De ti vigtigste ting at vide om økumeni

Den økumeniske bevægelse er betegnelsen for bestræbelserne på at skabe en samtale mellem verdens mange kirkesamfund. Her mødes den katolske pave Frans med den økumeniske patriark af Konstantinopel Bartholomæus I i Jerusalem den 25. maj 2014.

Hvad betyder økumeni? Og er der en grænse for tværkirkeligt samarbejde? Få overblik her Den økumeniske bevægelses tre hovedanliggender er således mission, enhed i troen og ansvar i verden.

Kristendommen er opdelt i en række forskellige kirkesamfund, hvoraf den katolske kirke, gruppen af ortodokse og protestantiske kirker er de største. Kan gamle skillelinjer fjernes? Hvad kan man samarbejde om? Kan man formulere en fælles forståelse af kristendommen? Disse spørgsmål arbejder den økumeniske bevægelse med. Men hvad er økumeni? Få overblik her.

1. Den økumeniske bevægelse

Ordet økumeni kommer af det græske ord oikoumene, der betyder "den hele beboede verden". Den økumeniske bevægelse er betegnelsen for bestræbelserne på at skabe en samtale mellem verdens mange kirkesamfund.

Målet for disse samtaler er dels at få udjævnet misforståelser og opnå anerkendelse af hinanden, dels at samarbejde om mission og hjælpearbejde, samt at arbejde for en fælles holdning i forhold til verdens sociale og politiske problemer. Den økumeniske bevægelses tre hovedanliggender er således mission, enhed i troen og ansvar i verden.

2. De økumeniske organisationer
Organisatorisk er den økumeniske bevægelses arbejde og projekter samlet i Kirkernes Verdensråd, med cirka 340 kirker fra 120 lande og med hovedsæde i Geneve. Dog er den katolske kirke ikke medlem, men har et tæt samarbejde med Kirkernes Verdensråd. Cirka 140 lutherske kirker er også samlet i en organisation, nemlig Det Lutherske Verdensforbund, der ligeledes har sit hovedkvarter i Geneve.

3. Visionen om enhed mellem kirkerne
Drømmen om en kirkelig enhed har sin baggrund i Johannesevangeliets kapitel 17, hvor Jesus beder om, at de alle må være ét. Den økumeniske samtale mellem kirkerne har da også til formål at forstå det andet eller de andre kirkesamfund, som den eller de forstår sig selv.

Konkrete resultater har blandt andet været, at denkatolske kirkes pave Paul VI og de ortodokse kirkers patriark Athenagoras I i 1965 ophævede den gensidige udelukkelse fra nadveren, der har varet, siden de to store kirker i 1054 fordømte hinanden.

I 1999 nåede den katolske kirke og de lutherske kirker frem til en fælleserklæring om, at man grundlæggende var enige i forståelsen af retfærdiggørelse ved tro. I 1973 kunne de lutherske og de reformerte kirker udsende en fælleserklæring om enighed på en række områder, der havde skilt kirkerne fra hinanden siden reformationens dage.

LÆS OGSÅ: 5 teologiske stridigheder, der splittede kirken

4. De ortodokse kirkers vision om kirkelig enhed
De ortodokse kirker er for det første de kirker, vi finder i det østlige Europa og i Grækenland. Det er kirker med et stærkt nationalt præg, som med undtagelse af den ortodokse kirke i Grækenland har levet under et mangeårigt kommunistisk styre. Isolationen fra det øvrige Europa og den kendsgerning, at de er flertalskirker i deres respektive hjemlande, gør dem reserverede i forhold til det økumeniske arbejde.

De to øvrige grupper af ortodokse kirker, den koptiske kirke i Egypten og de mellemøstlige kirker, har i århundreder været isoleret af islam og uden egentlig kontakt med Europas kirker. De ortodokse kirker ser sig som dem, der fortsætter den rette tro og lovsang fra kirkens ældste tid. Dette er netop betydningen af ordet ortodoks.

Kirkelig enhed kan ifølge disse kirkers selvopfattelse kun opnås ved, at alle andre kirker vender tilbage til den oprindelige kirkelige lære, gudstjenesteform og kirkeordning, sådan som det blev fastlagt på de syv såkaldte økumeniske kirkemøder (konciler) frem til år 787.

5. Den katolske kirkes vision om kirkelig enhed
Den romersk-katolske kirke er verdens største kirke. Den ser sig selv som verdenskirken. Dens globale udbredelse har gjort den til en kompleks størrelse, hvor der både er plads til en folkelig kristendom iblandet lokale traditioner og en sublim teologi og gudstjenesteform.

Det hele er ikke desto mindre en samlet enhed under paven i Rom. Paveembedet er afgørende for kirkens forståelse af sig selv. Den katolske kirke ser sig selv som moderkirken.

