LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Martyrium 29. december

Ærkebiskop Thomas Becket blev dræbt i kamp for kirkens uafhængighed

I raseri over Thomas Beckets adfærd udtalte kongen under et ophold i Nodmandiet ret så letsindigt, at ærkebiskoppen nu havde ødelagt så meget for riget, at han gerne så ham død. Fire riddere opfattede dette som en oopfordring og satte over Kanalen. Foto: Scanpix.

En dramatisk magtkamp mellem kirke og konge i middelalderens England førte til drabet på ærkebiskop Thomas Becket den 29. december 1170. I dag er han et vigtigt symbol for mange briter

I næsten 400 år indtil den engelske reformation var Thomas Beckets helgenskrin i Canterbury et af de vigtigste pilgrimsmål i Europa.

En ung og kvik gejstlig blev kongens tro kansler
Thomas Becket blev født i 1118 i en velhavende købmandsfamilie fra Normandiet, som havde slået sig ned i London. Som barn og ganske ung fik han en grundig uddannelse både i London og i Paris. Han blev nu knyttet til den lærde ærkebiskop Theobald i Canterbury, der sendte den unge Thomas til videreuddannelse i kirkeret ved universitetet i Bologna. Efter endte studier blev den unge og opadstræbende Thomas tildelt en høj gejstlig stilling i Canterbury af sin ærkebiskop.
 
Imidlertid fik kong Henrik 2. Plantagenet nu øje på den unge, kvikke gejstlige ved ærkebispesædet i Canterbury og udnævnte ham til sin kansler. Med stor energi og handlekraft var Henrik 2. allerede i gang med en styrkelse af den engelske kongemagt efter en periode med anarki og borgerkrig. Henrik ville have absolut myndighed over kirken. Her stødte han så mod den kirkelige reformbevægelse, der omvendt ville sikre kirkens uafhængighed af den verdslige magt. Men som kansler støttede Thomas Becket loyalt kongens politik – også når denne var vendt mod kirkens interesser. Han indtog ikke bare en position som kongens kansler og rådgiver, men også som dennes ven.
 
Da embedet som ærkebiskop blev ledigt,var kong Henrik overbevist om, at han ved at udnævne Thomas Becket som Theobalds efterfølger i Canterbury også dermed havde sikret sig en fortsat kontrol med kirken.

Fra skuespillere og jagthunde til sjælehyrde
Men nu ændrede Thomas Becket fuldstændig holdning. Hans ambitioner på kirkens vegne, hans ubøjelighed og frygtløshed stod nu klart for alle. Som han selv sagde, forandrede han sig ”fra at være en beskytter af skuespillere og en der følger efter jagthunde til at være sjælehyrde”.
 
Umiddelbart efter udnævnelsen til ærkebiskop over den engelske kirke begyndte Thomas Becket åbenlyst at modarbejde kongen. Den tidligere så tro kansler erklærede sig nu åbenlyst som tilhænger af den kirkelige reformbevægelse, der ville frigøre kirken fra kongens myndighed og knytte den tæt til paven.

Thomas modsatte sig nu, at Henrik kunne udnævne biskopperne. Det kunne alene paven. Hertil kom, at Thomas Becket ville sikre kirken en egen domsmyndighed og privilegier. Den engelske kirke skulle være en fri kirke, uafhængig af kongemagten og alene undergivet paven.

Da Thomas Becket viste sig ubøjelig i sin kirkepolitik, indkaldte Henrik 2. til et kirkemøde med deltagelse af alle Englands biskopper og stormænd i Clarendon i 1164. Her lod kong Henrik de såkaldte "16 Clarendon-konstitutioner" udarbejde, der lagde den reelle kirkemagt i hænderne på kongen og de verdslige domstole efter ”rigets gamle sædvane” - som det hedder i det afsluttende dokument.

Thomas Becket nægtede at underskrive Clarendon-dokumentet. Først og fremmest protesterede han mod bestemmelserne om, at gejstlige, der havde forbrudt sig mod landets love, skulle udleveres og dømmes af kongens domstole. Henrik erklærede nu, at ærkebiskoppen ved at nægte at sætte sit segl på dokumentet gjorde sig skyldig i højforræderi.

Thomas Becket flygtede derpå til Frankrig, hvor han opholdt sig frem til 1170. Pave Alexander 3. tog sagen op og vendte sig mod Henrik 2. Efter et hårdt og flerårigt pres gav kongen efter og hjemkaldte sin ærkebiskop. Thomas Becket blev nu, under stor jubel, modtaget i Canterbury som en forkæmper for frihed.

Forsoningen mellem konge og kirke blev til et mord
Selvom konge og ærkebiskop nu offentligt havde erklæret, at de havde forsonet sig med hinanden, førte Beckets hjemkomst til England ikke til en løsning på konflikten. Becket havde forberedt sig godt under sit eksil til en sidste styrkeprøve med kong Henrik. Han genoptog straks sin kirkepolitik og udstedte stærke irettesættelser af de biskopper, der havde støttet kongen.
 
I raseri over Thomas Beckets adfærd udtalte kongen under et ophold i Nordmandiet ret så letsindigt, at ærkebiskoppen nu havde ødelagt så meget for riget, at han gerne så ham død. Fire riddere opfattede dette som en opfordring og satte over Kanalen.

Den 29. december om aftenen nåede de frem til Canterbury, hvor de dræbte Thomas Becket i et sidekapel i domkirken. Ifølge et øjenvidne skal hans sidste ord have været: ”Gerne dør jeg for Jesu navns skyld og i forsvar for kirken”.

Forfærdelsen over drabet på Thomas Becket bredte sig efter sigende med lynets fart over hele Vesteuropa. Henrik måtte bøje sig for den ophidsede folkestemning i England. Han gjorde offentlig bod og lod sig piske ved Thomas Beckets grav. Hertil kom, at han officielt tilbagekaldte Clarendon-dokumentet.

Forholdet til pave Alexander og kirken blev dog mildnet ved, at Henrik erobrede Irland som følge af en gammel opfordring fra paven selv. Det lykkedes for Henrik at bevare sin magt – også delvist over kirken. Således fortsatte han med at udnævne biskopperne.

Men en total og absolut magt over kirken lykkedes det ikke for Henrik at genoprette. Kampen for den kirkelige frihed havde fået sin martyr – og den kirkelige reformbevægelse kunne dermed opfatte sig som den sejrende.

Pave Alexander 3. kårede officielt Thomas Becket som helgen i 1173 – og hans helgenskrin i Canterbury blev de næste 400 år ét af Europas mest populære pilgrimsmål.

Historien om Thomas Becket har vist sig at være yndet emne for skuespilforfattere. Bl.a. har T.S. Eliot skrevet ”Mordet i katedralen” (1935), og Anouilh dramaet ”Becket” (1961), som blev filmatiseret i 1964.

Kilder:
Kirkens historie bd 1 v. Per Ingesman og Nils Arne Pedersen
The Oxford Dictionary of the Christian Church