Pontoppidan sætter spot på et åndløst samfund

I sit værk "De dødes rige" beskriver Henrik Pontoppidan det 19. århundredes åndelige råddenskab, som samtidig antyder den kommende katastrofe, som Første Verdenskrig bragte med sig. Fotoet her fra Slaget ved Somme i 1916. Foto: AP/

Folkekirkepræster, der forsømmer de svageste, og en overfladisk grådighed, som præger et samfund på gravens rand. Det er temaerne i Henrik Pontoppidans roman ”De dødes rige”, som måske kan sige mere om vores moderne samtid, end vi tror

Begrebet "De dødes rige” var hos salmedigteren og præsten N.F.S. Grundtvig et sted, hvor de døde bor - et land med en befolkning, der er nedsunket i ånd-og historieløshed, i tom verdslighed, materialisme, glans og glimmer samt illusioner om selvrealisering.

Og så er det også titlen på et af Henrik Pontoppidans hovedværker fra 1917, som fortjener at blive læst eller genlæst. Den forrygende roman "De dødes rige" handler om et samfund, der ikke har opdaget sin egen råddenskab.

Bogen er skrevet som et forsøg på at tegne et portræt af den epoke, der går fra midten af 1800-tallet og frem til Første Verdenskrig. Ved at gå tæt på forskellige tanker og strømninger, ved at skildre syge indre modsætninger i kulturen og åndelig råddenskab, antyder han den kommende katastrofe, som Første Verdenskrig bragte med sig.

Mens Pontoppidan skrev på sit værk, var Verdenskrigen brudt ud som en fuld profeti af forfatterens forudanelser. Romanen er dermed ikke en krigsroman, men en bog om og født af den tid, der førte frem til katastrofen. 

I "De dødes rige" beskrives det moralske forfald i det danske samfund, hvor en åndløs grådighed hersker overalt. Det gælder det nye velhavende borgerskab, politikken og det "journalistiske æselsregimente". Åndløsheden gælder i høj grad også kirken, der ledes af kyniske mænd uden oprigtighed og et højere mål for øje, "nådesforhandlere" og "afladskræmmere", der ikke formår at lede mennesker væk fra pengenes tyranni. Der beskrives i romanen en forlystelsessyge, en dyrkelse af kroppen og de nyeste moderetninger inden for kost og legemsøvelser. Alt sammen noget der prioriterer det ydre fremfor det indre.

Henrik Pontoppidan, der i 1917 fik Nobels litteraturpris, var meget inspireret af Georg Brandes, som gennem sine forelæsninger på Københavns Universitet forsøgte at sætte fokus på problemerne.

Pontoppidan blev Danmarks første egentlige repræsentant for den sociale realisme, dvs. den litteratur, som er inspireret af harme over sociale uretfærdigheder og derfor virker samfundskritisk. Det gjaldt også præstestanden. Han var selv opvokset i et præstehjem og havde i det meste af sit forfatterskab et meget kritisk blik på præsters forvaltning af det kristne evangelium. Det ses bl.a. i novellen ”Nådsensbrød”, hvor en moder ender på fattiggården – og præsten kommer kørende – alt for sent – i sin nye landauer og spørger de efterladte børn, hvad der er på færde. Pontoppidans ironi og sarkasme er ikke svær at få øje på her: Hvorfor kommer denne Guds tjener så sent? 

Den ætsende satire mod præsterne er i parentes bemærket også tydelig ved et foredrag, Pontoppidan holdt i 1914. Her var budskabet, at den, der søger kirkerne for at hente religiøs oplysning, han bliver i almindelighed ladt sørgeligt i stikken. Han forklarede, at man i kirken bliver afspist med bibelske citater af en præst, der søndag efter søndag står ophøjet på talerstolen, med en pibekrave, der skinner som en helgenglorie, der er faldet ned om halsen, fordi hovedet har været for lille.

Tyge Enslev er en af romanens hovedfigurer, som fører an i epokens historiske bevægelse, den demokratiske reform, der gik ud på at tage magten fra godsejerne og give den til borgere, bønder og småkårsfolk. Med systemskiftet i 1901 nåedes et stort skridt i den retning. Men de mænd, der skulle være reformens redskaber, bliver beruset af magt og forveksler deres egeninteresse med samfundets. Enslev bryder ud af venstrepartiet, og han frygter, at kirkens folk får magt i demokratibevægelsen. For ham var kirken blandt de magthavere, der skulle sættes på porten.

Henrik Pontoppidan lader i romanen forstå, at systemskiftet langt fra er tilstrækkeligt til at berolige ham. Han lugter en underliggende og omsiggribende råddenskab i tidens forandringsforhippede forlystelsesmentalitet, et menneskeligt og moralsk forfald. For Pontoppidan står det klart, at den åndløse grådighed har taget magten over hele landet, også i den grundtvigske kirkelighed. Der findes ikke mere nogen leder med varme og oprigtighed i sig, ingen, der kan befri det manipulerede folk fra pengemagtens fortryllende slavebinding og mediernes glinsende og glimtende tyranni. Så er vejen banet for verdenskrigen. 

Vi, der læser om alt dette et århundrede senere, kan måske genkende det som grove signalementer af vor egen tid. Det er måske ikke blevet så meget værre, end det var den gang. Men Pontoppidan fik på mange måder ret. Og hvis også den verden, vi nu lever i, skal bryde sammen for at kunne genrejses, hvad har vi så af forestillinger om livet i en ny?

Henrik Pontoppidan hylder i romanen en gammeldags enfoldig kristendom uden dog et øjeblik at regne det for muligt igen at gøre den gældende. Som bærer af en fremtid foreslår han et enkelt og hjerteligt samliv mellem brave folk i pagt med naturen. Det blev, hvad han kunne stille op over for samtidens fordærv. 

Pontoppidans angreb på kirkens folk for at forholde sig passive over for den tids fattigdom og den tids økonomiske grådighed bar ikke frugt, problemerne er fortsat ind i vores samtid. Også i dag ser vi en dansk folkekirkes præster, der stort set ikke forholder sig til disse problemer, men nøjes med at prædike Guds kærlighed om søndagen.

Uden en Pontoppidan ville det for en eftertid være svært eller umuligt at danne sig et billede af sin nærmeste fortid. Uden stor litteratur som Pontoppidans ville vi mangle evnen eller muligheden for at begribe, at nok forandrer samfundet sig, men mennesker er i bund og grund de samme.