På den ene side er den åben over for andre kirkesamfund og lader sig gerne påvirke udefra. På den anden side er og bliver andre kirker ikke rigtige kirker. Og de ikke-katolske kirker må ikke anerkende pavens embede og paven som kirkens leder og vejleder, før der kan være tale om kirkelig enhed. Hvordan det nærmere skal forstås, vil de næste års økumeniske samtaler vise. Under alle omstændigheder betød Det Andet Vatikanerkoncil et afgørende nybrud i den katolske kirkes opfattelse af og forhold til den økumeniske bevægelse.

6. Protestantismens vision om kirkelig enhed
De protestantiske kirker kan opdeles i følgende grupper: Den anglikanske kirke, de lutherske kirker, det vil sige de kirker, der helt og holdent bygger på Martin Luthers lære, de reformerte kirker, det vil sige de kirker, der er udgået fra reformatoren Johannes Calvins reformation, frikirker, det vil sige en række kirkelige fællesskaber, som er udgået fra døberbevægelsen i 1500-tallet og som ser sig som en videreførelse af reformationen. 

Det er først og fremmest de protestantiske kirker, der står bag den økumeniske bevægelse for at kunne skabe enhed i missionsarbejdet og parallelt hermed at få skabt enhed i synet på præstens rolle, fælles opfattelse af dåben, hvad enten den var en voksendåb eller barnedåb, fælles nadver og en fælles opfattelse af reformationens kristendomsopfattelse i øvrigt.

7. En fælles forståelse af dåben?
Ved dåben bliver man medlem af den kirke, som Jesus har stiftet. Det er den ideale opfattelse. Dåben er det, der skaber enhed. Men virkeligheden er en anden.

Der går en skillelinje mellem de kirker, der går ind for voksendåb og så de barnedøbende kirker. Imidlertid kræver de fleste ortodokse kirker også gendåb, når en døbt fra enten den katolske kirke eller de protestantiske kirker vil optages.

Visse ortodokse kirkers krav om gendåb må ses i sammenhæng med de ortodokse kirkers opfattelse af sig selv som de oprindelige og sande kirker. Men i den økumeniske samtale arbejdes der netop på at understrege den gensidige anerkendelse af hinandens dåb som udtryk for enhed.

8. En fælles forståelse af nadveren?
Muligheden for at katolikker, ortodokse og protestanter uden videre kan deltage i hinandens nadver anses for at være det økumeniske grundproblem.

At holdes fælles nadver opfattes netop som et konkret udtryk for et kirkeligt fællesskab. Her går der en skillelinje mellem de ortodokse kirker og den katolske kirke på den ene side og de protestantiske kirker på den anden side. Både de ortodokse kirker og den katolske kirke fastholder, at Jesus Kristusreelt er til stede i modtagelsen af nadverens brød og vin.

Heroverfor hævder de lutherske kirker, at nadveren er et måltidsfællesskab, hvor Jesus Kristus er til stede og giver sig selv i brødets og vinens skikkelse, men brød og vin forvandles ikke til Jesu legeme og blod.

LÆS OGSÅ: Nadveren - fra skærtorsdagsmåltid til gudstjenestefællesskab 

For de reformerte kirker er nadveren et mindemåltid, hvor kirken som fællesskab får sit synlige udtryk. Imidlertid er de forskellige nadveropfattelser belastet af historiske misforståelser, som den økumeniske samtale prøver at rydde op i.

9. Fælles hjælpearbejde og politisk holdning
Hvor læremæssige forskelle kan være vanskelige at overvinde kirkerne imellem, så har det været lettere at opnå enighed om fælles handling i forhold til sociale og politiske problemer. Længst gik man på Kirkernes Verdensråds møde i 1968 i Uppsala. Her blev det understreget, at en kirke, der unddrager sig ansvar over for dem, der er i nød, gør sig skyldig i kætteri. Man vendte sig mod de kirker i Sydafrika, som accepterede apartheid og vedtog at støtte oprørsbevægelser, der kæmpede for retfærdighed og frihed, for eksempel i Sydafrika og i de portugisiske kolonier.

Siden mødet i Uppsala har den økumeniske bevægelse også været optaget af miljøproblemer. Hertil kommer en aktiv indsats for at afhjælpe flygtningeproblemer.

10. Danmark og den økumeniske bevægelse
Igennem de cirka 100 år, hvor de økumeniske samtaler har været i gang, har den danske folkekirke været repræsenteret af teologer og kirkefolk. Samtidig har folkekirken haft et ambivalent forhold til økumeni. Først i 1989 blev der etableret et mellemkirkeligt råd, der officielt skulle varetage folkekirkens forbindelse til den økumeniske bevægelse.

Men udfordringen har været og er stadig, at ingen kan repræsentere folkekirken og tale på dens vegne i økumeniske samtaler og ved internationale kirkelige konferencer.

Kilde: Peder Nørgaard-Højen: Økumenisk teologi. En introduktion.

Andre læser lige nu