10 vigtige ting at vide om Kirkernes Verdensråd

Verdensmissionskonferencen i Edinburgh i 1910 blev startskuddet til den moderne tværkirkelige bevægelse og oprettelsen af Kirkernes Verdensråd. Foto: Wikimedia Commons

For 70 år siden blev Kirkernes Verdensråd stiftet, for at de store kirkeretninger kunne gå i dialog med hinanden og for at forhindre store stridigheder. I denne uge mødes de igen - få overblik over, hvem rådets medlemmer er, og hvad de arbejder for

Kristendommen har historisk set været præget af kirkesplittelser. I 1054 blev kristenheden delt mellem Østkirken (de ortodokse kirker), og Vestkirken (den katolske kirke). I 1500-tallet opstod de protestantiske kirker som følge af Reformationen.

På baggrund af de kirkelige splittelser op gennem historien begyndte kirkerne efterhånden at fostre tanken om en fornyet enhed. I kølvandet på Anden Verdenskrig blev Kirkernes Verdensråd til i 1948.

1. Verdensmissionskonferencen i Edinburgh 1910
Her begyndte den moderne økumeniske (tværkirkelige) bevægelse. Siden midten af 1800-tallet var der blevet afholdt internationale missionskonferencer med cirka 10 års mellemrum. Det var især de store protestantiske kirkesamfund, der stod som initiativtagere. I Edinburgh samledes i 1910 en række store missionsselskaber fra de store protestantiske kirkesamfund plus repræsentanter for de nye, unge kirker i Asien, men ikke fra Afrika og Latinamerika.

De i alt 1335 delegerede vedtog et samarbejde på tværs af kirkelige grænser. Målet skulle være, at man skulle samarbejde om at oprette én eneste kirke i hvert af de nye missionslande.

2. Faith and Order
Faith and Order betyder troen og kirkeorganisationen og blev betegnelsen for en videreførsel af tankerne fra den store missionskonference i Edinburgh. Når man kunne samarbejde om mission, så måtte det også være muligt at føre en dialog om de teologiske forskelle kirkerne imellem. Første Verdenskrig satte dog en foreløbig stopper for forhandlingerne kirkerne imellem.

Pave Benedikt XV (pave 1914-1922) understregede, at den katolske kirke på ingen måde var interesseret i at føre økumeniske samtaler med de tyske lutheranere. Krigen havde skabt fjender. Derimod var den ortodokse kirke meget åben over for det økumeniske samarbejde.

I 1927 kunne man således afholde den første verdenskonference for Faith and Order i Lausanne med deltagelse af 70 forskellige kirkesamfund. Ved det andet møde i Faith and Order-bevægelsen i 1937 i Edinburgh besluttede man at oprette et Kirkernes Verdensråd. Men foreløbig blev Anden Verdenskrig en hindring for det videre økumeniske arbejde.

3. Life and Work
Lige efter Første Verdenskrig kom den svenske ærkebiskop Nathan Söderblom med en idé om, at kirkerne på trods af det, der skiller teologisk, måtte kunne samarbejde om sociale opgaver. Dette var netop en udfordring til kirkerne lige efter verdenskrigen.

Den 1. verdenskonference for Life and Work (liv og arbejde) samledes i Stockholm i 1925 i erkendelse af, at "The world is too strong for a divided Church" (Guds ord er for stærkt til at kirken kan være splittet). Et centralt spørgsmål var, hvordan man skulle forstå forkyndelsen af gudsriget: Er det noget guddommeligt, der først kommer ved tidernes ende, eller oprettes det ved menneskers indsats for fred, retfærdighed og social velfærd?

Til den første konference for Life and Work mødte cirka 450 delegerede fra 37 lande. Og det var vel at mærke delegerede med høje kirkelige poster, der havde mandat til at tale på deres kirkers vegne.

4. Kirkernes Verdensråd grundlægges
351 kirkefolk fra 147 protestantiske kirker og nogle få ortodokse kirker mødtes i sensommeren 1948 i Amsterdam til den stiftende generalforsamling for Kirkernes Verdensråd. Her var det de to økumeniske bevægelser, Faith and Order og Life and Work, der blev sammensluttet i én organisation.

Senere, nemlig ved verdensrådets møde i 1961 i New Delhi, blev den internationale missionsbevægelse en del af Kirkernes Verdensråd.

5. Kirkernes Verdensråds formål
Ved mødet i Amsterdam og senest revideret ved verdensrådets møde i 2006 i Porto Alegre, Brasilien, hedder det om Kirkernes Verdensråd, at dets formål er at kalde hinanden sammen til synlig enhed i én tro og ét nadverfællesskab, udtrykt i gudstjeneste og fælles liv i Kristus, gennem vidnesbyrd og tjeneste for verden, og at gå fremad mod denne enhed for at verden må komme til tro.

