Ti kirkelige tip til din efterårsferie

På Kulturnatten i København i efterårsferien kan man besøge den katolske domkirke Skt. Ansgar i Bredgade og høre om den katolske kirkefest Kristi Legemsfest, som blev indført i den katolske kirke i middelalderen, og som den katolske kirke er alene om at fejre. Billedet er fra Kulturnatten 2007 i Sankt Ansgar Kirke, hvor man kunne høre gregoriansk sang ved kirkens kor. Foto: Peter Kristensen

Det er tid til at lægge planer for efterårsferien. Læs her hvad kirker over hele landet tilbyder i efterårsferien

Efterårsferien nærmer sig, og kirker over hele landet tilbyder alt fra salmesang over protest, foredrag og mulighed for fordybelse til ordinære gudstjenester. Man kan også komme til gudstjeneste på svensk og høre mere om en katolsk kirkefest.

1) Kirkerne på Københavns Kulturnat og Kristi Legemsfest
Som traditionen byder, indledes årets efterårsferie i København med Kulturnatten fredag den 14. oktober, hvor også mange af hovedstadens kirker slår dørene og byder indenfor til en bred vifte af kirkeligt fællesskab i form af andagter, gospel, koncerter og deciderede gudstjenester. I den katolske domkirke Skt. Ansgar i Bredgade kan man høre om den katolske kirkefest Kristi Legemsfest, som blev indført i den katolske kirke i middelalderen, og som den katolske kirke er alene om at fejre.

2) Arabisk møde i Aalborg
Lørdag den 15. oktober og lørdag den 22. oktober er der arabisk møde med gæsteprædikanter i den evangeliske frikirke Bethania-kirken i Aalborg begge dage kl. 10.30. Kirken er kendt for sin internationale orientering og store samarbejde med blandt andet Dansk Flygtningehjælp.

3) Tolv Stop Op i Aarhus
Studentermenigheden i Aarhus arrangerer tirsdag den 18., onsdag den 19 og torsdag den 20. oktober en andagt midt på dagen, hvor man opfordres til at stoppe op og give plads til fordybelse og eftertanke. Andagten, der hedder TolvStopOp, starter kl. 12.12 og varer 15-20 minutter og henvender sig primært til unge og andre fra studiemiljøerne. Men alle er velkomne. Der kan være bibellæsning, bønner, salmer, musik eller andet i forbindelse med andagten. Onsdag den 19 er der også nadver i forbindelse med andagten. Det hele foregår i Studenternes Hus, rum 124 i Nordre Ringgade 3 i Århus.

4) Salmesang i Hellerup
Tirsdag den 18. oktober er der salmesangsgudstjeneste i den nyrenoverede og genåbnede Hellerup Kirke kl. 19. Peter Balslev-Clausen prædiker.

5) Eftermiddagshøjskole på Østerbro
Onsdag den 19. oktober kl. 14 tales der om kunst, kultur, kirker, gamle dage og meget andet i Davids Kirkes eftermiddagshøjskole Milles Kulturcafé, som har til huse i mødesalen, Koldinggade 11, på Østerbro i København. Det koster 20 kroner at deltage.

6) Forbøn og protest i Emmauskirken
Den danske Diakonisse-stiftelse holder forbøn og protest for Amnesty International i Emmauskirken onsdag den 19. oktober kl. 17.30. Det ledes af diakon Holger Madsen.

7) Salmesangsværksted i Kirke Hyllinge Kirke
Onsdag den 19. oktober indbydes alle, både børn og voksne bare man kan læse - til åbent salmesangsværksted i konfirmandstuen i Kirke Hyllinge Præstegård, hvor der synges efterårs- og aftensange under instruktion af organist Ellen Karberg. Bagefter og inden aftengudstjenesten i Kirke Hyllinge Kirke arrangeres der spisning for deltagerne i salmesangsværkstedet, som efter spisningen medvirker ved aftengudstjenesten kl. 19 sammen med organist Ellen Karberg og sognepræst Mette Griffenfeldt Merrald. Tilmelding inden den 16. oktober til solskin@attech.dk.

8) Veckomässa i Gustafskyrkan
Den svenske kirke i København Gustafskyrkan har veckomässa (ugemesse) torsdag den 20. oktober kl. 18, hvor Jan Bergendorf prædiker. En svensk gudstjeneste minder meget om en dansk og er så alligevel anderledes, men ikke mere end at man som dansk kirkegænger sagtens kan følge med. Så tag til Gustafskyrkan i efterårsferien og prøv at gå i kirke på svensk.

9) Natkirke i Randers om Mord i Troens Navn
Fredag den 21. oktober kl. 20 afholdes der Spotlight i Natkirken i Sankt Mortens Kirke i Randers. Spotlight er fordybelse og åben diskussion over et tema med bibelske, spirituelle, kirkelige, aktuelle eller eksistentielle rødder. Denne aften er temaet: Mord i Troens Navn.

10) Hele landet
Endelig kan man også tage til en ganske almindelig gudstjeneste eller højmesse i sin lokale sognekirke, eller hvor man nu tilbringer efterårsferien. Uanset hvor man er i Danmark, er der nemlig altid en kirke lige i nærheden og gudstjenester både søndage og hverdage.

Find gudstjenester og andre kirkelige og kulturelle arrangementer i efterårsferien på Kristeligt Dagblads kirke- og kulturkalender.