Brødrene af Fælleslivet banede vejen for reformationen
De efterfulgte Jesus ved at arbejde og bo i fællesskaber og samtidigt bekæmpe fristelser gennem streng selvkontrol. Hermed ændrede Brødrene af Fælleslivet forståelsen af det at være kristen
Et kristent fællesskab uden munkeregler, men med fælleseje og fælles gudstjenesteliv. Brødrene af Fælleslivet kombinerede et fromt religiøst liv med undervisning, afskrivning af bøger og andet praktisk arbejde. Martin Luther gik på latinskole hos dem Magdeburg, og i al stilhed gøede de jordbunden for reformationen. Men hvem var de egentlig?
At efterfølge Jesus
I senmiddelalderen omkring 1200- 1300 blev fromhedslivet mere og præget af tanken om at kunne leve, som Jesus og hans apostle gjorde det. Fortolkningen af, hvordan man kunne leve i Jesu i efterfølgelse, var imidlertid ret så forskellige. For Frans af Assisi og hans munkeorden var livet i Jesu efterfølgelse det samme som et liv i absolut fattigdom som omvandrende tiggermunk.
En anden tolkning kom til udtryk i den kristne mystik. For mystikerne gjaldt det om at opleve foreningen med Jesus Kristus i sjælen gennem meditation og afsondrethed fra omverdenen. Men så tog tolkningen af livet i Jesu efterfølgelse en ny retning i en bevægelse, der satsede på det praktiske og disciplinerede fromhedsliv.
Denne nye fromhedsbevægelse, som på latin fik betegnelsen Devotio Moderna (den moderne fromhed), blev grundlagt af hollænderen Geert Groot (1340 84) fra Deventer. Geert Groote var oprindeligt søgt ind i mystikken, hvor han var inspireret af den store tyske mystiker Mester Eckhart. Groot ville imidlertid ikke isolere sig, men engagerede sig i et opofrende arbejde blandt syge. Samtidig gjorde han sig bemærket ved sin prædikenvirksomhed og interesse for bibelstudier.
Geert Groot omkom selv af pest, men hans ven Florens Radewinjs samlede nu en gruppe af såvel lægfolk som gejstlige i et broderskab. Man skulle fortsætte med at arbejde, enten det nu var som håndværker eller som præst. Men samtidig skulle man bruge tiden til praktisk kristendom i form af afholdelse af bønnemøder, foredrag og undervisning.
Brødrene og søstrene af fælleslivet
I Holland og Tyskland opstod der hurtigt grupper af mænd og kvinder, som sluttede sig sammen i praktiske og religiøse fællesskaber eller huse. Man var ikke bundet af klosterlignende regler og skulle heller ikke aflægge løfter for at kunne være med i fællesskaberne. Husene skulle drives på grundlag af medlemmers arbejde med håndværk, kopiering og salg af bøger. Medlemmerne investerede som oftest deres eventuelle formue i fællesskaberne, hvilket gav økonomisk grundlag for fattigforsorg og skoledrift. Tiggeri var til gengæld strengt forbudt for fællesskabets medlemmer.
Brødrene og Søstrene af Fælleslivet levede et regelbundet kollektivt liv. Man stod op mellem 3 og 4 om morgenen, holdt andagt eller gudstjeneste sammen, og dagens resterende timer gik så med praktisk arbejde.
Men for at hverken arbejdet eller det åndelige blev forsømt i løbet af dagen, kunne man bryde ud i høje bønner, mens arbejdet fortsatte. Måltiderne blev indtaget i tavshed, hvorefter man kunne trække sig tilbage for at hvile på egne værelser.
Gæster blev sendt væk kl. 20.00 og alle gik i seng 20.30. På søndage og helligdage læste man op fra Bibelen, og dernæst var der én åben og fordomsfri diskussion. Her var drengene fra fællesskabets skole indbudt. Diskussionerne foregik vel at mærke på folkesproget og ikke på latin.
I skole hos Brødrene af Fælleslivet
Når fælleshusets elever blev indbudt til søn- og helligdagenes skriftlæsning og diskussioner var det netop med henblik på at kunne vejlede og formane den opvoksende ungdom. Det gjaldt om at bekæmpe det onde og få de unge til at selv at leve efter Jesus bud om næstekærlighed og vende penge og luksus ryggen. Det gjaldt om indlære nøjsomhed, selvkontrol og disciplin i børnene.
Arbejdet var for brødrene ikke en nødvendighed, men i sig selv noget godt på lige linje med gudstjenesteliv og bibellæsning. For brødrene var det at leve i Jesus efterfølgelse ikke ensbetydende med den absolutte afsondrethed eller fattigdom. Nej, man levede i byen, tjente penge, men bekæmpede gennem streng disciplin og selvkontrol enhver fristelse til luksus.
Man var overbevist om, at mennesket gennem sin egen fornuft kunne leve et praktisk og nøjsomt liv i tjeneste for andre.
Det er denne opfattelse af mennesket og dets dagligliv, der var det bærende i søstrenes og brødrenes skolevirksomhed. Mennesket kan opdrages og kan opdrage sig selv. De samme krav skal stilles til alle, uanset om man vil være præst eller have et verdsligt arbejde.
En af tidens store religiøse forfattere, Thomas af Kempis, skrev i bogen Kristi efterfølgelse blandt andet:
"Den fuldkomne sejr består i at beherske sig selv. Thi den, der har et sådant herredømme over sig selv, at sanseligheden adlyder fornuften, og fornuften igen adlyder mig i alle ting, han har i sandhed sejret over sig selv og er verdens herre."
I næsten alle større tyske byer var der omkring år 1500 huse med Brødrene og Søstrene af Fælleslivet. Og stort set alle huse holdt skoler, det vil sige latinskoler, hvori eleverne fik en grundig humanistisk dannelse og opdragelse efter brødrene idealer.
Renæssancens store filosof Nicolaus Cusanus (1401-64) gik i skole hos Brødrene af Fælleslivet i Deventer og i 1497 blev Martin Luther som 14-årig sendt i latinskole hos Brødrene af Fælleslivet i Magdeburg.
Betydning for eftertiden
Brødrene af Fælleslivet udtrykte med deres nye fromhedsideal de tendenser, der lå i senmiddelalderens religiøsitet og fromhedsliv . Fromhedslivet var netop præget af individualisering, demokratisering og sekularisering.
Frans af Assisi og hans munke bragte evangeliet udenfor klostrets mure og ind i byen, hvor folk levede. Mystikken understregede det personlige fromhedsliv og at Gud kan erfares af alle gennem dyb bøn og meditation.
Devotio Moderna-bevægelsen understregede hverdagslivet og det praktiske arbejde kombineret med selvkontrol og fromhed som vejen for de mange til at leve i Jesus efterfølgelse.
At være kristen blev en sag, som den enkelte nu havde et personligt ansvar for.
Nok var der kirken og præsterne. Men det var ikke nok at lade gejstligheden bede for én.
Brødrene og Søstrene af Fælleslivet ville, at man skulle bede for sig selv og forene det religiøse liv med et produktivt og fornuftigt arbejdsliv. Dette syn på menneskes liv var en afgørende baggrund for reformationen i 1500-tallet.