Indføring

Alt om påske

Den kristne påske har sit udgangspunkt i begivenheder, som ifølge Ny Testamentes evangelier fandt sted i Jerusalem under (den jødiske) påskefest. Foto: Mihai Eustatiu.

Påsken er kristendommens vigtigste højtid. Her mindes Jesu død og opstandelse. Påsken (på hebraisk: pesach) er samtidig jødedommens mest centrale højtid. Historisk set er den kristne påske baseret på den jødiske, som igen har træk fra endnu tidligere fester. Lad os derfor starte med at se på den før-kristne påskefejring.

Påskens oprindelse

I kilderne til den jødiske påskefejring (se især 2. Mosebog 12-13) kan skimtes træk af tidligere fester.

I påsken skal ofres et påskelam til Gud. Dette afspejler en oprindelig forårsfest hos hyrde- og nomadefolk. Her blev det førstefødte lam slagtet og ofret til Gud, dels som takkeoffer og dels for at sikre kvægbestanden.

Et andet vigtigt element i den jødiske påskefejring er det usyrede brød, dvs. brød som er lavet uden surdej/hævemiddel. Dette element stammer fra en forårs- og høstfest hos agerbrugsfolk. Her blev den første afgrøde ofret som tak for høsten og for at sikre fortsat frugtbarhed. For at beskytte mod urenhed måtte den første afgrøde ikke komme i forbindelse med andre elementer, før den blev ofret. Den gamle surdej kasseredes derfor. Herefter fulgte en periode med brød bagt af nyt mel uden surdej, indtil den nye surdej var klar til brug.

Traditionerne fra disse kvægavler- og agerbrugsfester føres videre hos det jødiske folk. Man kan sige, at det var jødernes traditioner, inden de blev 'Guds udvalgte folk', altså inden de opfattede sig selv som jøder. Af 2. Mosebog 12-13 fremgår det, at jøderne netop fejrer disse fester, men at festernes indhold nu omtolkes.

Den jødiske påske

I den jødiske påske mindes udvandringen fra Egypten - den begivenhed, som netop gjorde jøderne til et folk. Her greb Gud ind i historien. Han hjalp og frelste jøderne fra deres undertrykkere. Mens ritualerne i forbindelse med ofringen af lammet og det usyrede brød forblev de samme, blev mytologien omkring dem altså nu en anden.

Gud gav ifølge 2. Mosebog 12, 21-23 jøderne besked på at slagte påskeofferet. De skulle derefter smørre noget af dets blod på dørstolperne til deres huse. På den måde markerede jøderne, hvilke huse de boede i. Dette sikrede, at 'Ødelæggeren' på Guds befaling ikke gik ind her. Alle de steder, hvor 'Ødelæggeren' gik ind, slog han/Gud de førstefødte børn og dyr ihjel. Ved hjælp af påskeofferet redede Gud altså jøderne.

Jøderne måtte under flugten fra Egypten spise usyret brød, fordi de var flygtet over hals og hoved og i farten ikke havde nået at forberede mad til rejsen. Sådan omtolkes mytologien omkring det oprindelige høst-ritual i 2. Mosebog 12,39.

Den jødiske påske udviklede sig efterhånden til at blive en af årets store valfartsfester. Mange tog til Jerusalem for at ofre lammet i templet og for derefter at spise et fælles påskemåltid i hjemmet/logiet efter solnedgang. Påskemåltidet var påskens hovedbegivenheden og bestod af det ofrede lam, de usyrede brød og bitre urter. Sidstnævnte blev spist til minde om det slaveri, jøderne havde været udsat for i Egypten.

Jesu fejring af påsken

Jesus var jøde. Derfor fejrede han som alle andre påsken. Ifølge Lukasevangeliet var han som 12-årig med på pilgrimsfærden til påskefesten i Jerusalem (Luk 2, 41-51). I Johannes-evangeliet nævnes også, at Jesus fejrede påske i Jerusalem (Joh 2, 13 og 6,4). De begivenheder, som er helt centrale for kristendommen, udspiller sig dog først ved en senere påskefest i Jerusalem.

Den kristne påske

Den kristne påske har sit udgangspunkt i begivenheder, som ifølge Ny Testamentes evangelier fandt sted i Jerusalem under (den jødiske) påskefest. Alle fire evangelier indeholder ret detaljerede beskrivelser af begivenhedsforløbet. Dette er ikke så underligt, når man tænker på, hvor vigtige disse begivenheder er for kristendommen.

