Reformationen

Reformationssommeren i Genève: Gutenbergs bibel, udstillinger og by-rundtur

På Reformations-muren Parken Bastion i Genève ser man de fire reformerte fædre (fra venstre) William Farel, Jean Calvin, Theodore Beza og John Knox. Monumentet, som er skabt af Paul Landowski, fylder 100 år i år. Foto: Salvatore di Nolfi/AP

Det er nok de færreste danskere, der tænker på at rejse til Genève i Schweiz, men byen har meget at byde på, og i dette reformationsår kan man få ekstra meget ud af besøget

Genevé i Schweiz kaldes indimellem for det protestantiske Rom.

Det var nemlig her, at reformatoren Jean Calvin prøvede at skabe en mønsterby som model for, hvordan mænd og kvinder kunne leve et andet og mere enkelt kristent liv end det, som Romerkirken var eksponent for. Nutidens Genève har derfor også sat alle sejl til for at fejre 500-året for Reformationen.

Pinsedag åbnede en stor udstilling på Det internationale Museum for Reformationen midt i byen. Udstillingen hedder "print" – og henviser dermed til trykkekunsten. For som Martin Luther skrev det, så var trykkekunsten den største gave fra Gud, fordi det var den teknologi, der var med til at gøre reformationen mulig, idet Guds ord nu kunne spredes både hurtigere og til langt flere end dengang, hvor alt skulle skrives af i hånden som typisk de katolske munke gjorde det. Museet vil derfor også med publikums hjælp genoprette Gutenbergs presse, så hele Bibelen kan blive trykt igen.

Udstillingen varer lige indtil d. 31. oktober – altså selve reformationsdagen.

Man kan også gå i Reformationens fodspor på en byrundtur, som man selv kan gå – og som blandt andet leder den besøgende forbi Saint-Pierre Katedralen, hvor Jean Calvin var nødt til at holde sin prædiken hele to gange om søndagen, hvis alle skulle have en mulighed for at høre ham.

Turen går selvfølgelig også forbi Genevés berømte park ”Parc de Bastion”, hvor fire af reformationens fædre er hugget ud i en mur, nemlig Jean Calvin, William Farel, Theodore Beza og John Knox. Monumentet, der fylder 100 år i år og normalt omtales som Reformations-muren, har også sin egen udstilling om, hvordan den blev skabt. Det er i øvrigt skulptøren Paul Landowski, som også lavede Kristus-figuren i Rio, der har lavet monumentet.

Det anbefales også at anskaffe sig app'en R-City Guide, hvis man vil have det fulde overblik over arrangementer. Se link til den og læs mere her: https://www.geneve.com/en/see-do/500th-anniversary-of-the-reformation.