Præstens møde med Helligånden: Nogen eller noget holdt om mine hænder

Marianne Aagaard Skovmand har tydeligt mærket Guds nærvær engang, hvor hun var på vej til en af sine første bisættelser som præst.

Pinsen nærmer sig, og Kristendom.dk har talt med tre præster om deres opfattelse af og oplevelse med Helligånden.

Helligånden er for sognepræst i Faaborg-Diernæs-Avernakø-Lyø pastorat Marianne Aagaard Skovmand som den dansk-argentinske kunsthåndværker Celia Mikkelsens fantastiske ”ildkjole”, der er filtet af både den fineste silke og alpaka-uld og består af snore, der også kan sammenlignes med tunger af ild.

Skabelse

”Pinsefejringen i kirken kunne for mig derfor godt efterfølges af en invitation til et fælles filtværksted, hvor alle under kyndig vejledning fik lov at prøve kræfter med den skabelsesproces, der ligger i det ældgamle håndværk. For i pinsen bliver vi med Grundtvigs ord jo ikke kun i det høje, men kommer ned på en jord, hvor det er vår, og alting grønnes og blomstrer og skabes på ny,” siger hun.

I begyndelsen var ånden

Marianne Aagaard Skovmand gør også opmærksom på, at i flere af de gamle bibelhåndskrifter står Johannesevangeliet først, formentlig fordi det ligesom skabelsesberetningen i Det gamle Testamente har 'I begyndelsen var' som sin første sætning.

”For i begyndelsen var netop Guds ånd, der alt efter oversætterens temperament svævede majestætisk eller piskede iltert hen over urdybets vande. Det flyvske, det iltre og det bevægelige, som så igen bevæger os, ligger også i den kristne forståelse af Helligånden. Jesus sender ifølge Johannesevangeliet sandhedsånden eller talsmanden, som for mig i denne sammenhæng gerne måtte oversættes talskvinden, så disciplene og vi ikke skal være ladt alene i verden,” mener hun, og nævner den norske forfatter Linn Ullmann, der beskriver, hvordan datteren i timen mellem nat og morgen beder den hviskede mor tale lavere, og moderen tier og mærker datterens varme åndedræt. 

Nære og varme

For det er i alt det nære og varme mellem mennesker at Marianne Aagaard Skovmand ser Helligånden. Den Helligånd, der har blæst livsånde ind i os, så vi kan få livsmod og livsgnist. Hun holder derfor også meget af en bøn fra den norske salmebog, hvor der netop bedes for at lyset i vores øjne må holdes brændende varmt af liv.

”Det er en så smuk bøn, der taler til kroppen og har en så enorm tyngde, og jeg inddrager den ofte i mine gudstjenesterne,” siger hun og svarer på spørgsmålet om, hvorvidt hun selv har mødt Helligånden.

”Jeg kørte i bil iført min dengang alt for nye præstekjole på vej til en bisættelse. Jeg var nyuddannet præst og hende, der skulle tages afsked med, var så langt som man kan være det fra at være mæt af dage. Der ventede mig, vidste jeg, en kirke fuld af mennesker i allerdybeste sorg og afmagt. Ved en pludselig indskydelse holdt jeg ind på en rasteplads i skovbrynet, sad et øjeblik og mærkede tydeligt, at nogen holdt om mine hænder. Og at den eller det gudsnærvær ville være med mig. Da vi stod i kirken, var jeg ikke et sekund i tvivl om,” fortæller hun.