Slår man op i Ny Testamente på de angivne tekststeder og læser, bliver det hurtigt klart, at beskrivelserne i Mattæus-, Markus- og Lukas-evangelierne ligner hinanden rigtig meget, mens Johannes-evangeliets beskrivelse er anderledes. I Johannes-evangeliet findes f.eks. ikke en beskrivelse af et påskemåltid. Her er timingen anderledes. Jesus dør samtidig med, at påskelammene slagtes (Joh. 19, 14), mens han i de andre evangelier først dør dagen efter påskemåltidet.

At der er den forskel i timingen mellem evangelierne, skyldes ikke en regulær fejl i dateringen, men snarere at fortolkningen af begivenhederne - teologien bag - er forskellig. Vigtigst er, at Jesu død og opstandelse i begge forløb knyttes til den jødiske påske, hvor Guds frelse af folket (som beskrevet) var det centrale. De kristne forfattere knytter an til dette tema. De forstår Jesu død og opstandelse som Guds nye frelseshandling.

Påskens hovedtema bliver altså ved med at være Guds frelse, mens selve frelseshandlingen i kristendommen er omtolket. For jøderne frelser Gud folket ved at lede dem sikkert ud af Egypten. Dermed viser Gud, at han har taget det jødiske folk til sig som sit eget. For de kristne er tegnet på Guds frelse Jesu død og opstandelse.

Tegnet ses som et bevis på, at Gud har vundet over døden og de onde magter. Jesus tog alle menneskers synder på sig og afsonede dem gennem sin død. Mennesket er derfor frelst. Denne soningsdød er netop, hvad Johannes i sit evangelium understreger ved at lade Jesus dø samtidig med, at påskelammene slagtes. Ofringen af lammet opfattes i jødedommen på denne tid som et soningsoffer, og lammet bliver i den kristne tradition et centralt symbol for Jesus og hans soningsdød for menneskene.

Tolkninger af påskebegivenhederne og diskussion af, hvordan de teologisk skal forstås, er helt centrale i den kristne tradition - det er jo netop her, at spørgsmålet om Guds frelse af menneskene kan søges afklaret.

Påskefesten i den kristne kirke

Påsken var den første kristne fest. I den tidligste kirke fejredes påsken på jødisk manér, samtidig med at den indholdsmæssigt blev sat i forbindelse med Jesu død og opstandelse. Påskemorgen holdt man dåb og nadver. Der gik dog ikke længe, før det jødiske islæt i den kristne påskefest blev mindre.

Det jødiske tempel i Jerusalem blev ødelagt i år 70. Herefter kunne ofringen af lammet i templet ikke længere finde sted. De kristne indførte desuden en faste og vågenat, natten før påskemorgen. Denne faste (afholdt mens jøderne spiste deres påskemåltid) skulle udtrykke deres sorg over jødernes fornægtelse af Jesus. Samtidig havde flere og flere af de nye kristne op gennem det 2. århundrede ikke jødisk baggrund, og den jødiske forståelse af påsken gled derfor ud til fordel for den (rent) kristne opfattelse.

I det 4. århundrede videreudvikledes påskefesten og kom til at ligne påsken, som vi kender den i dag. Påsken indledtes nu med en 40 dage lang faste. Fatsteperioden afsluttedes med 'den stille uge'. Denne tradition opstod i Jerusalem, hvor pilgrimme i dagene fra palmesøndag til korsfæstelsen valfartede til de steder, hvor Jesus havde været denne uge. Her holdt man gudstjenester, hvor man mindedes det, der skete på stedet.

Gennem pilgrimmene spredtes denne tradition hurtigt. I kirkerne dramatiseres påskebegivenhederne så at sige. Man behøver altså ikke tage til Jerusalem for at opleve påskens begivenheder - den lokale kirke er nok. Mange rejser dog stadig til Jerusalem, hvor påskefejringen er en kæmpe begivenhed.

Påskens symboler

Gennem artiklen har vi fået en forklaring på, hvor idéen om påskelammet kommer fra, men hænger ting som påskeæg, påskeliljer, påskeharer, påskekyllinger osv. også sammen med den kristne påskefest? Det er ikke umiddelbart indlysende, at de skulle vidne om Jesu død og opstandelse. Og dog: Når vi husker, at påsken har sin oprindelse i forårsfester giver disse ting mening. Alle er de symboler på forårets komme, og på at nyt liv igen dukker frem fra 'det døde'. Helt tilfældigt er det vist ikke, at Jesu død og opstandelse i den kristne tradition netop er placeret i forbindelse med forårets komme.

Artiklen blev oprindeligt udgivet 25/5 2005. Den er senest redigeret den 2/4 2018.

Alt om påsken på 60 sekunder