Sognepræst om langfredag: Jesu død på korset kræver ord

Modsat mange af sine kolleger vælger Henriette Pedersen fra Budolfi Kirke i Aalborg at prædik ved langfredags gudstjeneste. Ikke for at forklare, men for at spørge ind til Jesu død på korset

Mange kirker i Danmark vælger at markere langfredag med liturgiske gudstjenester i stedet for med en traditionel højmesse. Det betyder, at menigheden får dagens tekst læst op og synger salmer, men må undvære prædikenen og nadveren.

En af de præster, der bryder mønstret og prædiker langfredag, er sogne- og sygehuspræst Henriette Pedersen fra Budolfi Kirke i Aalborg og Aalborg Psykiatriske Sygehus. Hun mener, at netop langfredag kalder på, at præsten tager ordet:

”Jeg prædiker langfredag, fordi Guds død kræver ord. For hvad betyder det for os anno 2017, at Gud myrdes og forsvinder? Det kaos, som denne voldsomme begivenhed forårsager, skriger på tolkning. Derfor skal der prædikes."

For Henriette Pedersen kan resten af kirkeåret sagtens tåle liturgiske gudstjenester. Men ikke langfredag:

"Den dag må ikke ende i en æstetisk iscenesættelse, hvor vi på sikker afstand kan skue passionshistorien,” siger hun og fortsætter:

”Guds død rager os, fordi vi alle, i det store som i det små, har erfaringer med eksistentiel meningsløshed, over for hvilken vi kun kan spørge ”Hvorfor?”. Akkurat som Jesus på korset. Men netop ønsket om at forstå ”hvorfor” kan, når livet virkelig bider fra sig, få enhver til at gruble sig langt ind i det fortvivlende mørke eller i sidste ende måske i psykosen".

For Henriette Pedersen handler langfredag derfor om meningsløshed. Jesus får intet svar, da han på korset skriger mod himlen, ligesom vi heller ikke får noget svar, når vi spørger, hvorfor livet går den vej, det gør.

”Jeg er bekendt med, at teologien alle dage gerne har villet forklare Guds død. Men for den, der er i knæ af fortvivlelse, forekommer forklaringerne ofte som spekulationer, der nemt rummer en snert af arrogance, fordi de er formet med fokus på årsag og virkning. Min prædiken vil derfor som oftest langfredag kredse om det meningsløse. Jeg har ikke noget svar på, hvorfor vi er underlagt sygdom, ulykke, død, uheldigheder, tilfældigheder og ikke mindst vore egne og andres luner. For mig gives der ingen højere mening med disse hændelser,” siger hun.

Henriette Pedersen gør også opmærksom på, at hun og alle andre kirkegængere langfredag 2017 i Budolfi Kirke - som alle andre – er langt på den anden side af den første påskemorgen. Derfor er der også altergang.

”For selvom vi ikke får svaret på det store hvorfor på denne dag, så kan vi i det mindste samles i det sakramentale fællesskab for dér at finde mod og styrke – ”trods synd og død” som Knudsen digter det – til at leve videre. For nok var det os, der slog Jesus ihjel, men vi skal leve videre,” siger hun og fortæller, at hun for år tilbage mødte en drabsmand.

”Han var forbitret og træt af, at flere i hans omgangskreds til stadighed hævdede, at hans ugerning var systemets skyld. Forstået på den måde, at havde den ene eller den anden instans/person grebet ind ”i tide”, så var han ikke blevet drabsmand. Men nu var det jo sket, og han holdt fast i, at skylden var hans og ingen andens. Blev skylden fjernet fra ham, så blev ansvaret det også. Han følte, at han da ville miste alt og ikke kun den, der var dræbt, men også de andre og ikke mindst sig selv. Han ville med andre ord ikke, at nogen tog hans skyld fra ham. Den er en vigtig del af hans historie,” fortæller hun og siger, at der i kristendommen er en sammenhæng mellem skyld og synd.

”Synden er det moderne menneskes akilleshæl. Vi vil helst ikke fremstå med fejl og mangler og synes, at det er skamfuldt, når vi træffer de forkerte valg – fra de helt små ting til det, der får fatale følger. Men synden er ikke en moralsk kategori. Den er et grundvilkår, hvor vi vælger os selv. Det skal præsten både som prædikant og sjælesørger turde tale om,” mener hun og slutter med at fortælle, at hendes egen langfredag udover gudstjenesten kommer til at indebære en lang jagt-træningstur med hendes treårige labrador Vitus.