Indføring

Gud og verdens skabelse i det moderne verdensbillede

Charles Darwin fremsatte i 1859 sin evolutionsteori, som kortlagde alt levendes udvikling som en proces, der rakte langt længere tilbage end det, man mente var tidspunktet for jordens skabelse. Det udfordrede Bibelens skabelsesberetning. Foto: IRIS

Forestillingen om den almægtige Gud blev udfordret af Darwin og den naturvidenskabelige forskning, men trosbekendelsens første linje henvender sig stadig til en almægtig Gud. Vi ser på Gud som skaber i et moderne lys

"Vi tror på Gud Fader den almægtige, Himlens og jordens skaber." Sådan lyder trosbekendelsens første linje. Men i 1900-tallets teologi fremkommer nye sproglige udtryk for, hvem Gud er.

Gud og det moderne menneske
I lyset af et nyt verdensbillede gav det ikke længere mening at tale om en Gud ”foroven”.

Den tysk amerikanske teolog Paul Tillich (1886 – 1966) stiller spørgsmålet: hvorledes kan vi tale meningsfuldt om Gud for det moderne menneske? Hans svar var at et nyt teologisk sprog, hvor de kristne grundsandheder blev formuleret, så de svarede til den moderne virkelighed. Gud er ”værens grund” eller ”dybet” i den menneskelige tilværelse.

Altså den, der at spørge efter tilværelsens egentlige menig og grundlag, spørger efter Gud, siger Tillich. Gud er den magt, der som modstår tomhed, skyld, meningsløshed og død. Det er denne Gud, der netop kommer til udtryk i Jesus Kristus.

LÆS MERE OM PAUL TILLICH HER

Det svarer til den formulering, som vi finder hos den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup (1905 – 81), der taler om Gud som ”magten til at være til i alt, hvad der er til.”

Enhver kan erfare, at vi lever på noget, vi ikke selv har frembragt eller skabt, siger Løgstrup. Livsytringer som tillid, barmhjertighed, åbenhed og håb er før mennesket og bærer det menneskelige liv. Denne erkendelse, som er på et rent humant og ikke-religiøst grundlag, svarer til den kristne skabelsestro, siger Løgstrup. På samme måde forholder det sig med naturen. Den kan ikke skabes af mennesket, men er til før mennesket og er kilde til oplagthed og livlyst.

De nævnte tolkninger gør altså op med et det personlige gudsbegreb og omtolker det på modernismens vilkår.

Men tilbage står så opfattelsen af Gud som almægtig, nemlig den anden side af det, man kalder et teistisk Gudsbegreb, hvor Gud ses som både personlig, almægtig og uforanderlig.

I 2011 udgav præst ved valgmenigheden i Vartov i KøbenhavnNiels Grønkjær en bog med titlen Den nye Gud. Han vil gøre op med det, der i hans øjne er et antikveret Gudsbillede.

Han skriver:

"Der er ikke længere nogen afstand mellem Gud og menneske. Gud kommer til mennesket ved at fødes som menneske. Han kommer til verden, kommer i kødet? Han har givet afkald på at lade sig frygte som en ophøjet almægtig Gud."

Gud er ikke en konstant, men i udvikling. Det ligger ifølge Niels Grønkjær i selve tolkningen af Gud som treenig. Han er både Skaber, Søn og Helligånd.. Han står bag alt som skaberen. Han kommer til mennesket og giver afkald på sin almagt i Kristus. Og han er den kraft, Helligånden, der skaber kærlighed og fællesskab mellem mennesker. Gud er altid i denne bevægelse nærværende blandt mennesker og dermed en del af menneskets erfaringsverden.

Skabelsestro og naturvidenskab
I trosbekendelsens første artikel siges det, at verden er skabt. Baggrunden er Bibelens fortællinger om verdens skabelse ifølge 1. Mosebog kapitel 1 og 2. Men i øvrigt går det som en rød tråd gennem Det Gamle Testamente, at verden er blevet til ved en skabelseshandling. Verden har en begyndelse, nemlig da Gud skabte.

De første kapitler af Bibelen rummer så fortællinger om menneskets tilblivelse, dets syndefald og vilkår. Alt dette er op gennem kristendommens historie blevet opfattet som historiske beretninger om, hvorledes det gik for sig engang. Men også som en beretning om menneskets nutidige situation.

Op gennem kristendommens historie og helt frem til midten af 1800-tallet mente man ud fra Bibelens skabelsesberetning at kunne fastslå, at universets alder var ca. 6000 år. Imidlertid kunne man i 1800-tallets begyndelse på grundlag af den nye geologiske videnskab fastslå, at jordens alder var langt, langt højere.

Charles Darwins evolutionsteori

Charles Darwin fremsatte i 1859 sin evolutionsteori, som kortlagde alt levendes udvikling som en proces, der rakte langt længere tilbage, end det man mente var tidspunktet for jordens skabelse.
I 1915 fremsatte Albert Einstein sin relativitetsteori, der gav et samlet billede af et univers uden grænser og med en alder på 10-20 milliarder år.

Alt i alt har naturvidenskaben udvidet tidsperspektivet afgørende og har for mange gjort en bogstavelig læsning af Bibelen som kilde til viden om jordens skabelse umulig. Den kristne skabelsestro har med andre ord sin baggrund i det, vi må kalde enmytisk opfattelse af verdens og menneskets tilblivelse. Det vil sige den tolkning af livets tilblivelse og menneskets vilkår, som netop er indholdet i Bibelens skabelesfortællinger.

Kilder:
Niels Henrik Gregersen. Fragmenter af et spejl
Niels Grønkjær: Den nye Gud