Indføring

På allesjælesdag går levende i forbøn for døde

Her ryddes der op på kirkegården i byen Gdansk i Polen. Gravene dekoreres med blomster og lys. Foto: Michal Fludra/NurPhoto

Alle sjæles dag, der falder i starten af november, er en højtid i den katolske kirke. Dagen, der i folkekirken er blevet “opslugt” af allehelgensdag, er dedikeret til de døde

En pilgrim på rejse i byen Cluny i Frankrig så engang i et syn skærsildens mange lidende sjæle. Han fik medlidenhed med dem og bad nu munkene i klosteret i Cluny om at gå i forbøn for dem og uddele almisser, så de døde kunne blive udfriet.

Ifølge et sagn skete det den 2. november. Det er den dag, den traditionelt i den katolske kirke har markeret som alle sjæles dag.

På alle sjæles dag hjælper de levende troende de afdøde med at opnå renselse og forening med Gud i Himlen. Historisk var der tale om forbøn for mennesker, der var udsat for den rensende skærsild, men i dag er allehelgen i den katolske kirke også blot en dag dedikeret til bøn for afdøde.

Alle sjæles dag blev født i et fransk kloster

Siden det 2. århundrede har de kristne bedt for deres døde. En af de fremmeste lærde i den tidlige middelalder, biskop Isidor fra Sevilla (560 – 636) bestemte, at hans munke efter selve pinsedagen skulle holde nadver for de døde. I 996 fastlagde den indflydelsesrige abbed for klosteret i Cluny, Odilo (962 – 1049) alle sjæles dag til at være den 2. november.

Til alle sjæles dag knytter sig sagnet om pilgrimmen, som var på vej mod sit hjem og i et syn så skærsildens mange lidende sjæle. Han bad nu munkene i Cluny om at gå i forbøn for dem og uddele almisser, så de døde kunne blive udfriet.

Fejringen af alle sjæles dag bredte sig nu fra Cluny-klosteret til hele det katolske Europa. I Rom blev dagen første gang fejret i 1311 og er endnu en vigtig helligdag i den katolske kirke. Alle sjæles dag skal teologisk ses i tæt forbindelse med læren om skærsilden.

Fra skæresilden til himlen

Den katolske Katekismus forklarer skærsilden på denne måde:

”De, som dør i Guds nåde og venskab, men endnu ikke er fuldkommen rensede, skønt sikre på deres evige frelse, gennemgår efter deres død en renselse for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at indgår til Himlens glæde.”

I Den katolske Katekismus understreges det, at denne renselse, skærsilden (latin: purgatorium) er helt forskellig fra de fordømtes straf. Det er så denne lære, der støtter sig til den skik at bede for de afdøde. Der henvises gerne til det apokryfe skrift, 2. Makkabæerbog, hvor det hedder om Judas Makkabæus, som var leder af den jødiske opstand mod syrerne i 167 -162 f. Kr.:

”Derfor bragte han soningsoffer for de døde, for at de kunne befries for deres synd” (kap. 12,45).

Vigtigt at bede for de døde

Ved en onsdagsaudiens i januar 2011 brugte pave Benedikt XVI sin prædiken til nærmere at redegøre for, hvad skærsilden er. ”Den er ikke et sted, men en indre tilstand”, sagde pave Benedikt. Og han fortsatte: ”Den er en indre ild, der fornyer mennesket”.

Pave Benedikt henviste her til den hellige Katarina af Genua (1447-1510), der forenede vedholdende bøn og mystisk forening med Gud med et liv præget af velgørenhed over for de trængende, især gennem hendes arbejde som leder af det største sygehus i Genua. Pave Benedikt henviste til, at Katarine, beskriver skærsilden som en indre ild, der lutrer sjælen som en forberedelse til at indgå et fuldt fællesskab med Gud.

Katarina af Genua minder os om vigtigheden af at bede for de afdøde, sluttede paven sin prædiken. Og han opfordrede forsamlingen af audienssøgende til at bede sammen med de afdøde, så deres renselse kunne fuldbyrdes.

Sjælelys og alle sjæles brød til de afdøde

Bøn for de afdøde og fejring af nadveren ved at holde en allesjælesgudstjeneste eller messe, har altså den mening at hjælpe de afdøde, så de finder deres fuldendelse i Gud.

Gravene på kirkegården bliver pyntet op af de pårørende, "sjælelys" bliver tændt på gravene som et symbol på ”det evige lys”, som skal oplyse den afdøde. Og i en festlig procession går præsterne ned gennem rækkerne af gravene og velsigner de afdøde.

I den middelalderlige folketro forestillede man sig, at de afdødes sjæle for en kort tid steg op fra skærsilden for at hvile.

Denne forestilling er stadig bevaret i traditionen – især i Sydtyskland og Alpeområderne, hvor man lægger alle sjæles brød, kager formet som horn, snegle eller kringler på de afdødes grave. I Østrig er alle sjæles dag tilmed skolefridag, og der er ikke forelæsninger på universiteterne denne dag.

Reformationen slugte alle sjæles dag

Også den græsk- og den russisk-ortodokse kirke har en mindedag for de afdøde, nemlig lørdag før pinsedag.

Den anglikanske kirke har 2. november en mindedag for de i troen hensovede (”The commemoration of the souls of the faithful departed”).

Med Reformationen forsvandt alle sjæles dag som en helligdag – og tilbage blev allehelgensdag.

Under Struensees helligdagsreform i 1770 blev allehelgenflyttet til første søndag i november. De danske katolikker har fulgt med således, at alle sjæles dag fejres dagen efter, om mandagen.

Internationalt fejrer katolikker dog stadig alle sjæles dag den oprindelige dag: Den 2. november.

Fra alle sjæles dage til allehelgensdag

Forskellen mellem de to helligdage er, at man ved allehelgensdagen mindes kirkens helgener og martyrer og ved alle sjæles dagen mindes ens afdøde slægtninge. At alle sjæles dag forsvandt i den lutherske kirkes skyldtes uden tvivl, at bønnen for de døde var forbundet med læren om skærsilden. Og denne lære gjorde Luther op med.

Tilbage blev allehelgensdagen, som så blev dagen, hvor man kunne udfylde sit behov for at mindes de afdøde. Ved allehelgensgudstjensten i den danske folkekirke oplæser man ofte navnene på dem, der er døde i årets løb. I nogle sognekirker afholder en særlig gudstjeneste for de pårørende til dem, der er døde i det forløbne år.

Kilder:
Den katolske Katekismus
Det katolske bispedømme i Danmark, hjemmesiden: www.katolsk.dk
Ökumenisches Heiligenlexikon