Næstekærlighed i Bibelen

I Bibelen står der, at vi skal elske vores næste. Men hvem skal vi egentlig vende os mod for at gøre det?

Hvem er vores næste i en verden, hvor, solidariteten skrumper og egoismen vokser? Sådan lød spørgsmålet, da filmmand og tidligere Bogart-vært Ole Michelsen i sommer indledte et kursus på European Film College under overskriften "Du skal elske din næste".

Film om næstekærlighed

Han havde inviteret en række personligheder til hver at udvælge film, som direkte eller indirekte beskæftiger sig med næstekærlighed, og buddene var lige så forskellige, som de var mange:

Formand for Forum For Kritiske Muslimer Sherin Khankan valgte den arabiske film "Paradise Now" om to barndomsvenner på selvmordsaktion i Tel Aviv. Flemming Jensen ville tale om næsten og næstekærlighed ud fra "The Crying Game", og Niels Højlund medbragte "Der Untergang". For blot at nævne nogle få.

Efter at have endevendt næsten og kærlighedsbuddet gennem hele kurset, stod det under den afsluttende diskussion meget klart for Ole Michelsen, at emnet både fascinerer og interesserer.

Men pludselig gik det op for filmmanden, at én bestemt følelse overskyggede de andre: forvirring.

Hvad er næstekærlighed?

"Det kom frem, at der hersker en temmelig stor forvirring om, hvad næstekærlighed og næsten egentlig er for noget, og at folk ikke har en præcis og klar definition", forklarer Ole Michelsen.

Han selv har længe været dybt optaget af temaet og har derfor haft rigelig tid til at spekulere over, hvilken betydning han selv lægger i ordet næsten.

"Der ligger meget nærhed i begrebet. Jeg er af den opfattelse, at næsten både er folk i mit nærmiljø - eksempelvis tiggeren, der sidder uden for Føtex på Vesterbrogade - og at næsten også er de mennesker, der henvender sig til mig, for eksempel med et alkoholproblem", forklarer Ole Michelsen.

Filmmanden har altså sin egen helt klare definition af, hvad næste-begrebet indeholder. Men hvad siger teologerne?

Seminar om næsten

Det vil man blandt andet diskutere, når Esrum Kloster på lørdag danner ramme om et seminar, der netop tager udgangspunkt i næsten. Blandt foredragsholderne er Martin Schwarz Lausten, professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet, og han kan godt forstå, hvorfor næsten kan været et vanskeligt begreb at afkode.

"Spørgsmålet er jo, om næsten altid er den, der er tæt på eller i familie med os, eller om man skal udvide begrebet", siger han og svarer selv på spørgsmålet:

"I kristendommen siger vi, at næsten er den, der mere eller mindre tilfældigt befinder sig på din vej, og som trænger til hjælp. Da udøver du næstekærlighed til den, der er lige for".

Selvom det umiddelbart lyder enkelt og ligetil, er der alligevel uenighed om nuancerne i næstebegrebet i kristendommen, fortæller Martin Schwarz Lausten.

"Der er sommetider stridigheder om, hvordan man fortolker næsten: nogle mener ikke, at man kan elske alle sine medmenesker i almindelighed, men at næsten er din nærmeste, den, der lige præcis nu og her trænger til din hjælp. Det er for eksempel Tidehverv, der er af den overbevisning. Kirkefolket i almindelighed i Danmark, de, der for eksempel står bag Ydre Mission, udvider derimod begrebet og mener, at der i næstekærlighedsbegrebet også ligger omsorg for andre mennesker i fjerne lande", forklarer han.

Næsten er den, som du møder på din vej

Claus Thomas Nielsen er præst i Stauning, aktiv i Tidehverv og dermed medlem af den ene af de to fløje, Martin Schwarz Lausten ridser op. Og præsten er da også enig i Laustens bud på, hvordan man i Tidehverv definerer næsten.

"Det er fuldstændig rigtigt: Næsten er den, som du møder på din vej. Man skal passe på den hykleriske form for næstekærlighed, hvor det er meget let at elske de fattige i Afrika, men enormt svært at elske sin nabo", anfører han og tilføjer straks:

"Men det skal ikke forveksles med kynisme, og sådan bliver det let formuleret: at folk, der er inspireret af Tidehverv, dyrker en sofistikeret form for kynisme. I virkeligheden lægger vi vægt på en grad af realisme. Vi har et realistisk syn på at hjælpe andre mennesker".

Næsten er alle mennesker

På den anden af Laustens to fløje befinder christianshavner-præsten Flemming Pless sig. Han mener, at næsten ganske kort og uden undtagelser kan defineres som værende alle mennesker.

"Det er netop det, der er den kristne udfordring: Din næste er din næste. Det er klart, at i praksis er næsten først og fremmest de mennesker, der er dig nærmest, men ret beset er det alle og enhver. Også dem, som gør dig ondt", forklarer han.

På trods af, at man i kristendommen livligt diskuterer, hvem man med betegnelsen sigter til, så ligger begrebets rødder et helt andet sted end i kristendommen. For selvom Jesus i Matthæusevangeliet siger, at "du skal elske din næste som dig selv", så har næstekærlighedsbudet faktisk sin oprindelse i jødedommen.

Næstekærlighed er ikke kun kristent

"Det er meget vigtigt at understrege, at næstekærlighedsbudet ikke er opfundet af de kristne. Det er det bud, som de kristne har gentaget, og det betyder, at nogle tror, at kristendommen kom med næstekærligheden, og at Det Gamle Testamente udelukkende ville den strenge gud, som hævner sig", forklarer Martin Schwarz Lausten og understreger:

"Men næstekærlighedsbudet kommer netop fra jødedommen og er leveret videre til kristendommen".

Alligevel hersker der mellem de to religioner mere enighed om, hvem næsten er, end der gør internt i kristendommen.

"I de ældste love i Det Gamle Testamente skelner man mellem næsten som sin egen familie eller stamme, og så de fremmede. Og der er mange steder, hvor man i Det Gamle Testamente opfordres til også at tage sig af de fremmede og at udvise social omsorg. Det er ikke kun begrænset til dine nærmeste, og det er jødedommen og kristendommen enige om", uddyber Martin Schwarz Lausten.

Næstekærlighed tværreligiøst

Noget tyder altså på, at uenigheden blandt de forskellige kristne fløje udspringer af den forvirring, der følger i kølvandet på ordet næsten. Når man alligevel ikke vælger at bruge et andet ord som eksempelvis nabo eller medmenneske, så har det en ganske bestemt årsag. Det mener Jørgen Bæk Simonsen, der er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. Han er også blandt foredragsholderne ved seminaret på Esrum Kloster.

"Vi i vores moderne sammenhæng er udmærket klar over, hvad postreligiøse kategorier som "nabo" og "medmenneske" betyder. Begge disse begreber favnes i ordet næsten, og med netop dette ord fastholder man også det afgørende i, at både du selv og næsten begge er Guds skabninger, forklarer han, der også peger på, at man i Islam er fri for lignende problemer: her beskæftiger man sig nemlig ikke på samme måde med næstebegrebet".

"Der findes ikke et næstekærlighedsbud som kristendommens i Koranen. Men der er cirka 16-18 forskellige steder, der henviser til, at man skal behandle sin muslimske bror og søster med omsorg", fortæller Jørgen Bæk Simonsen og konkluderer:

"Så selvom man ikke kan sammenligne de to, så får anvendelsen i den sociale virkelighed samme konsekvens".