Indføring

Splittelsen mellem den katolske og den ortodokse kirke

Verdensmissionskonferencen i Edinburgh 1910 medførte dannelsen af den økumeniske bevægelse, og senere Kirkernes Verdensråd. Foto: Wikimedia Commons

I det 20. århundrede forsøgte man med økumeniske kirkemøder at samle den splittede kristenhed, men hvad var den historiske baggrund for kirkens splittelse, og hvilke stridigheder søgte man at løse for igen at kunne have fællesskab sammen?

Det store skisma

Det store skisma betegner splittelsen mellem den østlige og den vestlige kirke. Spændinger omkring pavens suverænitet, nadverens udformning og filioque-problemet, der handler om, hvordan man ser på Treenigheden, førte i 1054 til et brud mellem det, vi i dag kender som den romersk-katolske og den ortodokse kirke.

Med bruddet fulgte en gensidige udelukkelse fra nadverfællesskabet imellem disse to kirker. Det var ikke et voldsomt overraskende brud, for der havde længe været spændinger imellem kirken i øst og vest, og vestkirken stod snart overfor nye splittelser indenfor egne rækker.

Reformatorernes nadverforståelse

I 1500-tallet brød flere reformatorer med den romersk-katolske kirke. Blandt disse reformato-rer var Jean Calvin, Ulrich Zwingli og Martin Luther. Bruddet skyldtes blandt andet den katol-ske kirkes salg af aflad og synet på nadveren.

Den katolske kirke havde en transsubstantiationslære, det vil sige de betragtede kødet og blo-det i nadveren som værende Jesu virkelige kød og blod da der skete en forvandling under indvielsen. Det brød reformatorerne med, men at der alligevel ikke blot er en enkelt reformatorisk kirke skyldtes blandt andet, at heller ikke reformatorerne var enige i, hvordan nadveren skulle forstås.

Luther mente, at der ved nadveren altid var tre elementer: Et tegn (signum) som var brød og vin, en betydning (res), som var tilgivelsen for synder, og tro (usus) i hvilken man modtog tilgivelsen.

Over for den romersk-katolske kirkes transsubstantiationslære stillede Luther hermed, hvad man kalder en en konsubstantiationslære. Med konsubstantiationslæren menes det, at Hellig-ånden betragtes som nærværende i nadveren, og derfor er der realpræsens uden at brødet og vinen fysisk ændres, det vil sige det var samtidigt brød og legeme, vin og blod. men for Zwingli var nadveren kun symbolsk kød og blod, men i virkeligheden intet andet end brød og vin.

Økumenisk genforening

I det 20. Århundrede søgte man at samle den splittede kristenhed gennem flere kirkemøder. En verdensmissionskonference i Edinburgh år 1910 havde til formål at samle kristenheden omkring verdensudbredelsen af evangeliet. I 1927 afholdtes et møde i Lausanne af en nystiftet økumenisk bevægelse, “Faith and Order”, og her søgte man at nå til gensidig accept af hinandens skriftforståelse.

I 1948 etableredes Kirkernes Verdensråd (KV) af den økumeniske bevægelse, “Faith and Or-der”, men den romersk-katolske kirke ønskede kun observationsstatus, da de betragtede sig selv som moderkirken, den universelle verdenskirke. Selvom den romersk-katolske kirke ikke blev medlem af KV, blev de dog medlem af Faith and Order, et arbejdsområde under KV der har med tro og kirkeordning at gøre.

Siden KV’s dannelse var der en proces helt frem til 1955, hvor man søgte at kunne mødes i nadverfællesskab på trods af uenigheder i nadverforståelsen. I 1955 lykkedes det at danne det åbne nadverbord, ved hvilket alle døbte kunne deltage i nadveren imellem de kirker, som ind-gik i KV’s økumeniske aftale. Den ortodokse kirke, som også er medlem af KV, indgik ikke i aftalen.

De kirker, som indgik i det åbne nadverbord, var den reformerte kirke, den evangelisk-lutherske kirke og den anglikanske kirke. Den Danske Folkekirke accepterede først det åbne nadverbord i 1956. Siden den romersk-katolske kirke kun havde observationsstatus indgik de heller ikke i det åbne nadverbord.

Først ved 2. vatikanerkoncil i 1965 åbnede den romersk-katolske kirke op for et nadverfælles-skab med andre, da der opstod en større åbenhed for den økumeniske bevægelse. Det var pave Paul VI og patriarken Athenagoras 1, som i 1965 ophævede den gensidige ekskommunikation og fordømmelse fra 1054, der markerede det store skisma, som splittede kirken.

Kirkerne er stadig delte, men begivenheden markerede ønsket om genforening.

Den romersk-katolske kirkes åbenhed for nadverfællesskab

Åbenheden for nadverfællesskabet kom med den nye kirkeret (den kanoniske lov) i kanon 844, men der er kun tale om en begrænset åbenhed eller begrænset kommunion, men selv en sådan var tidligere utænkelig.

Det er udelukket, at en katolik modtager nadveren i eksempelvis den danske folkekirke, men et medlem af den danske folkekirke kan godt modtage nadveren i den katolske kirke på egen anmodning, hvorfor fællesskabet kun går den ene vej mellem den romersk-katolske kirke og reformatoriske kirker.

Katolikker kan derimod godt modtage nadveren i den ortodokse kirke, fordi de deler samme nadverforståelse med Jesu realpræsens i nadveren, hvorfor åbenheden overfor nadverfælles-skabet mellem disse to kirker var lettere tilgængeligt, og da de også accepterer ortodokse ved egen eukaristi, er der tale om en fuld kommunion, hvor åbenheden for nadverfællesskabet gælder begge veje, ifølge katolikkerne, da de anerkender både myndighed og eukaristi hos den ortodokse kirke ved nadverfejringen.

Den ortodokse kirke vil dog stadig ikke lade katolikker modtage nadveren i deres kirke, da de ikke anerkender den katolske myndighed og eukaristi, og ortodokse kristne vil heller ikke deltage i nadverfællesskabet i den katolske kirke.

I forhold til den ortodokse kirke er katolikkens eneste krav, at nadveren forvaltes af gyldigt viede personer. Gyldigt viede personer er præster, som står i den apostoliske sucession. Den ortodokse kirke har endnu ikke noget officielt dokument eller vedtagelse i forbindelse med nadverfællesskab med den katolske kirke.

Bestemmelsen fra kirkernes verdensråd

I 1982 dannedes Limaerklæringen. Det var en konvergenstekst, der formulerede enigheden om, at man var uenige, så man kunne nå til gensidig accept, og undgå fordømmelse af hinanden. Dokumentet omhandlede synet på dåben, nadveren og embede. Dokumentet stadfæstede, at der gerne måtte være diversitet i måden man praktiserede nadveren på, men det skulle være et inkluderende fællesskabsstiftende sakramente.

Ligesom alle andre bestemmelser fra KV, var der ikke krav om, at kirkelige medlemmer af KV tilsluttede sig Limaerklæringen. Hverken den romersk-katolske kirke eller den ortodokse kirke tilsluttede sig Limaerklæringen, da det ville være et kompromis mod deres egen nadverforståelse.