To kvindelige reformatorer, der kæmpede for trosfrihed i ægteskabet

En dansk prinsesse og hendes datter, fyrstinden af Brandenburg, var både kongelige, selvstændige og reformatoriske. Måske har de båret dragter, der så ud som denne kvinde, Lucas Cranach den Ældre (1472-1553) malede et portræt af.

De hed begge Elisabeth, de var mor og datter, og deres livshistorier lyder som kulørte romaner. Men faktum er, at de satte alt på spil i kampen for den reformation, som de troede så inderligt på

Reformationen havde tilhængere i alle samfundsklasser og af begge køn. To fyrstinder, der begge hed Elisabeth, blev overbeviste protestanter og var med til at flytte grænserne for trosfrihed i et ægteskab.

Elisabeth von Brandenburg
Denne Elisabeth levede fra 1485 til 1555. Hun var datter af den danske kong Hans og dermed dansk prinsesse og søster til kong Christiern d. 2. I 1502 blev hun gift med kurfyrst Joachim d. 1 af Brandenburg, og de første par årtier var ægteskabet efter sigende ganske lykkeligt.

Men det ændrede sig i 1523, da hun med sin nu fordrevne bror Christiern d. 2 var på rejse i Sachsen, hvor hun hørte en prædiken af Luther, som man må formode, at hun allerede kendte. Men Elisabeth skal være blevet så begejstret, at hun kort tid efter besluttede sig til at gå over til protestantismen.

Det kunne hendes stærkt katolske mand – kurfyrsten – ikke acceptere, og værre blev det, da hun mod hans vilje solgte sine smykker for at kunne hjælpe sin fordrevne bror, Christiern d. 2., tilbage på Danmarks trone. Det lykkedes som bekendt ikke. Men det kunne ingen vide.
 
Elisabeth var på den tidspunkt også for længst en overbevidst protestant, og det hævdes, at kurfyrsten skal have truet Elisabeth med både indemuring eller ligefrem henrettelse, hvis ikke hun ville modtage den katolske nadver. Om det er sandt, er nok umuligt at afgøre i dag.

Men faktum er, at hun en nat i 1528 flygtede fra slottet og hen til sin onkel, kurfysten af Sachsen, hvor hun blev boende i mange år og stadig kæmpede for broderens tilbagekomst som Danmarks konge.

Undervejs forsøgte mange at mægle mellem de to ægtefæller, Elisabeth og kurfyrsten af Brandenburg. Men alle forsøg på genforening strandede på Elisabeths urokkelige krav om trosfrihed. For det ville hun ikke afvige. En beslutning, der sikkert også er blevet bestyrket af, at hun i flere omgange mødtes med og talte med Luther.
 
Elisabeth von Braunschweig
Denne Elisabeth levede fra 1510 til 1558, og var datter af den forrige Elisabeth og dennes ægtefælle kurfysten af Brandenburg. Hun var kun syv år gammel, da Luther slog de 95 teser op på Wittenbergs kirkedør, men allerede otte år senere - som 15-årig - blev hun gift med den katolske og 40 år ældre hertug Erich d. 1, og de fik i alt fire børn.

På det tidspunkt bekendte moderen sig åbent til Luthers lære, og datteren blev i forbindelse med et besøg hos moderen (der for længst var flygtet fra faderen) også overbevist protestant. Men i modsætning til hendes far, så var hendes mand – Erich d. 1 – tolerant overfor hendes nye tro.

Så da hertugen døde i 1540, overtog Elisabeth formynderskabet for sønnen, der endnu ikke var blevet myndig. Det var dog et fælles formynderskab, som også talte en katolsk nevø og to protestantiske fyrster.

Men til trods for tilstedeværelsen af en katolik lykkedes det alligevel Elisabeth at gennemføre reformationen i hertugdømmet, blandt andet ved hjælp af teologen Antonius Corvinus, der kendte både Luther og Melanchton personligt. Selv skrev hun også til Luther – og mødtes med ham flere gange.
 
Det samme gjorde hendes søn Erich som 16-årig. Men alligevel indledte han – til moderens ærgrelse - en modreformation tilbage til katolicismen, da han blev myndig. Han tillod dog moderen at udøve sin protestantiske tro. Der er i øvrigt bevaret et stort antal breve, skrifter, bønner og salmer fra hendes hånd.