Kommentar

Mobning af præster: Det er ikke noget, der bliver talt om

Selv om jeg er skeptisk over for undersøgelsens resultater, vil jeg bruge den positivt, mener sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift, Christian Roar Pedersen, der har skrevet syv bud på, hvordan man kommer mobning i kirken til livs. Foto: Christian Roar Pedersen Foto: Christian Roar Pedersen

Det er svært at tro på, at 25% af de danske folkekirkepræster oplever regelmæssigt krænkende handlinger, mener sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift, Christian Roar Pedersen. Han har dog alligevel formuleret syv bud på, hvordan problemet kan komme til livs, hvis det er så galt fat

Hver fjerde præst har inden for det seneste år været udsat for mobning, viser ny undersøgelse fra Kirkeministeriet lavet af Oxford Research.

Det er et overraskende højt tal, der ligger over niveauet på det øvrige arbejdsmarked.

Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket, da jeg læste det resultat. For det stemmer simpelthen ikke overens med den virkelighed, jeg har mødt gennem snart ti år som præst i folkekirken. Det stemmer heller ikke overens med de arbejdspladsvurderinger, som alle præster jævnligt udfylder.

Hvis omfanget virkelig er så stort, som undersøgelsen viser, er det ikke noget, præster taler om. Præster er jo ellers meget talende mennesker, og jeg hører jævnligt om frustrationer og problemer af forskellig art. Men jeg har aldrig hørt en præst sige, at han eller hun blev decideret mobbet.

Hvad er mobning? I undersøgelsen defineres mobning som når en person regelmæssigt og over længere tid – eller gentagne gange – på grov vis udsætter en anden person for krænkende handlinger. 

Regelmæssigt krænkende handlinger. Det lyder helt vildt, at 25% af præsterne skulle være udsat for det inden for det seneste år. Jeg har svært ved at tro det. Undersøgelsen peger på, at det primært er andre præster og menighedsråd, der mobber. Men også menigheden.

Folkekirken er et sted med mange ildsjæle. Både præster, ansatte og menighedsråd brænder for sagen. Det kan give ophedede debatter, uoverensstemmelser og meningsudvekslinger. Det ser jeg kun som et sundhedstegn.

Jeg har af menighed og menighedsråd altid fået at vide, hvis der var noget, som de var utilfredse med. Det har jeg været glad for. Kritik kan og skal man forholde sig til som præst. Ellers bliver man ikke klogere. Som præster er vi menighedens tjenere, men vores ego kan fortælle os, at vi skal være dens herre. Derfor har jeg skrevet syv bud på, hvordan vi modvirker mobning i folkekirken.

Selv om jeg er skeptisk over for undersøgelsens resultater, vil jeg bruge den positivt. Jeg vil tage fat i præstekolleger og høre, om de kender til det her. Og om jeg selv har medvirket til noget uden at vide det. Mobning er uacceptabelt, og det skal stoppes.