Reportage

Sådan oplever en dansk kirkegænger højmessen i Stockholms Domkirke

Der er forskelle mellem en dansk og en svensk højmesse. De indbefatter en frisættende tilgivelse af os i starten af den svenske gudstjeneste, at trosbekendelsen er uden forsagelsen - og at vi lige inden nadveren ønsker hinanden Guds Fred. AFP PHOTO OLIVIER MORIN

Søndagens højmesse i Stockholms Domkirke handlede om dåb, vand og musik, men også om pengeindsamling og en frisættende tilgivelse. Læs en reportage fra Storkyrkan her

Bang. Døren går op og menigheden rejser sig. Ind kommer præsten i fuldt ornat sammen med flere andre – primært lægfolk - bærende korset, nadverbrødet og fire lys i høje stager, mens orglet spiller en fejende indgangsmusik, og den lille gruppe går op mod alteret i højtidelig procession.

Havde man ikke vidst bedre, kunne man let tro, at man var havnet i en katolsk kirke til en katolsk messe. Men nej, det er tid til højmesse en søndag sidst i maj i den svenske hovedstads Stockholms Domkirke. Og det her er almen praksis i den evangelisk-lutherske Svenska Kyrkan, der nok deler trosgrundlag med den danske folkekirke, men som i sin liturgi har bevaret noget mere af det katolske arvegods.

Pengeindsamling mellem kirkebænkene

Storkyrkan ligger med Kongeslottet på den ene side og Stortorget på den anden midt inde i Stockholms ældste bydel Gamla Stan. Forskellen fra Danmark ser man også sidst i højmessen, hvor kirketjenerne går rundt med lange stænger med poser for enderne, som kirkegængerne kan putte mønter – eller sedler – ned i. Noget, som den svenske kirke er meget glad for, da den ikke længere er statskirke og derfor skaffer sig penge, hvor den kan.

For en dansker kan det virke lidt middelalder-, ja måske endda kræmmeragtigt. Når mønten ned i kisten klinger, sjælen ud af skærsilden springer og den slags. Men for de fleste på kirkebænkene er det almen praksis – også for mange af dem, som ikke kommer fra Sverige.

Og det er faktisk en del, hvis man skal tro tilstedeværelsen af kameraer og bykort over Stockholm, som mere end hver tiende havde i hænderne, da de kom ind i kirken. Men det er alt sammen pakket væk nu. For man fotograferer IKKE under højmessen.
 
Højmessen i Storkyrkan i Stockholm kl. 11 foregår på svensk, men der forklares på engelsk, hvad der kommer til at ske – og endelig opfordres vi til at bede Fadervor på vores eget sprog. 
 
De fleste tilstedeværende i kirken er dog hjemmehørende i Domkyrkoforsamlingen, der dækker det centrale Stockholm.

Svenskerne synger igennem på deres salmer

Som (kirkevant) dansker er det nemt at falde ind i den svenske højmesse, der veksler mellem læsninger (de har tre tekstrækker og ikke to som i folkekirken), bønner, korsang, velsignelse og salmer.
 
Selvom vi danskere er forkælede med verdens bedste salmebog er der også svenske perler som ”En vänlig grönskas rika drakt”. Salmen, der er en hyldest til den svenske sommer og Guds skaberværk, er bedst på svensk, men findes også på dansk under navnet ”Det dufter lysegrønt af græs”. I dag synges den dog ikke, men nr. 197 i den svenske salmebog ”Den blida vår är inne”, der med sit fokus på Helligånden og foråret godt kan kaldes en slags pendant til Grundtvigs store pinsesalme ”I al sin glans”.

Svenskerne synger igennem, selvom kirken kun er cirka kvart fuld. Det klinger godt og stærkt mellem hvælvingerne, og man kan næsten mærke vandet. For dagens salmer, tekster og bønner handler om dåben og det hellige vand.
 
Så ja, der er forskelle mellem en dansk og en svensk højmesse. De indbefatter en frisættende tilgivelse af os i starten af den svenske gudstjeneste, at trosbekendelsen er uden forsagelsen - og at vi lige inden nadveren ønsker hinanden Guds Fred. Det vil sige, at vi vender os frem og tilbage, til højre og til venstre og giver dem, der sidder dér hånden, mens vi ønsker hverandre Guds Fred.
 
Det kan virke ret akavet, men giver også en følelse af, at selvom vi ikke kender hinanden og formentlig aldrig vil mødes igen, så tror vi på den samme Gud, og vi er en del af et stort, kristent fællesskab, der ligenu holder gudstjeneste sammen.

Denne fællesskabsfølelse, som også kan være ganske tydelig i den danske højmesse under nadveren, er dog ikke nær så klar under nadveren i Storkyrkan. Måske fordi nadveren her er en kontinuerlig nadver, hvor vi står på en lang række - eller rettere to rækker. På sand svensk hensyns-manér er der naturligvis både nadverbrød med og uden gluten, så man vælger – og det gør man også med vinen, som kan erstattes af alkoholfrit saftevand, rødt naturligvis.

Dåben også på dagsordenen i svensk prædiken

Så er der mere bid over prædikenen, som også i den svenske kirke er det centrale i højmessen, og som denne søndag netop handler om dåben med afsæt i både dagens tekst og den kongelige dåb i nabokirken (Slottskyrkan) af den lille prins Oscar to dage tidligere. Så der tales om svenske dåbstraditioner og om hvad det egentlig vil sige at døbe – og hvorfor skal vi overhovedet døbe?
 
Præst ved Storkyrkan Kristina Ljunggren, som har højmessen denne søndag, siger: ”Vi mennesker er jo skabte i Guds billede, os alle sammen. Så skal vi være døbte for at leve et liv i Guds billede? Svaret er nej. Selvfølgelig kan man gå Guds veje uden at være døbt. For Gud behøver ikke, at vi skal døbes. Gud elsker os, som vi er – døbte eller udøbte. Men vi mennesker behøver dåben. For vi behøver at vide, at vi er kaldede til at gå Guds veje. At være døbt er derfor at vide, at vi er i det her liv sammen med Kristus, og at han altid er der for os – og altid er sammen med os.”

Og med de ord i hovedet og højtidsfølelsen summende i kroppen er det snart tid til at gå ud af sidedøren og ud i Stockholms myldrende liv denne 1. søndag efter Trinitatis.
Den sekulære virkelighed banker også på. Turisterne venter nemlig allerede nede ved hoveddøren i store flokke, mens udgangsmusikken, som i anledning af dåbstemaet er Händels Watermusic, lyder. De har også betalt penge for at komme ind.

Det gør man ikke, når man skal til gudstjeneste. Men så kan man omvendt heller ikke rigtig tillade sig at rende rundt bagefter og tage billeder af det store alter, der er lavet i sølv og ibenholt, kongestolene med deres overdimensionerede kroner, guld og glimmer eller skulpturen ovre i venstre hjørne, der forestiller den svenske helt Skt. Göran, der besejrer den fæle drage.
 
En drage, der i øvrigt symboliserer svenskernes arvefjende, nemlig danskerne. Så hvorfor også tage et foto af den?!

Der er forskelle mellem en dansk og en svensk højmesse. De indbefatter en frisættende tilgivelse af os i starten af den svenske gudstjeneste, at trosbekendelsen er uden forsagelsen - og at vi lige inden nadveren ønsker hinanden Guds Fred.
Foto fra Storkyrkan: Dorte J. Thorsen