og det enkelte menneskes umistelige værdighed som Guds skabning. Det er den platform, som både pave Frans og befrielsesteologerne kan stå på – og konsekvensen er netop et nyt og stærkt socialt (og politisk) engagement.

Samtidig understreger pave Frans, at kirkens sociale og politiske engagement hænger uløseligt sammen med den folkelige katolske fromhedskultur med dens hengivenhed for jomfru Maria og kirkens helgener.

For pave Frans er netop denne fromhedskultur en drivkraft både i en åndelig fornyelse af samfundet og i afhjælpning af den sociale nød. I det lys kan befrielsesteologerne godt glemme marxismen og tanker om voldelige revolutioner. Og det gør de.