Hvem er Martin A. Hansen?

Den danske forfatter Martin A. Hansen (1909-1946) skrev med afsæt i kristendommen og kritiserede med inspiration fra Søren Kierkegaard samtidens "refleksionssyge." Foto: POLFOTO

Det kristne evangelium skal frisættes gennem kunsten, mente Martin A. Hansen, der gennem sin litteratur skrev sig frem til en kristen tolkning af tilværelsen

Den evige kamp mellem troen og moderniteten. Det er et af de temaer, som spiller en stor rolle i hele Martin A. Hansens forfatterskab, hvor han det meste af sit liv førte en kompliceret samtale med kristendommen og søgte grænserne for troen på en skabende Gud i det moderne univers.

Når kulturen var i forfald, bekendte han i sin dagbog, så var det fordi, den havde svigtet evangeliet. Men vejen går ikke fra kirken, for det er gennem kunsten, at evangeliet skal frisættes. Og Martin A. Hansen ville være den, der skulle redde evangeliet med over i kulturen.

Digteren skal give evangeliet mund og mæle og forkynde det ind i dette nu, som det lyttende menneske lever i. I 1942 skrev han:

"Den hemmelighed, jeg opdagede ved kristendommen, og som er dens allermest øjensynlige og åbenbare sandhed, men i folks bevidsthed helt overgroet af overtro om det "hinsidige" er, at den tilhører nuet, og vil nuet".

Her var han inspireret af Søren Kierkegaard i tanken om, at spørgsmålet om menneskets opstandelse ikke bare noget fremtidigt, men foregår også her og nu.

Med smerte var Hansen, akkurat ligesom Kierkegaard, bevidst om det, han selv kaldte for sin ”reflektionssyge”. Men Hansen og Kierkegaard kendte begge midlet mod sygdommen: Nemlig at lade sig opsluge af umiddelbarheden og af en enfoldig tro. Men ”sygdommen” selv afskar dem fra at tage medikamentet.

For Hansen var det afgørende at turde vælge den ufuldkomne verden som et grundvilkår og acceptere, at den aldrig ville blive anderledes. Og han understregede, at troen på Gud ikke var et resultat, men en livslang grublen over, hvad Kristi opstandelse fra de døde betyder for os i dag.

Kirkeklokken ringer kærlighedsbudskabet ind

Martin A. Hansen kæmpede med og mod kirken som institution. Han kæmpede for at frigøre evangeliet fra kirkens omklamring, som i novellen ”Påskeklokken”:

”I den lille landsby kimer kirkens klokke til påskegudstjeneste. Klokken høres i hvert rum i landsbyen. Hoveder rejser sig lyttende. Øjnene bliver lysere. Det er kønt. En mærkelig jublende lyd. Den går som et syngende barn ind ad ørets åbne dør, ind i sindets dunkle stuer, sætter uro i erindringens hemmelighedsfulde dybder".

Sådan skildrer han en påskemorgen i et lille landsbysogn. Han forsøger at nærme sig påskeevangeliet om opstandelsens under, om stenen der bliver væltet fra graven, hvor kirkeklokkens kimen er evangeliet, der lader sig høre og gøre sig hørt.

Det, der er fælles for alle de mennesker, som hører klokken, er, at de i deres liv har et forhold til kærligheden, hvor kærligheden er blevet det modsatte af det, den skulle være - et genfærd. Men på en eller anden måde har de øre for klokken og kan ikke undgå at blive berørt af den, når den ringer påskens og dermed kærlighedens budskab ud over byen.

Kristendommen og agerhønen

Kristendommen og særligt den kristne nadver er det centrale tema i novellen ”Agerhønen”. Her møder vi en familie, der sidder indendørs en vinteraften. Sne og frost har stoppet faderens arbejde udenfor, men den går ikke mere. Familien er ramt af fattigdom, og de har forsøgt at skjule nøden så længe, at musene nu har sagt op og ikke ville komme i spisekammeret mere. Små tallerkener, mindre og mindre. Børnene bladrer stille i gamle ugeblade.

Da hører de alle et slag på yderdøren, som var der en, der bankede på. Det dumpe slag var dumpet fra en agerhøne, som var blevet blindet af snefoget.

Som læser ser man tydeligt, at fuglen er et nadversymbol. Agerhønen ofres, og det efterfølgende måltid er et håbets festmåltid. Handlingen at gå til alters er på samme måde Guds underfulde indgriben i vores liv.

Heller ikke vi magter tilværelsen. Nadveren er netop for alle os mennesker, der ikke magter livet ved egen kraft, og som fortrøster sig til, at hjælpen må komme udefra:

"Ingenting at se til”, som det hedder om agerhønen. ”Og der blev kun lidt til hver, men det er sandhed, at den lille fugl mættede dem alle," skrev Martin A. Hansen. Agerhønen, i dette tilfælde håbets festmåltid eller nadver, ser ikke ud af meget. Men det mirakuløse måltid mætter det menneske, der tror.