Kirkelig balancegang i forhold til spiritualitet

Folkekirken må holde tungen lige i munden og forsøge at fastholde forbindelsen imellem kirkens teologi og tradition og de nye spirituelle udtryksformer.

Tidens voksende interesse for kristen spiritualitet er en af de store udfordringer til folkekirken i dag, mener sognepræst i Skalborg ved Aalborg, Erik Steen Møller. Den sender samtidig den gamle kirkeinstitution ud på en vanskelig balancegang, hvor det gælder om at holde tungen lige i munden og forsøge at skille skidt fra kanel.

- Men der er ingen vej udenom. Folkekirken er pisket til at forholde sig til den nye trend, og den er på mange måder positiv, fordi den jo understreger en længsel hos mange mennesker efter at få et tættere forhold til det religiøse. På den anden side er kirken nødt til at fastholde den på den kristne teologi og tradition, for ellers risikerer vi, at det hele ender i følelser, og at det kun er sandt, hvad man selv føler, og det kan så ende i hvad som helst.

Derfor er der brug for en afbalancering mellem spiritualismen og det mere intellektuelle teologiske arbejde i kirken, fastslår Erik Steen Møller, der sammenligner disse år med den periode i 1970'erne og 1980'erne, hvor der blev eksperimenteret med gudstjenesteformen, med rockmusik og så videre, i folkekirken.

- I dag går udviklingen så den anden vej, med stillegudstjenester, pilgrimsvandringer og fordybelse, og ligesom dengang er det nødvendigt, at kirken prøver sig frem. Det kan så godt være, at meget af det ikke vil være levedygtigt på længere sigt, men det gør ikke noget. Det er de lærepenge, kirken må betale.

Erik Steen Møller har meldt sig som deltager i tre inspirationsdage om "Spiritualitet og Kristentro", der arrangeres af en bred vifte af kirkelige organisationer i Grenaa fra den 19. til den 21. januar.

Disse dage blev holdt første gang i juni 2005 på ini-tiativ af projektkoordinator Annegrethe Jørgensen. Hun kommer selv fra spændingsfeltet mellem den traditionelle menighed, kirken og den nye spiritualitet, og den overordnede ide med dagene er netop at forsøge at fastholde forbindelsen imellem kirkens teologi og tradition og de nye spirituelle udtryks-former.

Tilslutningen denne gang understreger med al ønskelig tydelighed den stadig voksende interesse for kristen spiritualitet.

Selvom deltagerantallet er udvidet til 150 - plus de 20 medvirkende forelæsere - har man måttet sige nej til 30-40 interesserede. Blandt deltagerne er almindeligt interesserede kirkegængere, præster og menighedsrådsmedlemmer.

For Erik Steen Møller rækker det spirituelle langt videre end til blot at arrangere pilgrimsvandringer og stillegudstjenester.

- Det har for mig i høj grad også meget at gøre med hele den måde, kirken formidler sit budskab på. Min ambition går ikke primært på en række nye tiltag, men på at fylde gudstjenesten med åndeligt nærvær, som gør den levende.

Han har netop holdt orlov, hvor han har studeret nogle af de store kristne mystikere, som blandt andre mester Eckhardt, Johannes af Korset, Theresa af Avila og Frans af Assisi.

- Fælles for dem var, at deres trosliv i høj grad var præget af praksis, hvor varetagelsen af de gamle kristne trosytringer spillede en afgørende rolle, her ikke mindst bønslivet. Jeg tror, at en opprioritering af bønslivet, sammen med diakonien, hvor man handler på sin tro, bliver de to vigtigste områder for den nye spiritualitet.

SPIRITUALITET OG KRISTENTRO

Inspirationsdagene er arrangeret af en bred vifte af organisationer, som understreger, at interessen for kristen spiritualitet samler mange forskellige teologiske retninger: Folkekirke og Religionsmøde, Kirkefondet, Danske Kirkers Råd, Landsudvalget Areopagos Danmark, Folkekirkens Mission, Kirkefaglig Videruddannelse samt IKON-Danmark.

Programmet for dagene omfatter 11 forskellige workshopper, hvis emner spænder fra "Diakoni og spiritualitet" til "Åndelig vejledning som kristen praksis før og nu". Et overordnet tema er "Synd og healing".

Der kan læses mere om arrangementet på internettet: www.spiritualitet-kristentro.dk

Klemens-kirke2