På allesjælesdag går levende i forbøn for døde

Gdansk, Poland 24 October 2015 - People in Gdansk visit Lostowicki cemetery to clean up graves of relatives ...

Her ryddes der op på kirkegården i byen Gdansk i Polen. Gravene dekoreres med blomster og lys. Foto: Michal Fludra/NurPhoto / Scanpix Denmark

Den 2. november fejrer den katolske kirke allesjælesdag. Dagen er i folkekirken blevet ”opslugt” af allehelgensdag. Men hvad er allesjælesdag egentlig?

En pilgrim på rejse i byen Cluny i Frankrig så engang i et syn skærsildens mange lidende sjæle. Han fik medlidenhed med dem og bad nu munkene i klosteret i Cluny om at gå i forbøn for dem og uddele almisser, så de døde kunne blive udfriet. 

Ifølge et sagn skete det den 2. november. Det er den dag, den katolske kirke markerer som allesjælesdag.

På allesjælesdag hjælper de levende troende de afdøde med at opnå renselse og forening med Gud i Himlen. Historisk var der tale om forbøn for mennesker, der var udsat for den rensende skærsild, men i dag er allehelgen i den katolske kirke også blot en dag dedikeret til bøn for afdøde.

Allesjælesdag blev født i et fransk kloster

Siden det 2. århundrede har de kristne bedt for deres døde. En af de fremmeste lærde i den tidlige middelalder, biskop Isidor fra Sevilla (560 – 636) bestemte, at hans munke efter selve pinsedagen skulle holde nadver for de døde. I 996 fastlagde den indflydelsesrige abbed for klosteret i Cluny, Odilo (962 – 1049) allesjælesdag til at være den 2. november.

Hertil knytter sig sagnet om pilgrimmen, som var på vej mod sit hjem og i et syn så skærsildens mange lidende sjæle. Han bad nu munkene i Cluny om at gå i forbøn for dem og uddele almisser, så de døde kunne blive udfriet.

Fejringen af allesjælesdag bredte sig nu fra Clunyklosteret til hele det katolske Europa. I Rom blev dagen første gang fejret i 1311 og er endnu en vigtig helligdag i den katolske kirke. Allesjælesdag skal teologisk ses i tæt forbindelse med læren om skærsilden.

Skærsild: Fra slikkende flammer til indre ild

Den katolske Katekismus forklarer skærsilden på denne måde:

”De, som dør i Guds nåde og venskab, men endnu ikke er fuldkommen rensede, skønt sikre på deres evige frelse, gennemgår efter deres død en renselse for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at indgår til Himlens glæde.”

I Den katolske Katekismus understreges det, at denne renselse, skærsilden (latin: purgatorium) er helt forskellig fra de fordømtes straf. Det er så denne lære, der støtter sig til den skik at bede for de afdøde. Der henvises gerne til det apokryfe skrift, 2. Makkabæerbog, hvor det hedder om Judas Makkabæus, som var leder af den jødiske opstand mod syrerne i 167 -162 f. Kr.:

”Derfor bragte han soningsoffer for de døde, for at de kunne befries for deres synd” (kap. 12,45).

Ved en onsdagsaudiens i januar 2011 brugte pave Benedikt XVI sin prædiken til nærmere at rede gøre for, hvad skærsilden er. ”Den er ikke et sted, men en indre tilstand”, sagde pave Benedikt. Og han fortsatte: ”Den er en indre ild, der fornyer mennesket”.

Pave Benedikt henviste her til den hellige Katarina af Genua (1447-1510), der forenede vedholdende bøn og mystisk forening med Gud med et liv præget af velgørenhed over for de trængende, især gennem hendes arbejde som leder af det største sygehus i Genua. Pave Benedikt henviste til, at Katarine, beskriver skærsilden som en indre ild, der lutrer sjælen som en forberedelse til at indgå et fuldt fællesskab med Gud.

Katarina af Genua minder os om vigtigheden af at bede for de afdøde, sluttede paven sin prædiken. Og han opfordrede forsamlingen af audienssøgende til at bede sammen med de afdøde, så deres renselse kunne fuldbyrdes.

Sjælelys og allesjælesbrød til de afdøde

Bøn for de afdøde og fejring af nadveren ved at holde en allesjælesgudstjeneste eller messe, har altså den mening at hjælpe de afdøde, så de finder deres fuldendelse i Gud. Gravene på kirkegården bliver pyntet op af de pårørende, "sjælelys" bliver tændt på gravene som et symbol på ”det evige lys”, som skal oplyse den afdøde. Og i en festlig procession går præsterne ned gennem rækkerne af gravene og velsigner de afdøde.
 
I den middelalderlige folketro forestillede man sig, at de afdødes sjæle for en kort tid steg op fra skærsilden for at hvile.

Denne forestilling er stadig bevaret i traditionen – især i Sydtyskland og Alpeområderne, hvor man lægger allesjælesbrød, kager formet som horn, snegle eller kringler på de afdødes grave. I Østrig er allesjælesdag tilmed skolefridag, og der er ikke forelæsninger på universiteterne denne dag.

Reformationen slugte allesjælesdag

Også den græsk- og den russisk-ortodokse kirke har en mindedag for de afdøde, nemlig lørdag før pinsedag.
Den anglikanske kirke har 2. november en mindedag for de i troen hensovede (”The commemoration of the souls of the faithful departed”).
 
Med reformationen forsvandt allesjælesdag som en helligdag – og tilbage blev allehelgensdag d. 1. november.

Forskellen mellem de to helligdage er, at man ved allehelgensdagen mindes kirkens helgener og martyrer og ved allesjælesdagen mindes ens afdøde slægtninge. At allesjælesdag forsvandt i den lutherske kirkes skyldtes uden tvivl, at bønnen for de døde var forbundet med læren om skærsilden. Og denne lære gjorde Luther op med.

Tilbage blev allehelgensdagen, som så blev dagen, hvor man kunne udfylde sit behov for at mindes de afdøde. Ved allehelgensgudstjensten i den danske folkekirke oplæser man ofte navnene på dem, der er døde i årets løb. I nogle sognekirker afholder en særlig gudstjeneste for de pårørende til dem, der er døde i det forløbne år. 

Kilder: Den katolske Katekismus
             Det katolske bispedømme i Danmark, hjemmesiden: www.katolsk.dk
             Ökumenisches Heiligenlexikon