6. Kirke og samfund
I 1966 sammenkaldte Kirkernes Verdensråd til en konference i Genève. Dagsordenen var kirkernes forhold til den tekniske og sociale revolution i vor tid. Presset fra den tredje verdens kirker var stor. Man ville se handling og solidaritet fra de europæiske og amerikanske kirkers side i forhold til ulandenes store fattigdomsproblemer.

Hertil kom en teologisk interesse både i Europa og i Latinamerika for at sammenknytte det kristne evangelium med kampen for social og politisk retfærdighed. Man talte om befrielsesteologi og revolutionsteologi. Konferencen blev opfattet som voldsom kontroversiel ikke mindst ved at anerkende muligheden for også at bruge vold om nødvendigt for at opnå samfundsmæssig retfærdighed.

7. Uppsala 1968
Under overskriften "Se, jeg gør alting nyt" (Johannes' Åbenbaring 21,5) samledes man til Kirkernes Verdensråds 4. generalforsamling i Uppsala. Påvirkningen fra konferencen om kirke og samfund (Church and Society) var tydelig. Hertil kom indtrykkene fra studenteroprørene, krigen i Vietnam, mordene på Kennedy-brødrene og Martin Luther King. Det blev understreget, at en kirke, der mister troens dimension, selvfølgelig mister sin kraft, men den kirke, der prioriterer troslæren højere end ansvaret for næsten, fornægter Guds kærlighed til verden.

Dette verdensrådsmøde vil både blive husket for det store fokus på kirkens forhold til de sociale spørgsmål og til det politiske, men også for et fornyet forsøg på at udbygge kontakten til den katolske kirke, som det netop afholdte Andet Vatikanerkoncil lagde op til.

8. Jublilæumsgeneralforsamling i 1998
En af de største begivenheder i Kirkernes Verdensråds historie blev generalforsamlingen i Harara, Zimbabwe. Cirka 5000 deltog i denne generalforsamling, der markerede 50-året for Kirkernes Verdensråd.
I 1948 var de to tredjedele af medlemskirkerne fra Europa og USA. I 1998 var de to tredjedele fra den 3. verdens lande. Hertil kom, at antallet af medlemskirker var mere end fordoblet.

Jubilæet var så anledningen til at se tilbage på, hvad der var opnået i den økumeniske bevægelse. Utålmodigheden var stor hos mange kirker, der ikke kunne forstå, at enhedsbestræbelserne ikke var nået så langt som forventet. De ortodokse kirker var forbeholdne i deres økumeniske engagement, og den katolske kirke var stadig ikke med.

Hertil kom, at stærkt konservative kirker især i USA holdt sig ude af Kirkernes Verdensråd. Blandt andet var det sociale engagement og uenighed om seksualetikken, herunder Kirkerens Verdensråds syn på homoseksualitet, årsagen.

Her ved udgangen af det mest voldelige århundrede i menneskehedens historie, forpligtede kirkerne sig til at gøre 2001-2010 til et årti mod vold.

9. Arbejdsområder
Kirkernes Verdensråd har delt sit arbejde op i følgende. 6 kommissioner og arbejdsenheder.

1. Tro og kirkeordning (Faith and Order) - arbejdet med kirkens synlige enhed.
2. Mission samarbejde i udbredelsen af evangeliet.
3. Undervisning af præster og lægfolk. Her er slottet Bossey uden for Geneve studiecentret og kursusstedet.
4. International rådgivning om politiske og sociale forhold.
5. Retfærdighed, fred og det skabte. En teologisk, økonomisk og politisk analyse af de forhold, der kan føre til krig, vold, sult og miljøkatastrofer.
6. Religionsdialog, samtaler med de andre store religioner og fælles arbejde for fred og retfærdighed.

Hertil kommer en særlig kommission, der arbejder med de ortodokse kirkes plads og rolle inden for Kirkernes Verdensråd.

10. Hvem er medlemmerne?
Flere end 340 kirker er i dag medlem af Kirkernes Verdensråd. Heraf en række ortodokse kirker. Den katolske kirke er ikke medlem, men har haft et tæt samarbejde med Verdensrådet siden Det Andet Vatikanerkoncil. Den katolske kirke er således med i de teologiske samtaler i Faith and Order. Den danske folkekirke er medlem af Kirkernes Verdensråd. Det samme gælder baptistkirken i Danmark. Forbindelsen til Kirkernes Verdensråd varetages af Det mellemkirkelige Råd.

Kilde: Peder Nørgaard-Højen: Økumenisk Teologi. En introduktion.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet den22/7 2014. Den er senest redigeret 29/5 2018.