Præstens møde med Helligånden: Trøsteren sendte en engel for at røre mig

Pinsen nærmer sig, og Kristendom.dk har talt med tre præster om deres opfattelse af og oplevelse med Helligånden

Når sognepræst Torben Tramm i Helligåndskirken i Aarhus hører ordet Helligånd, ser han ild for sig.

Han ser flammer, der antænder uden at fortære, men tværtimod opbygger, præcis som den brændende tornebusk over disciplenes hoveder pinsedag: 

”For Helligånden binder Treenigheden sammen. Den er Kærlighedens Ånd, som på én gang både er den dybe sammenhæng og dét, der får Gud til at flyde over og sætte sig i forbindelse med os, så da Helligånden kom Pinsedag, kom også Gud til os på en ny måde.

Det er en måde, der ikke var og ikke er bundet af tid og sted. En måde, der ikke længere var den, som vi kunne røre, som Han var det i Jesus, dengang Han gik på jorden. Men som den, der rører os. Bevæger os, sender os og giver os kræfter til at gøre godt for hinanden,” forklarer han.

Torben Tramm tror derfor også, at Helligånden gør en forskel i vores liv hver eneste dag og ikke kun, når vi lægger mærke til det, men på så mange måder.

Hul igennem

”Det kan ske, når der pludselig i et møde mellem mennesker er ”hul igennem”, så der opstår en uforklarlig forståelse mellem dem. Eller det kan ske gennem en salmetekst eller i bøn. Måske hører man ord, hvor man føler, at der tales lige til mig. Det kan også være en pludselig indskydelse, der efterfølgende giver dyb mening. Helligånden skaber hele tiden ”hul igennem” både i forhold til vores medmennesker og til Gud.

Jeg synes i hvert fald, at jeg har mærket Helligånden på færde i mit liv meget ofte,” siger han og nævner en konkret oplevelse, som han havde som studerende i en meget vanskelig periode i sit liv:
 
"Jeg vågnede midt om natten ved, at der var nogen i mit værelse, én, der lagde sin hånd på min skulder og gav mig et kærligt klem. Sådan et 'jeg ved, du har det svært, men jeg er der for dig'-klem. Det var så tydeligt, at rummet var fuldt af kærlighed, forståelse og nærvær. Jeg troede, at det var en af mine to venner, jeg boede sammen med, som var kommet ind for at trøste mig," fortæller han.

"Jeg blev glad og åbnede øjnene for at sige tak, men der var ingen. Eller: Det var der jo alligevel! Trøsteren, Guds Kærligheds Ånd havde sendt en engel for at røre mig og var der selv, så jeg stadig kan fornemme det."