Luther: Musik fremmer forkyndelse og driver djævelen bort

Johan Sebastian Bachs "Juleoratoriet" består egentlig af seks musikstykker til 1., 2. og 3. juledag, nytårsdag, søndag efter nytår og Hellig Tre Kongers søndag. Her foto fra Sokkelund Sangkor og Leipziger Kammerkammerorkester ved en opførsel i Garnisonskirken i København. Foto: FRANDSEN FINN

Den tyske reformator spillede selv lut og var med til at aktivere menigheden med salmesang. For Luther mente, at musik og salmesang var afgørende for at forkynde evangeliet

"Musikken driver djævlen bort og får en til at glemme ukyskhed, hovmod og andre laster”, sagde Luther. For ham var musikken en gave fra Gud, og derfor havde den en naturlig plads i gudstjenesten.

Luthers reformation havde ikke alene teologisk indflydelse, men betød også helt praktisk, at gudstjenesten blev ændret. I den katolske kirkes messe var kirkegængerne tilskuere til prædiken og kirkekorets sang, men i den protestantiske kirken blev menigheden aktivt deltagende i gudstjenesten.

Den lutherske gudstjeneste blev en salmesangsmesse. Det skyldtes ikke mindst, at Luther selv var yderst musikalsk. Han spillede lut og skrev salmer og havde en god sans for den musikalske udformning. Luther skrev ikke selv melodierne, men samarbejdede med komponisten Johann Walter, der var kantor og udgiver af den første evangeliske korsangbog i 1524.

Protestantisk musik forkyndte gennem toner og sang

Melodi og tekst skulle forenes eller hjælpe hinanden, mente Walter, der ønskede, at den evangeliske forkyndelse kunne synges ind i folk. Foreningen af tekst og melodi blev kaldt en koral. Walter skrev enstemmige koraler, men også til flerstemmige kor, det vil sige de såkaldte, som var tidens førende kirkemusikform i den katolske kirke. I de større kirker, som havde et kirkekor, var det populært med vekselsang mellem korets motetter, det vil sige flerstemmige sang, og menighedens enstemmige.

Så selvom man i den protestantiske kirke overtog motettens flerstemmige sang, blev de komponeret over de nye, reformatoriske salmer. Teksterne var skrevet på modersmålet, for eksempel tysk, og skulle tjene forkyndelsen. I den nye protestantisme var kirkemusikken altså primært i form af korsang, motetten, som var overtaget og inspireret fra den katolske kirke.

Her var den tyske komponist Heinrich Schütz banebrydende. Han blev kaldt til det danske hof i 1633 og bidrog med en helt ny form, hvor han skrev fortællende musikstykker, som f.eks.et juleoratorium. Motetten levede i kraft af teksten og korets fremførelse under gudstjenesten.

Bach og barokken sende den protestantisk sang på himmelflugt

Under 30-årskrigen fra 1618-48 blomstrede musiklivet op, fordi katolske og protestantiske kirkekomponister profilerede sig og konkurrerede mod hinanden. Samtidigt gennemgik orglet en forrygende udvikling, der med helt nye klanglige muligheder gav rum til, at barokken kunne udvikle sig som stilart. Den er erkendetegnet ved kontraster og musikkens fremadrettede forløb og stemmer der flettes ind og ud af hinanden.

Johan Sebastian Bach (1685-1750) er barokmusikkens store navn. Ligesom periodens øvrige komponister var han ikke bange for at improvisere, og med sine kompositioner skabte han fugaen (flugt), der skulle føre tilhøreren op til det himmelske. Fugaen har et enkelt tema, der udvikler sig mere og mere i indviklede figurer, hvor så nye stemmer tager det oprindelige tema op påny. Bach var, som så mange andre protestantiske komponister, inspireret af italienske komponister.

Først og fremmest var han inspireret af den protestantiske organist Buxtehude, der lagde grunden til oratoriernes storhed ved at udvikle kantaten, et stykke fortællende og forkyndende musik med kor, solister og orkester.Formen fik sit højdepunkt med Bach, der skrev en kantate til hver søndag i kirkeåret.

Oratorier fortæller om Jesu liv, død og opstandelse

Vi kender i dag omkring 200 kantater fra hans hånd. Den såkaldte reformationskantate bruger Luthers salme ”Vor Gud han er så fast en borg” som den røde tråd gennem musikværket. Den blev første gang brugt på reformationsdagen i 1727. Mange kender Juleoratoriet, der faktisk er en sammenstilling af de seks kantater til henholdsvis 1., 2. og 3. juledag, nytårsdag, søndag efter nytår og Hellig Tre Kongers søndag.

Men et andet højdepunkt i Bachs produktion er Mattæuspassionen. Det er på én gang et gudstjenestedrama og en musikalsk fremstilling af evangelisten Matthæus' beretning om Jesu lidelse og død for to kor og orkester, skrevet til opførelse langfredag 1727 i Leipzig. Ud over teksterne fra Mattæusevangeliet er teksterne skrevet af tidens kendte lejlighedsdigter, Picander.

Betagende er slutkoret, hvor Jesu død får den enkelte til at tænke over sin egen død – en død der nu er befriet for al angst. Med sin dramatiske intensitet kom Bachs passionsmusik nær til operaen, sådan som den blev udfoldet i Italien.

I England var det Georg Friedrich Händel (1685-1759), der skabte det storladne oratorium, hvor de bibelske fortællinger fik en musikalsk form. Messias (1742) blev Händels mest populære oratorium. Han skrev tidligere oratorier over bibelske fortællinger, men med Messias kom Jesu liv og betydning for menneskets frelse.

Romantikkens bidrag til kirkemusikken

Med de to mestre Bach og Händel kulminerer udviklingen fra reformationstiden og fremefter.1800-tallets protestantiske komponister bidrog ikke til en væsentlig udvikling af kirkemusikken. Undtagelsen er de to store romantikere Felix Mendelsohn (1809-1847) og Johannes Brahms (1833-1897). Mendelsohn skrev to store bibelske oratorier "Paulus" og "Elias", mens
Johannes Brahms korværk ”Ein deutsches Reqiuem” har en tysk tekst, som den meget bibelstærke Brahms selv sammensatte fra Det Nye og Det Gamle Testamente samt de Apokryfe Skrifter. Uropførelsen fandt sted i Bremens domkirke langfredag 1868.

Luthers ideal om, at kirkemusikken spillede en rolle i forkyndelsen, blev opfyldt med barokkens fortællende og fuldendt musikalske samspil mellem evangeliefortælling og toner. Endda til en sådan grad, at vi stadig forbinder Juleoratoriet og Johannes- og Matthæuspassionen med kirkens store højtider jul og påske.

Kilde: Gyldendals bog om klassisk musik v. Steen Chr. Steensen